Når man tror man bestiller en håndværker og han tilbyder sin krop

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Jeg har ikke købt håndværkersex. Har du? Det er vist nok en genre, som der er en vis efterspørgsel på. Mine behov gik mere i retning af at få lagt gulvvarme i spisestuen og slebet de to andre stuer. Mit hjem er også min arbejdsplads, så jeg har brug for at projektet forløb gelinde og hyrede en entreprenør, som hyrede en håndfuld underleverandører, og det var én af dem, som opførte sig aldeles upassende.

Nuvel, med nogle stuer i en lejlighed var jeg en lille kunde i forhold til de øvrige opgaver, som denne specialhåndværker havde i bogen. Samtidig med at han arbejde hos mig arbejdede han fos henholdsvis Christiansborg og CBS.

Det er sund forrretning at prioritere de store kunder, men det er ikke nogen god ide at sige ja til så mange kunder, at man ender med at aflevere for sent og med fejl.

Mit projekt var sat til at vare tre uger, men endte med at vare otte. Entreprenøren måtte finde anden underleverandør til at samle op på mangler og afslutte projektet. I denne proces varslede jeg entreprenøren om at jeg, ved projektetafslutning, grundet forsinkelse og sjusk ville forhandle om refusion af den ellers aftalte pris, og at han derfor passende kunne holde lidt igen med at betale sin underleverandør, fordi denne burde holdes økonomisk ansvarlig for sit nøl.

Jeg tilbød at hjælpe med dokumentation og argumentation i det tilfælde entreprenøren skulle stille et forsikringskrav eller lignende. Entreprenøren var, i mine øjne, alt for flink. Den uduelige underlevarandør fik fuldt honorar og entreprenøren måtte, grundet mit pres for prisrefusion, påtage sig det overordnede ansvar og gå fra opgaven med nul kroner i overskud. 

Kort sagt gik det lidt i koks. I forhold til mit eget arbejde, så er jeg stadig bagud, fordi jeg (i ugevis!) ikke havde adgang til mit kontor, har måttet svigte gamle kunder og ikke i tilstrækkelig grad serviceret nye.

Dette blot som forhistorie til forståelse af den måben jeg oplevede, da nedenstående besked tikkede ind via Messenger på Facebook.

Hvad har jeg gjort galt? Det var min første tanke. Jovist, jeg bød på kaffe. Men det var af venlighed, det gør jeg altid. Jeg kunne ikke mindes, at jeg på nogen vis flirtede, hverken med ord eller kropssprog. Han er slet ikke min type. 

Så hvorfor blev jeg ven med ham på Facebook? Sandt at sige høster jeg venner, når jeg har haft en interessant samtale i en tråd et sted. Altså, når en person bidrager med en særlig viden eller har tydelige holdninger. Ikke at jeg nødvendigvis sympatiserer med disse, men fordi jeg synes at der er interessant at følge forskellige menneskers tankerækker. Eller hvis vedkommende formulerer sig i et inspirerende sprog.

Jeg tror, at jeg har truffet underlevandøren i en tråd, eller måske har han kommenteret på noget, som jeg har lagt op. Vi havde ingen fællesvenner på Facebook, så det var ikke dét, som har gjort, at jeg accepterede en venneanmodning. Men jeg indrømmer, at nylige hændelser i national kulturpolitik har fået aktører til at gå sammen på tværs af kunstarter og miljøer, så jeg får henvendelser i den anledning, og derfor er jeg blevet flink til at besvare henvendelser via Messenger, som jeg ellers ikke har brugt så meget. Før nu. 

Hvem er pinlig
Jeg synes, at det er lidt pinligt. Og jeg prøver at overbevise mig selv om, at det ikke er mig. Og jeg kommer i tanke om to episoder fra dengang jeg var i begyndelsen af 20'erne og havde tilsvarende granskelse. En granskelse som går på, hvordan jeg bør opføre mig for at undgå misforståelser og pinlige situationer.

Egentlig havde jeg besluttet at jeg ikke ville bidrage til #MeToo. Fordi det er pinligt, at fortælle om. Men nu gør jeg det. Og jeg vil fortælle om en tredje episode, som var den værste. De to første er lidt banale og jeg vil undlade at gå i detaljer. Men de kommer her.

Der var kun en dobbeltseng
Den første kom sig af at jeg, som del af honoraret for en katalogtekst, fik en hotelovernatning i Paris efter ferniseringsmiddagen ved den udstilling, som kataloget omhandlede. Der var bare det, at galleristen kun havde kunnet finde et ledigt dobbeltværelse, så jeg skulle sove hos ham.

