Hvor mange stemmer får man ud af at hænge en valgplakat op?

Steffen Hedebrandt

Kommunalvalget står for døren. D. 21. november skal der stemmes. Fredag d. 28/10 blev det tilladt at hænge valgplakater op. I dag er byen tapetseret i dem.

Ifølge Nyhedsmagasinet Danske Kommuner er det 97% af kandidaterne hænger valgplakater op. Dette er en stigning i forhold til de seneste to kommunalvalg.

IMG_6109.jpg

Intuitivt virker det underligt for mig.

Hvor politikerne stadig prioritere printede plakater højt, ved jeg at virksomheders forbrug af printede reklamer er faldet drastisk i samme periode. Den omvendte trend er på spil for forbruget digital markedsføring.

Marketingspørgsmålene står i kø:

Skaffer valgplakater stemmer?

Hvad koster en valgplakat?

Hvor mange valgplakater skal der sættes op for at skaffe en stemme?

Kan man skaffe stemmere billigere end gennem valgplakater?

Har vi fået færre platforme at markedsføre os på i denne periode?

Er markedsføringsvalgmulighederne blevet mindre præcise?

Sætter man bare valgplakater op fordi de andre gør det?

Er der en undersøgelse om, at valgplakater er fantastisk effektive, som jeg ikke har læst?

Denne undren fik mig til at begive mig ud i lidt søndagsdiskussion på internettet. Hvad er argumenterne for og imod valgplakater? Hvilke digitale alternativer kan politikere benytte sig af?

Tak til Marketing Brief VIP’s facebookgruppe og de deltagende på twitter for aktiv diskussion om samme emne:

 

Er valgplakater udelukkende spildte?

Inden vi afskriver valgplakaten, så lad os tage et par argumenter for dem.

Eksempelvis er ældre knap så digitalt aktive som de yngre generationer. Valgplakater kan derfor sættes op, hvor ældre færdes.

Ifølge valgforsker og professor ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, er valgplakater medvirkende til at flere stemmer og de kan hjælpe med til at bestemme, hvilken kandidat man vælger at stemme på i det parti man allerede har besluttet at stemme på. I samme ombæring konstateres det, at hvis alle hænger plakaterne op, så annulleres effekten for den enkelte kandidat.

En ældre undersøgelse (fra 2009) på Videnskab.dk hævder, at man kan flytte 6-7 procent stemmer fra et parti til et andet. Endvidere kan man flytte op til 12-13 procent internt i et parti, ved at sætte flere plakater op end partikollegaen.

Der skal også oftest flere berøringsflader til, før de fleste træffer beslutninger. Derfor kan man pege på et argument om Marketing Attribution og behov for adskillige berøringsflader for at forklare valgplakatsspam.

Så langt, så godt.

Engang var valgplakater effektive og et af de bedste alternativer, men der er løbet meget vand under broen siden ovenstående undersøgelser og de er nok knap så korrekte i dag.

Selvfølgelig har valgplakater stadig en vis effekt, men enhver marketingkampagne skal vurderes i forhold til dets alternativer. Hvad koster denne løsning og hvad får vi ud af den? Eksempelvis koster hver eneste valgplakat du ser cirka 20 kr. Kunne kandidaten have brugt sine penge bedre andetsteds?

Største mulige effekt for pengene, det er hvad det handler om.

IMG_6115.JPG

5 digitale idéer til kommunalvalget 2017

Marketing og politik. På mange måder er det, det samme. Afsender og modtager. Et budskab, der skal leveres og forstås. Men her hører det sammenlignelige op. I marketing (bør man) rationelt indkøbe markedsføring efter, hvor man får den bedste pris på at ramme flest mulige kunder, med det (for modtageren) mest relevante budskab. Det samme lader ikke til at gøre sig gældende for indkøbet af politisk markedsføring.

For de fleste lokalpolitikeres værktøjskasse fornemmes en status quo. Samme procedure som sidste år, James: Læserbreve, debatter og valgplakater.

For nogle kandidater inkluderes der en forsvindende lille facebookside med dårligt producerede videoer til samlingen af markedsføringsplatforme.

Politiske budskaber og vælgernes lune vil jeg ikke kloge mig på, men der er en række digitale kneb, som jeg ville overveje som kommunalvalgskandidat:

Snapchat Filtre: De fleste sociale medier, og i særlig grad snapchat, giver mulighed for ekstraordinær præcis lokalt målrettede reklamer. En bred målretning af snapchat filtret, kunne være hele den kommune som der stilles op i. En fræk målretning kunne være i en radius af en kilometer fra det valgsted, hvor kandidaten er opstillet.

En personlig besked til alle venner og følgere på sociale medier: Mennesker vil ses. Mennesker vil føle at du forstår, hvem de er. Det kan du gøre på gaden, men du kan også gøre det mere skalerbart, digitalt. Med en smule research kan du skrive en meget personlig og begrundet besked til hver af dine online bekendte og fortælle hvorfor de skal støtte dig. Det koster lidt tid, men til gengæld vil hver modtager sandsynligvis også føle en særlig forbindelse til dig.

Test budskaber (før de printes): Det kan være svært at ramme den helt rigtige vending, når man sidder alene og lægger planer. Eksempelvis var Karina Bergmann nok ikke kommet på at printe denne plakat, havde det ikke været for en massiv bekræftelse på Facebook:

Facebook / Instagram live: Du behøver ikke en etableret TV station for at etablere dit eget talkshow. Inviter spændende personer eller venligstemte fra andre partier til at snakke politik med. Find nogle stole frem, sørg for ordentlig lys og lyd, så er du i gang. Du kan hver dag få snakket om relevante emner for din valgkamp. Dine følgere og deres venner vil komme til at kende dig bedre og i sidste ende huske dig, når de står henne i stemmeboksen.

Ram de relevante vælgere: Facebook tilbyder en målretning, der hedder kopimålgruppe (lookalike audience). Her kan du ramme den ene procent af danskerne, som minder mest om dem, som plejer at stemme på dig (naturligvis også målrettet det område, hvori du er opstillet). Hver gang du laver et nyt post på Facebook, kan du (mod betaling) booste dit opslag og sørge for at denne gruppe mennesker hører dit budskab.

Skal man helt droppe valgplakaterne?

Nej, det skal man ikke.

Valgkampen er en konkurrence og konkurrencer skal vindes. Der er ingen grund til at give konkurrenterne frit spil på nogle baner. Du har én chance, hvert fjerde år. Hvis ingen har hørt om dig, så får du nok ingen stemmer. Få sendt dine frivillige ud og sætte plakater op og luk den mulighed ned for konkurrenterne.

Hvad end der kommunikeres, så kræver det en række møder med et budskab før man er klar til at følge det. Plakaten kan godt være et af dem, men afsøg også alternative muligheder. Måske skal der en email, et debatmøde, et tweet, et snapchatfilter og et par valgplakater til.

Hvad koster din markedsføring? Hvad får du ud af den?

Forstå hvordan du bruger dit begrænsede budget bedst muligt. Sørg for at udnytte alle de platforme, som dine konkurrerende kommunalvalgskandidater, ikke benytter sig af. For eksempel de digitale af slagsen.

Tager jeg fejl? Er valgplakater stadig det bedste alternativ? Hvilke andre virkemidler og platforme kan politiske kandidater benytte sig af? Del links til politikere der gør det digitalt godt. Skyd løs i kommentarfeltet.


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.