Vi har ikke råd til at lade være

Line Rosenvinge
BLOGS Af

I går var jeg til et selskab og traf en bekendt, som jeg kendte for femogtyve år siden, men som jeg ikke har set så meget til de seneste årtier.

Men jeg har fulgt ham.

For han har et spændende job, udtaler sig til både danske og udenlandske medier, har udgivet bøger og så videre. Og dengang på gymnasiet var han én af de drenge, som alle pigerne vidste hvem var.

Ikke kun fordi han havde lækkert hår, også fordi han var redaktør at gymnasiebladet og aktiv i foredragsforeningen. Han var en af dem som, selv på et gymnasie hvor barren var høj, lød klog og dannet, belæst og berejst.

Glad blev jeg derfor, da jeg spottede ham i samtale med en, der vidste noget om mediepolitik. Mediepolitik er også noget, der optager mig, så jeg tillod mig at bidrage til samtalen om hvorfor DR og danske politikere i så høj grad ser mod BBC.

Nå, men samtalen drejede lidt efter i retning af stattens kulturstøtte i det hele taget. DR får som bekendt aktuelt cirka 4 milliarder og resten af kulturlivet cirka 6 milliarder.

Det var ­– kunne jeg forstå på min gamle ven – alt, alt for meget.

Jeg synes, at det er alt, alt for lidt, og inden længe blev samtalen så vidtløftig at mundvandet sprøjtede og armene fægtede.

Jeg glemte alt om glögg og honninghjerter.  

Ingen vil betale for det de tror de ikke kan bruge
Ham, som jeg troede var kunstelsker, fyrede alle de klassiske rindalisme-argumenter i min retning. Det med at "kunstnere skal kunne klare sig selv, ellers er de ikke rigtige kunstere" ... "hvis staten bruger flere penge på kultur, så er der færre penge til kræftpatienter og forsvar" ... "samfundets kunstinstitutioner skal klare sig på indtægterne fra brugerbetaling" ... "kulturfaglige har jo ingen bestaltning, hvem som helst kan mene noget om kunst" ... "jeg vil gerne betale for at gå til tandlægen eller advokaten, men jeg vil ikke betale for at den kunstfaglige udtaler sig om kunst" ... "hvis du ikke kan tjene penge på din ydelse, så er den ikke god nok". 

Suk!

Nu har jeg sundet mig, og prøver at komme i tanke om, om jeg alligevel fik ham til at gøre nogle indrømmelser.

Jeg husker, at han med sin nonchalante attitude lod mig vide, at han da gerne ville hjælpe mig med at forstå hvorfor sådan nogle som mig ikke får nogle penge og er ilde set i det politiske og på Lars Tyndskids marker. 

Det var jo venligt nok.

Jeg prøvede at tale om en konkret kontekst, som jeg er vidende om. Nemlig kunstkritikerstanden og dennes aktuelle udfordringer i den dansksprogede medieverden og den offentlige debat.

Jeg talte om, at ingen af de store dagblade har en kulturredaktør som primært er kunstfaglig. Altså ingen ingen kultur-fagnørder. Kulturredaktørene af i dag er debatorienterede. Det gælder samtlige dagblade, ikke bare for Berlingske med Anne Sophia Hermansen.

Der er mange om at dele kagen
Den fagligt funderede kritik er i meget høj grad i løbet af de seneste 5-10 år rykket fra dagbladene og ud på webbaserede nichemedier. Disse har typisk en forretningsmodel baseret på annonceindtægt og statsstøtte. Akkurat ligesom de store dagblade, der alle hvert år fra staten modtager et tocifret millionbeløb for at drive forretning.

Sammenligner vi statsstøtten til de store dagblade med statsstøtten til de webbaserede medier, så kan man vist roligt sige at de webbaserede medier modtager pebernødder, hvorfor de webbaserede medier ofte end ikke aflønner deres skribenter.

Godt er det, at der trods alt er nogen statsstøtte.

Dette fordi det er et politisk ønske at støtte den frie presse, nyhedsformidling og samfundsdebat som en anerkendelse af, hvad netop fri presse, nyhedsformidling og samfundsdebat betyder for et moderne demokratisk samfund.

Det betyder meget.

Der er lande, som vi ellers gerne sammenligner os med, der i disse tider skruer op for statsstøtten til netop fri presse, nyhedsformidling og samfundsdebat.

Dels fordi mediebilledet er så globalt og fragmenteret. Dels fordi alting går så hurtigt, at selv uddannede og professionelle mediefolk kan blive i tvivl om, hvad der er op ned.