Da han, til ferniseringen og i andres påhør, fortæller mig dette, så griner de; men jeg tænker, at det går nok. Desuden havde jeg taget min mest tækkelige natkjole med fordi jeg de to næste nætter skulle overnatte hos en dansk venindes kæreste i Paris.

Men da vi har tjekket ind på hotelværelset tager han karbad for åben dør. Så lægger han sig i dobbeltsengen og fortæller, at han har lyst til at pille ved mig. Jeg svarer ham, at det har han ikke lov til, og det respekterede han, men jeg synes, at det var helt vildt pinligt.

Der var intet, absolut intet, ved hans intellekt eller fysik eller ageren over for mig, som havde virket tiltalende på mig. Og jeg havde, det mener jeg virkelig, på ingen vis givet ham indtryk af, at fordi han havde købt en katalogtekst så havde han også købt min krop.

Et job for et kys
Den anden episode handler også om en mand, der var medejer af en kunstinstitution, som havde købt en ydelse af mig. Han havde inviteret til et møde for at fortælle om et nyt projekt, som jeg måske skulle lede. Mødet skulle ikke foregå på hans kontor men på et lagerrum med et bord og nogle stole. Han bad mig om at sætte sig ved siden af ham, så jeg kunne læse med i det mødepapir, han havde medbragt som præsentation af projektet, der virkede helt vildt spændende.

Da vi var var færdige med at gennemgå projektet og havde talt lidt om praksis, prøvede han at kysse mig. Jeg kunne rejse mig op og gå, så det gjorde jeg. Han gav jobbet til en anden.

Selvsamme mand havde nær kontoret en lille lejlighed hvor de unge kunsthistoriestuderende, som tog et halvt års praktikophold på hans redaktion, kunne bo gratis. Sammen med sin kone var han i cirka to årtier en af de mest magtfulde i centraleuropæisk, og til dels også amerikansk, kunstliv.

Også han var cirka dobbelt så gammel som mig. Den tredje episode, som jeg vælger at genfortælle, er ligeledes med en mand som var cirka dobbelt så gammel som mig. Jeg var i slutningen af 30'erne og han i slutningen af 60'erne.

Dum dreng og flot pige
En statsstøttet institution nærmer sig tiden for genforhandling af driftsmidler og arrangerer derfor en konference på Christiansborg. Her taler blandt andre institutionens bestyrelsesformand. Han siger, synes jeg, meget interessante ting om at have høje ambitioner for samarbejde med kunst og erhvervsliv. Han taler om, at det er vigtigt at være professionel.

Umiddelbart efter hans indlæg er der indlagt en kaffepause, og jeg ser mit snit til at passe ham op. Han står og lytter mens jeg taler lidt om udfordringer i relation til realisering af den skitserede praksis i hans inspirerende indlæg.

Jeg afslutter med et spørgsmål, fordi jeg er interesseret i at høre ham uddybe. Hvad jeg høre ham sige er cirka denne sætning: "Hvor er det dejligt at stå at tale med sådan en høj flot pige. Jeg plejer at skulle se ned på folk."

Faktisk kan jeg godt være lidt Lotte Heise-agtig, men dér blev jeg godt nok mundlam. Bestyrelsesformanden havde trods alt så meget situationsfornemmelse at han fornemmede min forbløffelse. Derfor tilføjede han: "Ja, ja. Jeg hører hvad du siger". Hvorefter han klapper mig på skulderen, vender sig om og går.

Kvinder er den halve verden
Jeg kunne have tudet. Jeg kunne have trampet i gulvet. Jeg kunne have pandet ham én. Denne episode er værre end de to øvrige nævnte, som man kan vælge at lade passere som 'pinlige hændelser', der ikke er værd at tænke nærmere over.

Bestyrelsesformandens manglende evne for eller lyst til at høre mig er den værste fordi det viser hvilken usynlig, men superstærk, mur man kan støde ind i som kvinde.

Hvis jeg tager en pæn kjole på og sætter håret, virker det så for distraherende? Hvordan skal jeg klæde mig og hvordan skal jeg opføre mig, hvis jeg vil tages seriøst?

Hver gang jeg har oplevet en episode – enten af verbal eller fysisk karakter, enten i det offentlige rum eller i arbejdsregi – så har jeg tænkt: hvad gjorde jeg galt? Men jeg er hver gang kommet frem til den konklusion, at jeg hverken var upassende klædt eller udviste flirtende adfærd. Jeg var bare det forkerte sted på et forkerte tidspunkt. Jeg trak vejret. Undskyld.

Men kvinder er den halve verden, som der stod på en plakat min mor havde med hjem fra Mødrehjælpen da hun som cand. psych. et årstid arbejdede gratis i rådgivningen. Det var, kunne jeg forstå, lidt hårdt for hende. Men hun havde, som nyuddannet, brug for 'noget til sit CV', som man siger.

