Kære Mette Bock, det kom som et chock

Line Rosenvinge
BLOGS Af

"Det bliver over mit lig" er en talemåde, som bruges, hvis der er noget, man meget nødigt ser ske. Det er de ord, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører om tankerne for sammenlægning af KUV-uddannelserne, altså skolerne for kunstnerne.

Institutionerne vi taler om er Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium, Det Jyske Musikkonservatorium (Aarhus og Aalborg), Rytmisk Musikkonservatorium, Den danske Scenekunstskole, Den Danske Filmskole, Forfatterskolen, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi. 

Det er min overbevisning, at en sammenlægning af de ovenfor nævnte, har ingen gang på jord, som jeg skrev om her på Børsen Opinion i fredags 13. oktober 2017, da jeg blev bekendt med, at et andet medie (det skandinaviske webbaserede nichemedie Kunstkritikk.no) havde valgt at lække den fortrolige rapport, som kulturminister Mette Bock (LA) bestilte januar 2017 via et kommissorium for analyse af det videregående kunstneriske uddannelsesområde.

Da Dagbladet Politiken lørdag 14. oktober 2017 også bragte historien, var trolden først helt ude af æsken, så kulturministeriet valgte i går mandag 16. oktober 2017 at udsende en pressemeddelelse.

Den lækkede rapport og den forhastede pressemeddelelse
Der hedder det, at en reorganisering af de kunstneriske uddannelsesinstitutioner vil ... "Styrke den strategiske retning med henblik på at sikre en mere fokuseret og prioriteret udvikling i sektoren".

Desuden er relevante dokumenter tilgængelige via ministeriets hjemmeside. Henholdsvis Kommissoriet for analysen, rapporten De kunstneriske uddannelser – forslag til en fremtidig organisering samt konsulentrapporten om fokusgruppeundersøgelsen.

Som jeg forstår materialet, er det skrevet med ført hånd. Eller med én primærforfatter, som har en leverpostejs-kulturforståelse i stil med en kikset Kaospilot.

Denne primærforfatter, en tidligere saxofonist og nuværende rektor for et rytmisk musikkonservatorium, skriver indledningsvist, at han ikke vil forholde sig til begrebet 'kvalitet'. Han begrunder denne manglende interesse for kvalitetsbegrebet med, at han ikke kan udtale sig om de enkelte kunstneriske fag. Det er altså i en slags respekt for, eller forståelse af, at hver kunstart har egne eksperter?  

Men nu knækker filmen.

For han erklærer i næste åndedrag, at landets kunstneriske uddannelser skal være de bedste i verden. Jamen ... ud fra hvilke kriterier! Hvis vi ikke må tale kvalitet, hvad er det så vi taler om? Om jeg begriber dette nonsens.

Materialet konkluderer, at ministeren  bør stille et lovforslag hvor de ovenfor nævnte ti uddannelser  fusioneres i en multifaglig national superinstitution med cirka 1800 studerende. Var der nogen, der sagde pølsefabrik?

Judith Schwarzbart, rektor ved Det Jyske Kunstakademi, har netop udsendt en pressemeddelse som reaktion på gårsdagens fra kulturministeriet. Her skriver hun blandt andet:

"Den mega-institution, som rapporten anbefaler, vil omfatte uddannelser med forskelligartede fagligheder, der står i relation til kunstmiljøer med uensartede produktionsbetingelser, karriereforløb og arbejdsmarkeder (eller mangel på samme). Uddannelserne er ikke sammenlignelige, og vores erfaringer viser, at tværfaglige aktiviteter forudsætter klarhed om forskellighederne og de kernekompetencer, hvert område har at byde på. Samtidig taler rapporten om en styrkelse af rollen som kulturinstitution og om øget samfundsmæssig engagement. Men samfundsmæssig forankring kræver ressourcer og bør ske lokalt. Disse forhold peger på at opretholde et stærk decentralt perspektiv med geografisk forankring."

Schwarzbart skriver videre om den for kunstmiljøet så vigtige mangfoldighed. Hun anerkender rapportens ønske om internationalisering og konkluderer, at "Vores erfaringer på Det Jyske Kunstakademi er, at gode internationale samarbejder og udvekslinger i høj grad er individbåret, og sagtens kan foregå mellem mindre institutioner."

