Mindre hulahop og flere arbejdspladser

Cecilia Lonning-Skovgaard

Beskæftigelsespolitikken i København har slået fejl. Så klart kan det siges efter adskillige års manglende ledelse under Frank Jensen, der har overladt styrepinden til den yderste venstrefløj. Det har resulteret i en kommune, der trods økonomisk fremgang ikke evner at skabe arbejdspladser til kommunens egne borgere.

Den kreative klasse boltrer sig
Til gengæld har kommunen investeret i adskillige hulahop-projekter, hvor projektmagere fra den kreative klasse har boltret sig for kommunale penge. Det har resulteret i en kommune, der under påskud af at føre beskæftigelsespolitik har forsøgt at udkonkurrere små erhvervsdrivende og frivillige som gartnerier, genbrugsbutikker og cykelsmede. Ikke et videre sympatisk eller økonomisk ansvarligt træk.

Der er behov for et nyt fokus fra kommunens side, hvor vi går fra hulahop og offentligt opgavetyveri til bedre rammevilkår og samarbejde med erhvervslivet.

Bedre samarbejder mellem jobcentre og detailhandel
København er fortsat en utroligt populær turistdestination, og det giver en masse københavnske jobs i servicebranchen. Faktum er desværre, at en stor del af kommunens servicejobs går til udlændinge frem for københavnske borgere.

Tag ikke fejl. Vi synes naturligvis kun, at det er positivt, at så mange fra både ind- og udland gerne vil arbejde i København. Men når vi nu har en lang række ledige jobs, er det uacceptabelt, at vi ikke er bedre til at tilbyde dem til kommunens egne borgere. Derfor skal kommunen tage initiativ til et tættere samarbejde mellem detailhandlen og jobcentrene, der utvivlsomt vil kunne understøtte branchen – særligt i højsæsonerne.

Det er muligt, at venstrefløjen ikke betragter servicejobs i detailhandlen som ligeså fine som kommunalt finansierede hulahop-projekter, der skal sikre "hverdagsmestring" eller "styrke lokalområdernes selvbærende evne". Men et job på et hotel eller en cafe er reelt arbejde for dygtige og hårdtarbejdende mennesker. Og jeg er ikke i tvivl om, at mange af de københavnske ledige kan bidrage til den københavnske detailbranche.

Rammevilkår, rammevilkår, rammevilkår
Endelig har det socialdemokratiske styre nægtet enhver dialog om bedre rammevilkår for erhvervslivet. I stedet har de set til, mens kommunen har syltet byggesagsbehandlinger for de erhvervsdrivende, der vil skabe arbejdspladser i kommunen.

Vi skal naturligvis fokusere på at få nedbragt ventetiderne. Vi skal have strømlinet processerne og tilført kompetencer, så vi kan få sat gang i de mange bolig- og erhvervsprojekter og høste gevinsterne ved flere Københavnske arbejdspladser.

Skal vi fremstå som en seriøs kommune, er der behov for, at vi prioriterer erhvervslivet. Det kræver ikke meget. Det kræver blot en effektiv og seriøs erhvervspolitik, hvor vi lytter til virksomhederne. Og det er ikke for meget at forlange efter fire år med en erhvervsfjendtlig Teknik- og Miljøborgmester, som har fået spil af et apatisk og idéforladt socialdemokrati. 


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.