Pandora kan stadig nå at få æske

Alexandra Krautwald

Pandora, i græsk mytologi en smuk kvinde, som Zeus sendte til Jorden, efter at Prometheus havde givet menneskene ilden til sin rådighed. Pandora ægtede Epimetheus og havde som medgift fået en æske med, der ikke måtte åbnes. Men hun trodsede forbuddet, hvorefter alverdens ondskab og lidelse fløj ud mod menneskene.

Pandora betyder “Den, der har alle gaver” – I dette tilfælde kræfterne til at straffe menneskeheden.

Udtrykket “Pandoras Æske” bruges bredt om noget, som giver uoverskuelige vanskeligheder.

I netop vanskeligheder til halsen står smykkefirmaet Pandora så i dag, hvor indholdet af deres egen æske på tragiskkomisk vis er kommet efter dem selv.

Markedet er skuffet, og journalisterne flokkes om at spørge topchefen, hvorfor firmaets aktieværdi i dag faldt med over 11 pct. og med hele 32 pct. det sidste år.

Som rektion på de mange spørgsmål står adm. direktør Anders Colding Friis skoleret og forsøger at forklare sig. Mange mener, at det skulle han have gjort noget før, hvis han ville have undgået den kritik, som primært går på, at han ikke løbende har videregivet de oplysninger, markedet vil have.  

Men slap nu lidt af. Pandora har jo for det første næsten nået sine mål. Vi taler om sølle 200 mio. 1-krones mønter, før virksomheden med sine andre 22 mia. omsætningskroner ville være kommet trygt og godt helt ind over målstregen. Hos Berlingske Business skriver man i dag om svækket tillid og giver topchefen en restperiode i jobbet, som de betegner som lånt tid.

Overreaktion og helt urimelig opførseler, hvad jeg kalder det her. Markedets evige negative reaktioner over selv de mindste sten på vejen er tiltagende; det virker dybt usympatisk og også irriterende. For hvem kan forvente, at et selskab, der har vækstet 20,5 mia. på blot 10 år kan blive ved med at aflevere overnormale resultater og afkastningsgrader? Lige til tiden endda.

Slagkraftige, nuancefattige informationer i en lind strøm til markedet er ikke en løsning, der fungerer til gavn for noget eller nogen, men virker derimod stik modsat, fordi den skaber skiftevis ro og uro. Altså forvirring.

Topledere er ikke den slags performere, der skal diske op med underretning på selv det mindste vink fra aktionærer og markedsanalytikere, eller på små, svage udsving i omsætning og resultat.

Dem derude burde slå lidt koldt vand i barneblodet og lade landets topchefer regere deres virksomheder mere i fred. Det vil gå virksomhederne bedre, hvis de får ro til at handle mere langsigtet og konsistent for deres virksomheder og ikke hele tiden bliver målt, vejet og fundet for let ved blot de mindste udsving på den korte bane.

Fint for mig at man agerer som skarprettere over for en topchef, der excellerer i fejlskud og fusere den ene gang efter den anden. Men det er der jo ikke tale om her.


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.