Du må gerne vide noget om det du taler om
Vi har brug for specialister. Vi har brug for gatekeepers. Vi har brug for smagsdommere. Kald det hvad du vil, men vi har brug for nogen, som ved noget.

Og vi har brug for, at det med at skrive og bidrage til indholdsproduktion i dansksprogede medier ikke er en bibeskæftigelse for de mange, men en primærbeskæftigelse for de få. 

Lad os, som eksempel, se på kunstkritikerstanden og dennes aktuelle udfordringer i den dansksprogede medieverden og den offentlige debat.

Uddøende race
Som kunsthistoriker er mit kulturfelt billedkunst. Af fuldtidsansatte anmeldere af billedkunst har Danmark aktuelt én, nemlig Peter Michael Hornung på Dagbladet Politiken. Alle andre, der skriver om billedkunst, er underbetalte løsarbejdere uden rettigheder.

"Nå ja, hva' så", siger min engang så kulturelle ven over glöggen. Ja det skal jeg sige dig, min gode ven, jeg skal sige dig "hva' så".

Det betyder, at når de ikke skriver anmeldelser eller kunstkritik, så laver de andre ting. De skriver for eksempel katalogtekster for de museer, gallerier og kunstnere, hvis udstillinger de anmeldte i går.

Dette leder til det åbenlyse spørgsmål: jamen, er de så uvildige i deres anmeldelser, tør de kritisere en potentiel arbejdsgiver? Det kan man jo så tænke lidt over.

Nogle skriver også pressemeddelelser, introduktioner til hjemmesider og deslige. Det er alt sammen fint, men det handler om markedsføring og formidling, det handler ikke om kritik og anmeldelse.

"Hvad skal vi med anmeldelser. Jeg har ikke brug for at høre hvad du synes". Jamen, det har du! Nu er vi tilbage i rindalisme og Fogh-regeringens hetz mod smagdommere, akademikere, faglighed og saglighed. Det spøger stadig.

Men altså. Jeg ved mere om kunst end dig. Punktum.

Det gør jeg, fordi det er det eneste jeg beskæftiger mig med. Det er ikke noget, jeg hygger mig med i min fritid. Kunst, og det at skrive om kunst, er for mig ikke en hobby. Det er en profession og en faglig dedikation. For denne indsats vil jeg anerkendes.

Det er ikke bare mig. Vi er mange, der forsøger at holde fanen højt.

Hvad vi render og laver
Vi er mange, der forsøger at holde os orienteret om nationale og internationale tendenser inden for vores fag. Der læser kollegers skrift og lader os inspirere af tekstens udvikling. Der læser op på nyudgivelser og faglitteratur. Der med fagfæller diskuterer metode og substans, konsekvens og relevans. Der konstant er i overvejelser om, hvordan integriteten og sagligheden kan opretholdes. Der farter rundt og tilegner os nyproduktioner og nyfortolkninger. Der gør os umage med at omsætte faglighed og dedikation i tekster, som kan læses af alle og enhver, som herved (det er hensigten) oplever at kunsten åbner sig. 

Jeg ville ikke kunne gøre alt dét, hvis "skriveriet" – som min gode ven, lettere nedladende, omtalte min profession – skulle foregå i min fritid, som en hobby.

Derfor er Danmarks seks kritikerforening nyligt gået sammen om dannelsen af Forenede kritikere. Disse tæller AICA Danmark, Danske Filmkritikere, Litteraturkritikernes lav, Foreningen af Danske Musikkritikere (rytmisk), Musikanmelderringen (klassisk) og De Danske Teaterjournalister. Tilsammen repræsenterer vi over 200 professionelle fagligt funderede skribenter.

Der er nok at tage fat på, for alting er ikke som det var engang.

De seks ovenfor nævnte foreninger er stiftet i henholdvis 1950, 1948, 1966, 2002, 1943 og 1934. Så for hovedparten gælder det, at de er opstået i en koldkrigstid som del af bølgen med initiativer motiveret af ønsket om at genstarte den kritiske diskussion, som var blevet kvalt under fascismen.

Det forekommer, at der anno 2017 igen er grund til at arbejde for den fagligt funderede, saglige og uvildige kunstkritik. Selv i et lille sprogområde som det danske. Især i et lille sprogområde som det danske. Og om denne fagligt funderede, saglige og uvildige kunstkritik skal overleve, så bliver vi nødt til at tale om mulighederne for statsstøtte. Vi har ikke råd til at lade være.  

Dét vil jeg gerne tale om med min gamle gymnasieven når vi næste år mødes til julehygge i Charlottenlund. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her