Djøferne er vor tids helte

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Eftersom jeg er kunsthistoriker kunne man tro at jeg har kysset en masse kunstnere. Men det har jeg ikke, ikke en eneste. Det er ligesom for meget af det gode. Men der var ham, der arbejdede på trykkeri. Han var den første men han var så lav at han måtte sidde i trappeopgangens høje vindueskarm for at nå min mund. Han boede i Silkeborg og hentede mig i sin fars varevogn, da vi tog i biografen for at se David Lynch-filmen Laura Palmers sidste dage, men det blev ikke rigtig til mere. Jeg synes ellers det var sejt, at han havde et arbejde og en varevogn, for jeg gik i gymnasiet og havde en cykel..

Så var der amatørfotografen, der arbejdede som ufaglært butiksassistent og drømte om at blive Kaospilot, men han droppede mig til fordel for en balletdanser og jeg var ulykkelig hele sommerferien.

Så var der børnehavepædagogen, der også var punker, endda én af de få, som kunne gå med sit overtøj inden for uden at se kikset ud. Jeg tror ikke, at han havde hanekam og spraymalet læderjakke til hverdag. Heller ikke det blev rigtig til noget.

Ej heller sømanden var der noget ved i længden. Automekanikeren kunne jeg rigtig godt lide, også fordi han, som sømanden i øvrigt, spillede guitar. Men hverken automekanikeren eller, efter ham, lysteknikeren, var rigtig for alvor. Det kan man næppe heller sige om den tidligere sportsmand, der var blevet entreprenør og solgte en dims til noget med skibe.

Lige børn leger bedst
Aj, foruden min ungdomskæreste, så var der faktisk kun ham fra studiet, der viste sig at være for meget som mig selv og alligevel en helt anden.

Og så djøferen. Det tog mig cirka ti år at finde djøferen, men det ender altid med en djøf-model!

Er der noget galt i at vælge den der forstår lidt om hvem man er og hvad man laver? Det behøver ikke at handle uddannelsessnobberi.     

Glad blev jeg derfor da jeg i går så Lisa Herold Ferbing, formanden for Djøf, udtale:

"Danmark, danske virksomheder og det danske samfund har brug for faglærte, ligesom vi har brug for akademikere, professionsbachelorer og alle de kreative ildsjæle, der ikke lige kan puttes i en kasse. For Djøf handler det ikke om et enten/eller, men om et både/og. (...) Djøf ser meget gerne, at flere unge vælger en faglig uddannelse i stedet for ingen uddannelse. (...) Enhver skal vælge uddannelse ud fra lyst, evner og ambitioner. Og det er ikke finere at være en dygtig jurist eller økonom end en dygtig elektriker eller tømrer." (Fri os for uddannelsessnobberi, Altinget den 18. december 2017).

Det ender altid med en Lilly model
Vi skal tilbage til 1980erne for at blive bekendt med det ovenstående reklameslogan, der var lige så berømt som det slogan, der handler om at det danske vejr er Ga-Jol vejr.

Lilly laver brudekjoler, konfirmationstøj og festtøj. I deres reklamer skrev de altid øverst, med store bogstaver, "det ender altid med en Lilly model!". Den tillader jeg mig at omskrive til, at det altid ender med en Djøf-model, for sådan var det for mig. Ikke fordi djøfere er det eneste rigtige, men fordi en djøfer var det rigtige for mig, og fordi jeg har lært at djøfere er for seje.

Så helt ærligt. Bør det ikke snart være slut med voksenmobningen af djøferne?

Vi (folket, den brede offentlighed) har været ude efter lærere og pædagoger, men de har rejst sig igen. Aktuelt er kunstnerne og kultureliten ikke helt i kridthuset, men det er måske ved at vende. Og djøferne? Det er deres skyld. Dem og deres regneark. Dem og deres effektiviseringer, digitaliseringer, evalueringer, systematiseringer og andet rak.  

Stop.

Djøferne har ikke gjort nogen noget. Djøferne passer bare samfundet via de systemer, som udvikles og justeres af de lovgivende politikere. Politikerene, det er dem vi stemmer på. Det er dem, som vi vælger ind og ud. Så er der nogen, der kalder på brok, må det da være de til en hver tid ansvarlige politikere. Ikke det embedsværk, som (i al fald i teorien og som regel også i praksis) følger ordren ovenfra.

I det tilfælde, at man ærgrer sig over de ideologier, som de magthavende politikere besidder, så kan man sætte sin lid til at der, et sted i systemet, sidder nogle djøfere og strenger sig an med at rådgive og eksekvere kløgtigt, erfarent og sympatisk.

Ministre kommer og går, men embedsmænd består. Dette for at bevare en vis ræson i systemet. Om folket skulle komme for skade at stemme 179 mere eller mindre inkompetente politikere ind i Folketinget, ja, så frygt ikke. Djøferne skal nok klare ærterne. Djøferne er vor tids helte.

Han er perfekt
Hverken trykkeren, butiksassistenten, sømanden, pædagogen, automekanikeren, lysteknikeren eller entreprenøren var værd at kysse på. Kunsthistorikeren var også et dårligt match, det blev simpelthen før nørdet. Men djøferen. Han var perfekt. Han er perfekt.

Han har studeret statskundskab og ved noget om samfundets indretning. Han kan forholde sig til metode og teori. Han er vidende om historie og traditioner. Han kan abstrahere og analysere. Han forstår at bruge tal og statistik til at underbygge sin argumentation. Han har sans for balancen mellem overblik og detalje. Han kan tale om konsekvens og relevans.

Han kan tale. Bare dét.

Han kan stille spørgsmål til mig, han kan høre efter (og langt hen ad vejen forstå!) hvad jeg tror jeg vil at han skal forstå. Vi er ikke enige om alting. Men vi er enige om at vi hver i sær har ret til en mening. Der er basis for et grundlag, som man siger.

Det virker for mig.  

Alle billeder i teksten herover er fra LILLY's arkiv. Kjolerne er fra henholdvis 1950erne, 1960erne og 1970erne. LILLY blev grundlagt i 1946 af Lilly Brændgaard Hansen og hed dengang Kjoleateliet LILLY. Det var efterkrigstid. Så der var rationaliseringer på alt og kjoleatelieret specialiserede sig i at omdanne gardiner, sofabetræk og lagner til spadseredragter, jakker og kjoler. Meget hurtigt blev brudekjoler et særligt speciale, for der var dygtige folk på systuen. Når materialerne var sparsomme skulle det være perfekt i første forsøg, man kunne ikke bare prøve sig frem. Og tre meter stof skulle helst syne af tredive. Det gik godt. Så i midten af 1960erne købte Lilly Brændgaard Hansen af FDB en femetagers bygning centralt i Vejle og grundlagde herved landets første konfektionssystue. Virksomheden leverer stadig begivenhedstøj, med brudekjolerne som hovedprodukt.


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her