Hun var lige fyldt fyrre, og hun var lige blevet skilt. Hun var eneforsøger og økonomisk udfordret. Hun sad og lyttede til kvinder der havde kvaler nøjagtig som hun selv, dog uden vold og misbrug. Min mor talte i denne periode meget om, at hun følte sig fri og frejdig, men hun græd meget. Og jeg var med hende da hun solgte ud af arvesølvet for at betale telefonregningen, der grundet de lange udenbys samtaler til hendes søster i København havde sprængt et i forvejen presset månedsbudget.

Du kan ikke engang passe en pølsevogn
Min mor var ikke så sej og viljestærk som min mormor og min oldemor, som begge var såkaldte mønsterbrydere. Men lad os ikke tale mere om min familie. I stedet tillader jeg mig at berette om en bekendt, fordi hendes historie kan bidrage til en forståelse af, hvorfor kvinder ikke altid får den magt som de har agt.

Hun har et fuldtidsjob. Hun har også eget firma. Via sit firma har hun kunder på tre kontinenter, får hyppig omtale i relevante medier og leverer jævnt hen bestillingsopgaver i supplement til sine produkter, hvoraf flere produceres i Asien. Hun har ingen ansatte. Hun får heller ikke hjælp fra sin mand. Han har jo også et fuldtidsjob. Men i otte år havde han også en elskerinde, som han besøgte hver tirsdag.

Hun blev knust, da hun fandt ud af det. Men, som hun siger, han er en god far for vores barn. Han drikker ikke og han slår ikke. De bor stadig sammen.

Kvinde, rejs dig! Hun tør ikke. Hun, der ellers er så dygtig, smuk, sød og sjov. Hun tør ikke! Gennem hele sin opvækst fik hun af sin far at vide, at hun ikke var noget værd.

Han yndede at bruge sætningen "du kan ikke engang passe en pølsevogn". Selv havde han giftet sig til en familievirksomhed, som det lykkedes ham at drive med en vis middelmådighed.

Charme, selvtillid og lækkert hår
Som forældre er det, det mener jeg virkelig, en pligt at indgyde sine børn al den selvværd man overhovedet kan. Alle kan noget. Forældre bør kunne hjælpe deres børn med at finde frem til 'dette noget'.

Undervejs skal de roses, navnlig når det er fortjent. Ligesom de skal have kritik når det er velbegrundet og udviklende.

"Du kan hvad du vil". Sådan sagde min mor til mig. Det vanskelige er at beslutte sig for, hvad man vil. Det er min erfaring, at det hjælper at have en vis indsigt i hvorfor man ønsker at opnå noget. Som hvis man vil være børsmægler fordi man vil være rig. Eller hvis man vil være fotomodel fordi man godt kan lide at stille sig an.

Køn bør ikke være nogen hindring for at kunne. Jeg siger til min datter, at hun kan, hvad hun vil. Lige for tiden vil hun enten være YouTuber og have en masse likes eller arbejde for borgmesteren og gøre noget godt for naturen. Hvem ved, måske hun kan kombinere de to. En tredje karrieplan er hendes ønske om at opfinde en maskine, som kan optage drømme, så man kan vise dem til hinanden.

Hun er otte år og jeg håber hun lykkes med alt hvad hun sætter sig for. Jeg håber hun lykkes uden at skulle ofre for meget af sig selv. Jeg håber hun lykkes uden at nogen lægger for mange hindringer på hendes vej.

Hvis du ikke dør af det så gør det dig stærkere
Jeg er bomstærk. "I've had my share", som Billie Holiday vist synger i en blues et sted. Men jeg ærgrer mig over at jeg føler mig hæmmet. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke, i højere grad end det aktuelt er tilfældet, har mulighed for at bruge denne styrke konstruktivt og målrettet i en passende sammenhæng til gavn for andre borgere og kunstelskere.

Måske er det på grund af mit køn. Måske har jeg som kvinde ikke haft de samme muligheder som mine mandlige kolleger. Men for dét vil jeg ikke ynkes, for jeg tænker, at så har jeg haft nogle andre muligheder. Og hvem siger at det var skidt?

Måske har jeg endnu ikke være det rette sted på det rette tidspunkt. Men jeg bliver ved med at trække vejret.

I mellemtiden overvejer jeg, om jeg skal skifte låsene til min lejlighed, fordi underleverandøren havde et ekstrasæt og jeg ikke ved, om han har kopieret dem. Det kunne han sikkert ikke finde på, men har man først tænkt tanken, kan man godt blive utryg.

Men jeg ved ikke, om jeg tør. Jeg ved ikke, om jeg tør få skiftet låsene. For så skal jeg ringe til en håndværker.


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.