Blå miljøpolitik skal fremmes med teknologi og positive incitamenter

Cecilia Lonning-Skovgaard

Ren luft er et varmt emne i København. I sommer fremlagde SF forslag om forbud mod brændeovne og dieselbiler som en del af det ”Ren luft i København”-udspil, der blev præsenteret på partiets sommergruppemøde. Og forleden fulgte Københavns overborgmester Frank Jensen (S) trop med et udspil om ren luft i København, der indeholdt de samme forbud flankeret af forslag om krav om euronorm 4 for varebiler og euronorm 5 for lastbiler, hvilket betyder, at ingen ældre dieseldrevne varetransporter må køre ind i byen. Tilmed skal beboerlicensen fordobles for parkering af nyerhvervede dieselbiler.

Fra Venstres side kan vi konkludere, at vi har visioner og flere miljøpolitiske forslag til fælles med de rød-grønne partier – men at mange af de konkrete forslag skiller vandene mellem dem og os.

Lad mig først fremhæve vores fælles platform. Vi er enige om det overordnede mål. Vi skal have en by med en bedre luftkvalitet. Danmark har gennem de seneste 20 år oplevet et fald i luftforureningen, men vi kan sagtens komme længere ned. Der er angiveligt flere hundrede københavnere, som hvert år mister livet på grund af luftforurening. Det skal vi bekæmpe, for det er ikke sådan en by, vi vil have.

Til gengæld ønsker vi heller ikke en by, hvor miljøfremmende tiltag kun kan ske via forbud, kulørte projekter og en revisoragtig tilgang til CO2-regnskaber. De foreslåede forbud mod brændeovne og dieselbiler er firkantede – og rammer skævt og hårdt.

Ny teknologi og positive incitamenter
Venstre arbejder for en by med bedre luftkvalitet ved hjælp af ny teknologi og positive incitamenter. Vi tror på, at det er lettere og mere givende for borgerne i byen, hvis vi lægger fra land med positive tilskyndelser til at få ren luft. Det er noget, vi alle skal bakke op om for at det lykkes, og den opbakning får vi mest af, hvis vi benytter gulerod frem for pisk.

Konkret glæder vi os over, at regeringen tilgodeser dem, der køber en miljøvenlig og sikker bil. Den nye aftale om registreringsafgiften belønner nemlig god brændstoføkonomi og gør det dermed attraktivt at investere i en grønnere og mere sikker bil. Ligesom vi konstaterer, at der pt foregår massivt arbejde med at reducere udledningen fra dieselbiler som følge af det fokus, der er kommet på dieselbilers udledning med skandalen omkring Volkswagen mv.

Og så arbejder vi for en lang række løsninger, der positivt vil bidrage til luftforureningen i København:

  • Vi skal have en Havnetunnel, som vil forbedre den trafikale fremkommelighed og mindske udslip fra tomgangskørsel.  En tunnel vil aflaste København for gennemkørende biltrafik og dermed medvirke til at fredeliggøre den Indre By og reducere biltrafikkens belastning af miljøet
  • Vi skal fremme teknologiske løsninger, der mindsker luftforureningen. Det kan f.eks. være CO2-absorberende asfalt og fortove. Konkret viste et tidligere forsøg med partikelreducerende asfalt på H.C. Andersens Boulevard at reducere partikelforureningen fra vejtrafikken med op til 15 procent i de efterfølgende år, og derved medvirke til at spare liv, sygedage og hospitalsindlæggelser og deraf følgende sundhedsomkostninger. En sådan indsats kunne være særlig relevant på vejstrækninger med stor trafikbelastning og mange boliger. En afledt effekt er reduktion af støjbelastningen, som kan medvirke til yderligere reduktion i sundhedsomkostninger.
  • Ligeledes kan vi opprioritere indsatsen for at montere partikelfiltre på busser i overgangen til elbusser. I dag er der sat rensesystemer på ca. 300 busser i København. Her er der potentiale for at gå langt videre. Særligt fordi venstrefløjens planer om hurtigere indførsel af elbusser hviler på en række ”luftige” faktorer. Det vides nemlig ikke, om elbusserne vil være klar allerede i 2023, om de til den tid stadig skal lynlade efter 20 km, og om den strøm, vi fylder på busserne, kommer fra vind eller kul. Tilsvarende kan vi med fordel fremme brugen af nye, mindre forurenende brændstoffer som eksempelvis GTL. 
  • Endelig kan vi udnytte potentialet i digitalisering af køretøjer og infrastruktur langt bedre end det gøres i dag. Pladsen på de københavnske veje er trang og det er svært at udvide infrastrukturen. Derfor skal infrastrukturen udnyttes bedst muligt for at undgå tomgangskørsel. Intelligent TrafikStyring (ITS) som eksempelvis intelligente lyssignaler, dynamisk parkeringsinformation og realtime oplysninger på trængsel sikrer, at transporten afvikles intelligent, effektivt og sikkert. Der bør også investeres i ITS i den kollektive trafik, da potentialet i samspil med en omorganisering er stort.
  • Slutteligt ser vi gerne en lokal ordning, hvor der gives tilskud til udskiftning af gamle og meget forurenende brændeovne – i lighed med den ordning, som Miljøstyrelsen for nogle år siden havde. Dette forslag har Socialdemokraterne også luftet igen, og det virker som en fornuftig måde at få bugt med en af de helt store udledere af skadelige partikler.

Fælles front for miljøet
Lad os stå sammen på tværs af partierne og danne fælles front med flere positive forslag, som kan inspirere og aktivere den enkelte borger til at tage grønne skridt hen mod mere ren luft. Og lad os have som gennemgående princip, at miljøpolitiske tiltag skal være gennemtænkte – både for så vidt angår miljøeffekt og omkostninger. På dén måde bliver vi alle vindere. 


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.