Mærsk og hættetrøjerne

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Jeg skal ærligt indrømme det. Noget, der har irriteret mig de sidste par år. 

Virksomheder, der ikke lige er startet i en garage i Silicon Valley indenfor de sidste 10 år bliver ofte portrætterede som gammeldags, langsomme og teknologi-forskrækkede.

Der er jo ingen hættetrøjer, og direktørerne er grå på toppen. Og så kommer prikken over i'et: de gamle virksomheder bliver jo "disruptede". Jeg må indrømme, at jeg håber snart anvendelsen af begrebet "disruption" får en lille pause. For jeg synes lidt, det kammer over, når den lokale bager lukker, og det bliver koblet sammen med disruption. Stop nu.

Men min pointe er, at innovation altså også (stadig) foregår i virksomheder med mange år på bagen. 

Less talk, more action

Derfor glædede det mig særligt, at man i sidste uge i en lang række internationale og danske medier kunne læse om et nyt banebrydende samarbejde. 

A.P. Møller-Mærsk og IBM offentliggjorde planerne om at skabe en digital platform, der kan bruges af hele verdens shipping-industri. Et af formålene med platformen er bl.a. at tilføre transparens og effektivitet i transporten af varer på tværs af landegrænser og handelszoner. Og flere store virksomheder bakker allerede op om projektet bl.a. General Motors samt flere af Maersk ­Lines konkurrenter, samarbejdsparterne, havne, myndigheder, m.fl. 

På en måde overrasker det mig ikke. Fra min egen baggrund hos A.P. Møller-Mærsk husker jeg en virksomhed med stort fokus på fremtiden, teknologi og innovation.

Man skiltede måske bare ikke så meget med det, som andre gør i dag.

Containere.. og blockchain?

Men dér, hvor en virksomhed som Mærsk fortsat kan overraske mig positivt, er, når der tænkes i helt nye forretningsområder, der ikke bare gavner virksomheden selv, men hele branchen, ja vel egentlig hele verden.

For som man kunne læse, så baseres den nye platform på den digitale blockchain-teknologi. Denne teknologi bruges også i forbindelse med de såkaldte kryptovalutaer. Det siger måske mere om mig, men jeg måtte da lige ind og læse lidt nærmere om, hvad blockchain-teknologien egentlig er, og hvordan det fungerer. Essensen, som jeg dog fangede, er, at med anvendelsen af blockchain, så bliver det sikkert for alle, herunder også Mærsks konkurrenter, at bruge platformen, da alle data i en blockchain er krypterede. Som man også kunne læse fra udtalelser fra rederiet, så skal alle kunne ­føle sig helt sikre ved at lægge data ind i platformen.

Det er imponerende, hvordan ny teknologi kan præge ”gamle” brancher. Men også hvordan spillere med mange år på bagen, som eks. Mærsk, kaster sig i front og driver udviklingen.

Så det bliver spændende at følge projektet. Og se hvor mange hættetrøjer, der kommer til at indtage Esplanaden. 


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.