Lad os investere i nye jobs – ikke flytte gamle rundt

Henrik Funder
BLOGS Af


Flytningerne af statslige arbejdspladser har sat sindene i kog. Selvom fleste af os deler ønsket om et Danmark i balance: Altså at der er vækst og beskæftigelse - også uden for de største byer i Danmark.

Jeg er helt enig i målsætningen, men jeg savner et meget mere solidt beslutningsgrundlag og en debat om, hvordan vi egentlig skaber mest vækst for færrest midler.

For det virker utroligt overilet, at vi uden faglig begrundelse spreder statslige arbejdspladser ud over landet. Uden et klart billede af, hvad den samlede regning bliver, og hvad det betyder for statens opgaveløsning på kort og langt sigt.

Regeringen vurderer selv, at den første bølge af flytninger vil koste knap en milliard. Men det er mere end vanskeligt at vurdere, om det beløb holder vand, specielt hvis vi medregner alt fra udskiftning af medarbejdere, pendlerordninger og ekstern bistand i opgaveløsningen med.

Det er, set ud fra et privat sektor-perspektiv en meget uforståelig tilgang til tingene. Tænk en gang, hvad der kunne skabes af job i den private sektor rundt omkring i landet for en milliard? Frem for at sende flyttevogne rundt i landet, bør vi da skabe noget nyt? Skabe nye virksomheder og nye jobs, der, hvor de mangler.

Lad mig med det samme byde ind med en ide, som jeg gerne så, at Folketinget tog til sig. Det forholder sig sådan, at omkring 100.000 små og mellemstore virksomheder (SMV) ikke har én eneste akademiker ansat.

Mange af virksomhederne vil helt sikkert ikke have behov for en akademiker – en lokal VVS virksomhed har næppe brug for at eksportere til udlandet eller markedsføre sig landsdækkende. Men flere – især mellemstore virksomheder – skulle simpelthen se at få sig en akademiker.

Epinion, Akademikernes A-kasse og Djøf  udkom i foråret med en analyse, som satte tal på gevinsten ved at ansætte den første akademiker i en virksomhed. Analysen kom frem til, at de SMV virksomheder, der havde gjort det, i gennemsnit havde 4,5 flere ansatte tre år efter. Vel og mærke ikke flere akademikere, men alle former for job til både faglærte, ufaglærte og akademikere. Værditilvæksten var desuden øget med 38 procent – i forhold til året inden, akademikeren blev ansat.

Tænk engang, hvor mange jobs det ville skabe, hvis antallet af akademikere blev løftet markant i blot nogle af disse 100.000 virksomheder? Epinion analysen kom frem til et potentiale på op mod 55.000 nye jobs – det er optimistiske tal, men med den fart vores SMV’er gennem længere tid har haft, er det slet ikke urealistisk hvis blot vi valgte at prioritere det.

For eksempel kunne vi for bare en brøkdel af de penge, der bliver brugt på udflytningen, genoplive landdistriktsvækstpilot-ordningen. Den ligger for tiden i dvale, fordi de årlige 10 millioner blev revet væk først på året. En ordning, der sigter mod at skabe vækst gennem akademikere ude i landdistrikterne.

Andre har sikkert lignende ideer. Mon ikke, vi samlet set kunne lave en stærk plan der fik løftet flere områder af Danmark ud af slæbesporet? Det tror jeg ville være en bedre og mere holdbar vækst end at flytte eksisterende job, og håbe på, at det langsigtet kan betale sig.

En velfungerende og stærk offentlig sektor er fundamental for, at vi forsat kan have en fremadstormende privat sektor – og begge ting skal være til stedet i hele landet. Men at bruge 100 vis af millioner på at etablere de samme stillinger tre timer væk fra, hvor de lå før, når man i stedet kunne skabe helt nye job - det giver i mit hoved ikke mening.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Funder

Henrik Funder

formand for Djøf Privat og category business lead i Unilever
Henrik Funder er formand for den faglige organisation Djøf Privat, der tæller 24.000 medlemmer. Han arbejder til daglig som leder i Unilever. Kampen om is- og temarkedet i Danmark er hans domæne. Her på bloggen skriver Henrik Funder om salg og marketing, fremtidens arbejdsmarked og vækst, der udspringer af uddannelse og kompetencer.