Så døde kunsten

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Det gjorde den bare ikke alligevel. Du kan dræbe kunstnere, men du kan ikke dræbe kunsten. Kunsten vil altid være der et sted. Selv i diktaturstater finder kunstnere og tænkende mennesker måder at agere på, nogle gange med livet som indsats.

Stater kan, hvis de har lyst, gøre livet besværligt for kunstnere. Og det kan de ikke være bekendt. Det siger ikke blot jeg, som kunsthistoriker, det siger efterhånden rigtig mange mennesker, som beskæftiger sig med praktiske erhverv, altså almindelige kulturforbrugere rundt om i landet. Det er i al fald hvad jeg fornemmer på de sociale medier i løbet af de seneste tolv dage.

Hvad var det, der skete?

Der kom en melding fra kulturministeriet om at ti kunstuddannelser skal optimeres og muligvis fusioneres. Disse ti institutioner, der tilsammen uddanner kommende generationer af landets billedkunstnere, dansere, filmskabere, forfattere, musikere, producenter, skuespillere og andet godtfolk skal nemlig, ifølge embedsværket, fremadrettet være mere internationale og bruge færre penge til at lave højere kvalitet.

De berørte cirka 1.800 studerende lod ikke denne besked passere med et skuldertræk. De snakkede sammen og de mødtes. På sociale medier og i virkeligheden. De mødtes på tværs af kunstarter, institutioner og landsdele. De sagde fra, og de gjorde det med så høj og klar en røst at det gav genlyd, ikke blot i kulturkredse, men også viden om.

Det er ren guf for en specialeskrivende RUC-studerende, ja, eller en fra CBS, for det er et skoleeksempel på hastig mobilisering og selvorganiserende politiske aktivisme.

Tal selvom du ikke bliver spurgt
Det er lykkedes for de studerende at lave en art høring som kompensation for den, som embedsværket tilsyneladende forsøgte at undvige. Og der var god grund til det, for rapporten er, i al fald hvis man spørger lektor i offentlig administration, Søren Voxted fra Syddansk Universitet, en “julefrokosttale i moderniseringsstyrelsen, fuldstændig uden substans og indhold” ... “Har aldrig nogensinde set så indholdsløst et dokument fra ministeriel side” ... “Ingen kerne, ingen substans, ingen argumenter” (P2 Puls den 21. oktober 2017 klokken 12:15).

I løbet af de seneste knap to uges uformelle og græsrodsagtige høringsproces er de studerende blevet suppleret af pressemeddelelser fra stort set alle de berørte rektorer.

Dertil kan nævnes blandt andre tidligere områdedirektør for Kulturstyrelsen, det vil sige det nuværende Slots- og Kulturstyrelsen, Poul Bache (den 17. oktober 2017),  bestyrelsesformand for AICA Foreningen af danske kunstkritikere, Lisbeth Bonde (den 19. oktober 2017), direktør for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt (den 18. oktober 2017) og formand for Billedkunstnernes Forbund, Nis Rømer (den 16. oktober 2017). Alle har de ytret sig.

Når alle kneb gælder
Ovennævnte 'høringssvar' har været saglige og velformulerede og samstemmende i forhold til en afvisning af den kætterske fusionstanke. Kun en enkelt gang har jeg set en respons som har omtalt kulturministerens efternavn i et rim med et vist 'f'-verbum i bydeform.

Man kan få et overblik over den seneste uges aktiviteter ved at gå ind på Facebook-gruppen NEJ TIL CENTRALISERING AF KUNSTUDDANNELSERNE. Ja, det står med versaler, for stifterne af denne gruppe, der blev oprettet den 17. oktober 2017 klokken 13:50, vil gerne lave noget larm. Så det gør de.

På de otte dage der er gået har gruppen fået 2.856 medlemmer. Altså cirka et tusinde flere end de berørte studerende.

Gruppen blev stiftet blot fire dage efter at indholdet af den endnu ikke offentliggjorte rapport, bestilt af kulturminister Mette Bock (LA), blev lækket til en pænt stor håndfuld kulturfaglige.

