Københavns største trussel er manglen på social mobilitet

Cecilia Lonning-Skovgaard
Bandekriminalitet, dårlig luftkvalitet, høje boligpriser. Der er mange bud på, hvad Københavns største problemer er. I mine øjne er den absolut største udfordring, at for mange københavnere ikke er en del af samfundet og dermed ikke udnytter den sociale mobilitet, som betyder, at man godt kan få en høj position i samfundet på trods af, at ens barndom har været præget af fattige kår og ufaglærte forældre. 
 
Den sociale mobilitet forudsætter tillid til, at alle bidrager til vores fælles samfund. I disse år ser vi et knæk i mobiliteten, fordi alt for mange ikke er en del af fællesskabet og ikke er en del af arbejdsmarkedet. Det skyldes årtiers fejlslagen integrationspolitik, som resulterer i, at især borgere med anden etnisk baggrund bliver fastholdt i ghetto-områder og parallelsamfund, hvor de indkomstmæssigt og udsigtsmæssigt er fortabte. Undersøgelser viser, at tredjegenerations-indvandrere er dårligere integrereret end deres forældre. Det bør få alle alarmklokker til at ringe. 
 
Skal vi adressere dette problem, kræver det en samlet indsats på tværs af partierne i Borgerrepræsentationen. Gerne forankret i et særligt politisk udvalg eller i et tværgående borgmesterforum, som man har set det i nogle af omegnskommunerne. Og så skal der sættes ind på tre parametre: Beskæftigelse, børnene og boliger.
 
Beskæftigelsen først. Her skal vi have et andet og mere kontant fokus på de borgere, der ikke arbejder. I min verden går integration og arbejde går hånd i hånd. Vi må og skal have flere ikke-etniske danskere ud af kontanthjælpssystemet og ind på arbejdsmarkedet, hvor de kan få en forståelse for den danske arbejdskultur, værdier og traditioner. 
 
Københavnere med anden etnisk herkomst end dansk har en langt lavere erhvervsfrekvens, og meget sigende er 85 procent af ægtepar i kommunen, hvor begge er på kontanthjælp, af anden etnisk herkomst. Vi tror på, at også borgere med anden etnisk herkomst kan arbejde. Det er kommunens opgave at sikre, at alle, der kan arbejde, kommer i arbejde. Derfor skal der indføres en konsekvent linje overfor personer, som er langtidsparkeret på skattefinansieret støtte. København har med satspuljemidlerne fået mulighed for at "vende bunken" med langtidsledige. Her skal vi bruge erfaringerne fra bl.a. Odense, hvor man har haft stor succes med at få kvinder af anden etnisk herkomst i arbejde.
 
I København bør målet for de næste fire år være at flytte 2.000 etniske kontanthjælpsmodtagere ud af offentlig forsørgelse og ind på det danske arbejdsmarked. Der er masser af jobs. Vi skal bare stramme grebet, og her kunne Københavns Jobcenter med fordel gå forrest.
 
Børnene skal vi også have med i ligningen om den sociale mobilitet. Vi skal sørge for, at alle børn med anden etnisk baggrund kommer i vuggestue og børnehave, og vi skal stramme sprogindsatsen i institutionerne op. Ligeledes skal skolerne i vores ghetto-områder have et løft. I dag sender de pågældende skoler op mod halvdelen af afgangseleverne videre uden de nødvendige kompetencer til at tage en ungdomsuddannelse. Det skal der gøres op med. Her kunne vi passende bede skolerne genoverveje, om det måske ikke alligevel var betimeligt at deltage i regeringens skolepulje. 
 
Vi skal også gøre op med de muslimske friskolers autonomi. Der mangler konsekvenser for de friskoler, som har et afslappet forhold til underretningen til forvaltningen om udsatte børn. Vi skal skærpe eftersynet med de muslimske friskoler. Det betyder flere uanmeldte tilsyn fra auditør-korpset, som gerne må inkludere et tilsyn af skolernes værdimæssige fundament, særlige censorer i udvalgte eksamensfag, f.eks. i samfundsfag og historie, og udpegning af betroede folk til skolebestyrelserne. Og selvfølgelig et skærpet fokus på undervisningens kvalitet, ikke mindst på de skoler, som omkringliggende folkeskoler oplever at modtage elever fra, der halter langt bagefter rent fagligt.
 
Endelig er der boligerne. Ingen ved, hvor mange skattekroner, kommunen sender ind i de københavnske ghettoområder. Alene på integrationsprojekter bruges der årligt ca. 220 mio. Hertil kommer sociale, bolig-, trygheds- og mange andre indsatser. Uagtet den massive tilførsel af penge vinder parallelsamfundene indpas, og boligområderne – ikke mindst Tingbjerg – lukker sig i stigende grad om sig selv. Ligeså har gentagne, milliondyre byfornyelsesprojekter i Urbanplanen og Mjølnerparken ikke haft nogen mærkbar effekt. 
 
Vi bør oprette separate ventelister til de almene boliger, så koncentrationen af bestemte socioøkonomiske grupper ikke bliver for stor. Vi bør støtte nye initiativer, som når det almene boligselskab FSB er i gang med et spændende nybrud, hvor man frasælger grunder i Tingbjerg til private for at skabe ejer- og andelsboliger og dermed sikre flere blandede boliger.  
 
Og vi bør søsætte et forsøg med at lade lejerne i de almene boliger overtage disse som andelslejligheder, eksempelvis ved at lade dem bruge deres pensions- og ATP-opsparing som indskud. Det vil kræve nogle lovændringer, men det vil gøre lejerne til medejere og lade dem få del i prisstigningerne på boligmarkedet, hvilket kunne give en større ansvarsfølelse overfor deres bolig og deres lokalområde, og lige så vigtigt give dem muligheden for på et tidspunkt at forlade ghettoområderne. 
 
Vi har en stor uløst opgave med at få udsatte borgere med på den udvikling, resten af København undergår. Ellers knækker byen over, og vi mister den nødvendige tillid til, at alle bidrager med det, de kan. Det kan i yderste konsekvens ryste samfundet så meget, at tilliden til den måde, vi i dag finansierer vores velfærdssamfund på, krakelerer. Og så står vi pludselig over for meget store udfordringer. Lad os derfor gribe til handling nu. Vi har for længe set stiltiende til. Nu er tiden inde til at få børnene godt igennem skolen, stille krav til forældre og levere konsekvenser, hvis man ikke vil bidrage til arbejdsmarkedet.

 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.