Slut med bloddiamanter

Katerina Pitzner
BLOGS Af

Da jeg startede i diamantbranchen for 27 år siden, var der ingen, der spurgte til bloddiamanter. Nogle år senere, i 2006, og i kølvandet på den fantastiske film, Blood Diamonds” med Leonardo Dicaprio i hovedrollen, blev mange for alvor bevidst om bloddiamanter.

Filmens handling foregår under borgerkrigen i Sierra Leone i 1999 og handler om et land, der bliver revet i stykker af illegale oprørsgrupper. Den afslører en grusom virkelighed med vold, lemlæstelse og drab, hvor de smukke og kostbare diamanter får en afgørende rolle, som indtægtskilden, der skal finansiere deres våben.

 

I et par år efter rystede mange af os (forhandlere), og sågar kunder, på hænderne, for man vidste ikke, hvordan fremtiden skulle forme sig, og om det var ansvarligt eller umoralsk (dengang anvendte man ikke ordet, bæredygtigt) at handle med og købe diamanter.

The Kimberley Process Certifikation Scheme

Branchen tog dog selv fat, og i år 2000 gik sydafrikanske diamantproducenter sammen med FN og dannede The Kimberley Process Certifikation Scheme, hvis formål er at sikre en bæredygtig og konfliktfri handel med diamanter. KPCS skal desuden sikre, at indtægterne ikke havner i hænderne på illegale oprører eller terrorister, men bliver i de respektive lande. Her anvender man desuden det mindre vulgære ord, konfliktdiamanter.

To år efter kunne Kimberley-processen lanceres, og i dag er næsten alle diamanter konfliktfrie. Faktisk hævdes det at 99,8 pct. af verdens diamanter kommer fra konfliktfri kilder.

Der er 81 medlemslande af The Kimberley Process Certifikation Scheme, som nu arbejder sammen med EU, FN og flere NGO’er og civilsamfund.

EU tager førertrøjen

Men selv en eneste konfliktdiamant er en for mange.

I år overtager EU formandskabet for KPCS. Under ledelse af vicepræsident Federica Mogherini vil EU lede det internationale initiativ for at eliminere al handel med konfliktdiamanter i 2018.

I en pressemeddelelse sagde Mogherini: "For EU er Kimberley-processen en del af vores arbejde for bæredygtig udvikling. Det er en del af vores arbejde at bevare fred, at forhindre nye konflikter samt reducere kriminelle og terrorgruppers indtægter. Det er en del af vores arbejde for menneskerettigheder – og for at sikre, at diamanter skaber rigdom, ikke moderne slaveri.”

Hun understreger endvidere, at ”naturressourcer tilhører lokalsamfund, ikke militære oprørsgrupper.” ”Amen”, siger jeg og undlader her de joviale emojis.

Derfor er Kimberley-processen vigtig

Kimberley-processen fastsætter krav for de deltagende lande om at kontrollere al import og eksport af uslebne diamanter. Ordningen fører strenge interne kontroller over produktion og handel. Deltagende lande må juridisk kun handle med andre deltagende lande, der også opfylder ordningens minimumskrav, og internationale overførsler af uslebne diamanter skal ledsages af et procescertifikat, der sikrer, at de er konfliktfrie.

Hvordan sikrer man sig som forbruger?

I dag er der flere forbrugere, der gerne vil sikre, at de ikke, utilsigtet, køber en konfliktdiamant. Det er måske en ud af ti kunder, der stiller spørgsmål ved køb. Det ser jeg som et sundhedstegn.

Selvom det nærmest er vanskeligt at komme til at købe en konfliktdiamant i dag, kan man sikre sig ved at handle hos veletablerede og velrenommerede forhandlere, der kan garantere, via garantier fra deres leverandører, at deres diamanter er konfliktfri.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".

Få Katerinas indlæg
som RSS-feed her