Brugsvejledning til samtiden

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Tak for en romantisk aften. Køb en romantisk buket. Med stor naturlighed anvendes ordet romantisk i dagligdags sprog, for det er blevet en måde at beskrive noget på. En måde at se verden på.

Det romantiske er også en historisk periode i 1800-tallets Europa, velsagtens den kunsthistoriske periode, som vi er mest tilbøjelige til at bruge i hverdagen.

Glemt er tankerne om, at romantikken ikke var ren rosenrød og sødmefyldt, snarere længselsfuld og bevidst, som en stræben efter det gode, det sande og det skønne. Med plads til følelse og fantasi.

Romantikken er klæg. Den er ikke sådan at slippe af med, den har plads i kulturen.

Men måske det var på tide at favne barokken?

Det har været undervejs i årtier
Det er ikke mig, som spørger. Det er Else Marie Bukdahl,  som med udgivelsen The Recurrent Actuality of the Baroque taler barokken op. Hun ser grunde til at netop denne historiske periode er relevant for samtiden og gennemgår hvordan der de seneste 40 år har været en stigende interesse for barokken blandt kunstnere og tænker (Benjamin, Foucault, Perniola, Buci-Glucksmann, Deleuze).

Om vi bruger barok i dagligdags sprog, så er det for at beskrive noget overdådigt, noget som vanskeligt lader sig overskue, og det er ikke helt ved siden af.

Barokken, som kunsthistorisk periode, udfoldede sig i årene 1600-1715 og er kendetegnet ved spejle og labyrinter, ruiner og vand, masker og fyrværkeri, folder og snoninger. En vis grad af kaos. Væk er det klassiske perspektiv, for barokken er grænse- og centrumløs.

Den er pivåben.

Denne åbenhed kræver sanselighed. Den kræver af dig som menneske at du bruger dine sanser; dette ender med at være et ærinde i Bukdahls bog, om ikke hovedærindet, så det, som man kan tage med sig.

Hun henviser til den religiøse Ignatius Loyola, som skrev i slutningen af 1500-tallet, samt Maurice Merlau-Ponty (1908-1961) og endelig den nulevende Richard Schusterman.

For alle disse, som for Bukdahl, er vi først og fremmest kroppe, og disse skal bruges. Dette er muligt, også over for kunsten, fordi kunsten ikke er noget, som peger på noget andet, men fordi kunsten er noget, som er i sig selv. Barokkens kunst prøver ikke at repræsentere, den vil ikke ligne noget, den vil skabe noget.

Dette gælder for kunst fra den historiske periode i 1600-tallet, men også for samtidens kunst. Det lykkes, med stor overbevisning, for Bukdahl at tale om nyere tids kunstværker og beskrive dem med barokkens ord. Hun viser os sammenhængen mellem en klosterkirkes loftsudsmykning, matematiske fraktaler og moderne maleri.

Vi pakker gerne ting og tanker i kasser, så de er lettere at forstå. Ismerne beskriver tendenser og forklarer motivationen for ændringer i æstetikken. Interessant er det, at historiske ismer kan genbruges. At lærde finder grund til at trække linjer gennem tiden.

For at kunne trække disse linjer serverer Bukdahl andre tænkeres tanker med stor generøsitet og lige så springende og overdådigt som barokken netop er, men hun bruger løs af materialer som del af den samme ambition, nemlig den, at tale for, at vi med alle sanser skal turde gå til det grænse- og centrumløse.

Måske det er bevidstheden, som skal tillade kroppen disse takter?

Det er ikke bare noget, hun siger. Det er også noget, hun gør. Den 80-årige Bukdahl, kunsthistoriker og adjungeret professor ved Aalborg Universitet, bevæger sig omkring med åbne sanser og stor nysgerrighed over for kunst og mennesker.

Omtaler hun kunstnere, kan hun finde på at sige "det er en af mine", for som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler 1985-2005 har hun knyttet relationer til og forståelse for en generation af kunstnere medsamt de professorer og gæsteundervisere, som i disse år var forbi institutionen.

Netop denne institution husede i 1990 et seminar hvor barokken blev diskuteret og virkede dannende for samtidens kunstnere.   

Barokken som brugsvejledning til samtiden
Den seneste udgivelse er en i rækken af mange udgivelser. Nok er den skrevet for fagfolk, men ærindet kalder på en større offentlighed, for man fornemmer, at Bukdahl virkelig gerne vil have barokkens grundtanker til at blive folkeeje.

Måske har barokken været lidt for vild. Vi har sprunget dette kapitel over.

Snarere har vi kopieret og dyrket renæssancens overskuelighed og harmoni, men glemt barokken som ellers ligger efter renæssancen og derfor burde ligge tættere på samtiden.

Men virkeligheden trænger sig på, verden er ikke så fiks og ligetil, som vi ellers gerne vil tro. Ting og tanker er labyrintiske og labyrintisk forbundne. Barokt! Det er altsammen beskrevet før og præsenterer sig i billedkunst og arkitektur. Ved at gense den historiske periode kan vi genkende tendenser i samtiden.

Herved bliver barokken en brugsvejledning. Det er en måde at se verden på, en måde som gør det lettere at begribe samtiden. Så kan vi nøjes med romantikken til lørdage aftener og bruge barokkens greb resten af ugens dage.

Bogen The Recurrent Actuality of the Baroque ved Else Marie Bukdahl er udkommet på forlaget Controluce 2017, 260 sider hardback, rigt illustreret.  

Ovenfor opslag med værker af henholdsvis Giovanni Lorenzo Bernini, Giovanni Lanfranco, Mona Hatoum, Stefano Maderno og Olafur Eliasson.


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her