Den danske borgerlighed sidder ned og tisser

David Munk-Bogballe

I et land med en befolkning på 5,7 millioner, med verdens højeste skattetryk, en gigantisk, forslugen og ineffektiv offentlig sektor, cirka 477.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere og et system, hvor skoler afskaffer skemaet og overgår til “anvendelsesorienteret” og “projektbaseret undervisning”, fordi man kunne forestille sig, at det periodiske system måske vil vise sig at være uaktuelt om 10-20 år, og at man derfor skal bruge folkeskolen til at fremme omstillingsparathed, burde det borgerlige projekt ikke alene være klart, let og ligetil: det burde være en sikker vindersag. Skatterne burde sænkes, der burde privatiseres, der burde stoppes for masseindvandring, og der burde investeres massivt i assimilation, kernekultur og et uddannelsessystem, der vægter og belønner kundskaber, færdigheder, disciplin og arbejdsomhed.

Imidlertid synes sejren at udeblive. Før jul lovede Anders Samuelsen ellers historisk store skattelettelser, og Dansk Folkeparti varslede et paradigmeskifte i udlændingepolitikken med stramninger og en opprioritering af forsvaret af det Danmark, vi kender. Et fredeligt Danmark, velsagtens. Et Danmark kendetegnet ved samhørighed, tillid, velstand, oplysthed og frihed. Skulle nogen have glemt det, har vi en borgerlig regering, og derfor kan det virke ganske, ja, mærkværdigt, at det nu i starten af 2018 kan konstateres, at hverken de historisk store skattelettelser eller udlændingestramninger er blevet til noget.

Og så alligevel ikke. For når alt kommer til alt, er Samuelsens stålsatte øjne stadig danske øjne og Kristian Thulesen Dahls keren sig om det bestående en kærlighed til middelklassens socialdemokratisk-magtsyge velfærdshelvede, der ikke tåler tanken om forbedring. Når landet samtidig ledes af en gudsbenådet pragmatiker med uovertruffen erfaring i overlevelsens og det muliges kunst, og i øvrigt støttes af mit eget parti, Det Konservative Folkeparti, der kun langsomt er ved at genvinde sit ideologiske klarsyn efter årtiers beruselse af magt og strid, så er det i virkeligheden ikke så overraskende, at borgerligheden ikke sætter tydeligere aftryk. Den danske borgerlighed er nemlig moderne. Den er formet af velfærdsstaten, de bløde værdier og pædagogerne med ligheden og de glade farver. I stedet for at tage konsekvensen, kampene og tale lige ud af posen sidder den ned og tisser. Den tør ikke. Den stoler ikke på sig selv og sine sandheder.

Anders Samuelsen turde ikke vælte regeringen og kæmpe for sin politik i en valgkamp. Han kunne tabe og miste sine privilegier. Kristian Thulesen Dahl turde ikke tage ansvar for Danmarks fremtid og indgå i en regering. Han kunne risikere at blive afsløret som repræsentant for et populistisk enkeltsagsparti. Lars Løkke Rasmussen tør ikke sige fra og tage stilling, for han kunne risikere at miste muligheden for at være pragmatisk og dermed magten. Det Konservative Folkeparti tør ikke for alvor at gøre væsen af sig. At komme tilbage i mediernes søgelys kunne risikere at sætte den genvundne stabilitet over styr og give ny energi til tidligere tiders uenigheder og spændinger.

Trods de åbenlyse og oplagte muligheder for at skabe gode og nødvendige borgerlige resultater og på trods af medie- og forhandlingsdramaet er vi altså endt med en typisk dansk løsning. En mellemvare, der hverken er virkelig god eller virkelig dårlig, men mest af alt slatten. Det er i virkeligheden helt, som det plejer.

Det, mener jeg, er ærgerligt. Hvad mener du?

 

 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.