Bager-Ali, Mette og den halve million

David Munk-Bogballe

Den 22. januar offentliggjorde flere medier et videoklip, i hvilket maskerede mænd bevæbnede med baseballbat, kniv og jernrør smadrer et bageri, mens kunderne flygter ud af butikken. Efter offentliggørelsen stod ejeren af bagerforretningen, Ali Parnian, frem og berettede, hvordan hærværket var den kriminelle underverdens svar på hans afvisning af at betale beskyttelsespenge. Et par dage senere kom det så frem, at Bager-Ali, som han blev døbt i medierne, måske ikke selv havde rent mel i posen. I en ankesag, der dog ikke havde noget med hærværket at gøre, stod han nemlig som anklaget for at være skyldig i brandstiftelse. I går, fredag, blev anklagen afvist ved Østre Landsret. Byrettens dom blev stadfæstet og Parnian frifundet, men politiet påpegede allerede torsdag, at omstændighederne omkring det præcise handlingsforløb op til hærværket i bagerforretningen var uklart. Skyggen  over Bager-Ali hænger der altså endnu trods frifindelsen, idet der, som politiet udtrykte det, “tegner sig et broget billede” af Parnian og af hans families ageren.

En halv million til blomster og chokolade

Imidlertid var der intet broget over reaktionerne ovenpå frigivelsen af videooptagelsen af hærværket. Danskerne var rasende, og flere politikere, herunder Mette Frederiksen og Inger Støjberg, fordømte gerningsmændene på de sociale medier. Støjberg gik endda så vidt, at hun i sit embede som minister besøgte Ali Parnians bageri i Tingbjerg i sympati. Der var også en anden Mette. Mette Abildgaard. 29 år gammel og formand for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe. Det var hendes beslutning, der for alvor gav historien om bageren fra Tingbjerg liv. For Mette Abildgaard var også en af dem, der blev rørt af billederne og historien om Ali, hvis drøm om en bagerforretning blev knust af en gruppe skånselsløse kriminelle. Så rørt, at hun i sympati oprettede en indsamling til blomster og chokolade, der kunne sendes som opmuntring til den forurettede bager. Derefter gik det stærkt. Indsamlingen rundede under stor mediebevågenhed hurtigt 100.000 kroner, så 250.000 kroner og endte på knap en halv million.

Penge eller ej?

I kølvandet på de nye oplysninger om forholdene omkring Bager-Ali, den sure smiley, om retssagen og ikke mindst om hans fars gøren og laden har spørgsmålet meldt sig, om Ali Parnian nu også bør få pengene, der er blevet samlet ind, udbetalt. Det drejer sig om et betragteligt beløb, der ikke alene ville række til en buket blomster og en æske chokolade, men til at starte en ny forretning. Svaret er måske interessant, og selvom historien om Bager-Ali, Mette og den halve million nok nærmer sig sin afslutning, er den næppe skrevet færdig endnu. Væsentligst er dog, hvad historien allerede nu har vist. Den har nemlig vist sig at handle om mere end en politiker, en bager og nogle penge. Den har vist sig at være en historie om Danmark.

En historie om Danmark

Videooptagelserne af hærværket i bageriet, påstandene om beskyttelsespenge og sagen om brandstiftelse er tydelige og ganske ubehagelige eksempler på de alvorlige problemer med kriminalitet og klanmentalitet, der findes i danske parallelsamfund. Samtidig er det klart, at Inger Støjbergs sympatibesøg og de skarpe kommentarer, hun med jævne mellemrum leverer på Facebook, ikke gør nogen nævneværdig forskel i forhold til at løse dem. Selvfølgelig kan sådanne symboler have en værdi, men desværre ser det ikke ud til at gøre indtryk på hærværksmændene eller andre bandekriminelle parallelsamfundsborgere. Der skal mere til. Blandt andet er det nødvendigt at udvise udlændinge, der begår grov kriminalitet, og der må sælges ud af de almennyttige boliger i ghettoerne, så beboerne får en klar økonomisk interesse i at bidrage til, at tilværelsen i deres lokalområder leves i fred og fordragelighed. Samtidig må der i grundskolen stilles kontante krav om tilpasning til og indlevelse i dansk kultur og folkeliv. Det må således tilstræbes, at alle gennem kendskab og forankring i dansk historie, sprog og traditioner opnår følelsen af at have en aktie i danskheden og en følelse af at høre til.

De sædvanlige karakterer

Indsamlingen og dens kontroversielle omstændigheder gav også lejlighed til, at en række arketyper blandede sig i debatten. Der var kynikeren, der hævdede, at indsamlingen primært handlede om opportun selvpromovering og dydssignalering. Der var polemikeren, der påpegede det vilkårlige i, at det kun var Bager-Ali, der fik den konservative gruppeformands hjælp og opmærksomhed, mens alle andre ofre for vold, tyveri, hærværk og det, der er værre, måtte klare sig uden. Der var den misundelige, der følte sig forbigået eller kæmpede med komplekser over ikke selv at have den unge gruppeformands magt og indflydelse til at gøre en forskel gennem medierne trods besiddelsen af uanede evner og et helt åbenlyst talent. Der var den skadefro, der solede sig i enhver tabloidhistorie, der truede med at sætte Mette Abildgaard i et dårligt lys.

Det stærke civilsamfund

Og så var der dem, der glædede sig over, at danskerne er et folkefærd, der viser sig klar til at hjælpe medborgere på fode igen, hvis de rammes af ulykke. Hvis indsamligen viste noget, så var det nemlig, at det danske civilsamfund er stærkt. Danskerne kan stå sammen uden om stat og kommune og gøre en forskel. Denne evne og vilje er dyrbar og smuk, og ikke alene bør vi værne om den med næb og kløer, vi bør give den mere plads. Vi bør gøre op med den centralisering, der i årtier har kendetegnet de politiske beslutninger, og give frihed til, at handlekraften og viljen til at skabe stærke fællesskaber bliver drivkraften i vore lokalsamfund. I vuggestuerne, i børnehaverne, i skolerne, i beskæftigelses- og socialspørgsmål. Uanset hvordan det videre forløb i historien om Bager-Ali, Mette og den halve million måtte blive, bør vi som det mindste sætte pris på, at Mette Abildgaards indsamling gav civilsamfundet mulighed for at demonstrere sin styrke.

Det mener jeg, hvad mener du?


 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.