Når man gør den slags, altså deler noget med nogen, som ikke er beregnet til at have disse oplysninger, så gør man det, fordi man føler sig presset. Fordi man føler, at alle kneb gælder, også dem, som måske er lidt ufine.

Vi er besat. Dansk kulturliv er besat af en åndsbollet magtelite. Aj, det skrev jeg ikke, jo, det gjorde jeg så. Lige siden lagerforvalteren fra Kolding, Peter Rindal, iværksatte en underskriftsindsamling mod den såkaldte moderne kulturelite i hovedstaden har dette land lidt under en skræmmende kulturløshed. 

Rindal var mopset over, at Statens Kunstfond for 1.400 kroner havde købt en skulptur af den dengang blot 20-årige Peter Bonnén. Værket, Skulptur i seks dele, er en abstrakt jernskulptur. I seks dele.  Den handler om skala, og kan siges at være en slags miniarkitektur.

Rindal syntes, at det var noget juks og derfor spild af skatteborgernes penge. Rindal, der var medlem af Fremskridstpartiet, der som bekendt siden blev til Dansk Folkeparti, var en dygtig taler og en eminent organisator for hvem det lykkedes at indsamle 62.000 underskrifter i protest mod Statens Kunstfond.

Rindal grundlagde rindalismen. Foruden Rindal har kun ét andet menneske, mig bekendt, lagt navn til en -isme her til lands. Den anden er Grundtvig. Grundtviganisme kan man som dansker sagtens bryste sig af, men jeg gider ikke mere rindalisme.

Ungdommen viser vejen, heldigvis. Den seneste uges aktioner har blandt andet udmøntet sig i nogle virkelig fine bannere. Der skrives historie med de bannere! De bør gemmes for eftertiden og doneres til Nationalmuseet! Se bare dette her ...

Banneret blev hængt op over indgangen til Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, Kongens Nytorv 1, hin fredag den 13. oktober 2017, det vil sige den dag medierne begyndte at omtale kulturministerens rapport om en mulig fusionering af de kunstneriske uddannelser.

Samtidig med at banneret kom op i København, kom der et banner op i Aarhus. Studerende fra Det Jyske Kunstakademi, beliggende centralt i Mejlgade, satte dette fine banner over deres hovedindgang.

Siden fulgte Den Danske Filmskole trop og lavede en variation over dødstemaet. Og lad os opholde os lidt ved dette gennemgående tema i banneræstetikken.

"Hvil i fred" er den danske oversættelse af det mere amerikanske "R.I.P" (Rest In Peace), som ungdommen synes at have taget til sig. Det er en gravskrift. Ikke nødvendigvis en dramatisk gravskrift. Snarere et forsøg på at anerkende og acceptere en savnets bortgang. Når det nu ikke kan være anderledes?

Men gravskriften blev ændret så snart det første shock havde lagt sig, for inden længe havde de studerende produceret et nyt banner. "Rise In Power". Som en Fugl Føniks – eller: med et blafrende, brølende monster – lod de studerende øvrigheden vide at det ikke var sket endnu, kampen fortsætter.

Også bannerproduktionen fortsætter. I skrivende stund er det banneret herunder, som hænger på den prominente plads vis-à-vis Det Kongelige Teater og Nyhavn. Kæmp for alt hvad du har kært. Okay. Det gør jeg gerne. Hvad med dig? Husk det nu, kunst er demokratiets udtryksform og demokrati velsagtens den mindst ringe styreform.

Billederne herover er hentet fra de sociale medier, bannerne fra København er produceret af studerende ved Kunstakademiets Billedkunstskoler og banneret fra Aarhus er fotograferet af Mikkel Høgh Kaldal.

Se eventuelt tidligere indlæg i denne debat, henholdvis Pak sammen (den 13. oktober 2017) og Det kom som et shock, Mette Bock (den 17. oktober 2017). 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.