Rektoren i Aarhus anbefaler derfor praksis-nær og praksis-båren udvikling og henviser desuden til erfaring fra nordiske kolleger, der melder om, at fusioner hverken har givet økonomiske besparelser eller styrket tværfaglighed.

Hvor sner det lige nu
Som kunsthistoriker er jeg særligt vidende om hvad der rører sig inden for national og international billedkunst. Fra dette miljø forlyder det, at talentfulde (danske) billedkunstnere in spe i disse dage søger mod Malmö, Hamborg og Glasgow. Godt for dem. Måske kommer de ikke hjem. Kunstnere, og med dem flokken af wannabees og hangarounds, har alle dage søgt derhen hvor det var værd at opholde sig. Dér hvor der var et særligt miljø.

En tid lang, tilbage i 1800-tallet, var det smukke Paris. Siden det vilde Berlin, i begyndelsen af 1900-tallet. Herefter sandsynligvis visse byer i USA, men i evig konkurrence med London og omegn. I 1990'erne var det utvetydigt igen Berlin, fordi det var så billigt at bo, men Berlin er ikke længere så attraktiv, fordi det snarere er i Schweiz og ved kunstmesser rundt om i verden at der handles stort.

Det vil sige at kunstnerne måske bor og arbejder i Berlin, men fordi de ikke kan sælge noget dér, så samarbejder de med gallerier i relevante metropoler, også i den arabiske verden. Derfor kan man lige så vel bo i Columbiens hovedstad Bogotá, som græske Miltos Manetas, eller Mexico City, som belgiske Francis Alÿs.  

Kunstnere er grænseløse. Kunsten er grænseløs. I mere end én forstand.

Kunst kan ikke tøjles, kunstnere kan ikke dresseres, men man kan sagtens befitte sig med at forstå de dynamikker, som er i spil og de vilkår, som bør være tilstede for at fremme kunsten og kulturen. Island er et godt eksempel. Her satses og invisteres aktuelt massivt i kunsten og kulturen.

Tilbage til andedammen. Hvad er det lige, der sker, og hvad er det egentlig, der burde ske?

Tænk om kunstnerne strejkede og sagde: "Nu går den ikke længere, Familien Danmark og Folkevalgte Folketing, vi vil have ordentlige arbejdsvilkår, som for eksempel otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid; vi vil have en slags mindsteløn når vi yder en indsats og bidrager til samfundsudviklingen og den almene dannelse til gavn og glæde for alle borgere i alle egne af riget; vi vil anerkendes for vores faglighed, vi vil ikke ringeagtes og hånes; lagerforvalteren Peter Rindal fra Randers skal ikke længere have lov til at lægge sin klamme skygge over dansk kunst- og kulturliv."

Det kommer bare ikke til at ske. Kunstnere kan ikke strejke. Man kunne tro, at kunstnere er dygtige aktivister, men de har ofte også en anarkistisk åre, og det er denne, som gør det vanskeligt for kunstnere at organisere sig og tale med én stemme og bevæge sig i én retning.

Man kunne også forestille sig et andet scenarie.

Nemlig det, hvor det ikke er kunstnerne, men kulturlivets statsstøttede administratorer, der strejkede. Eksempelvis lederne af landets vægtige kulturinstitutioner. Eksempelvis rektorerne på de fusions-truede kunstuddannelser. De kunne strejke. Eller de kunne smække med døren og gå.

Bang
Tænk om de, alle som én, før den 1. november 2017 sendte deres opsigelse? Tænk, om rektorernes kernemedarbejdere fulgte dem? Der ville lyde glædesråb i kulturministeriet. "Hurra, så slap vi af med de besværlige hængehoveder, som altid beder om flere penge. Slut med primadonnanykker og ildsjæle, lad os få nogle grå typer, som kan indordne sig".

Der ville fra kulturministeriet snarest udgå en meget lang liste over 'ledige stillinger'. Måske 200 stillinger skulle besættes inden jul. Ork, det klarer vi nok. Der findes jo rekrutteringsbureauer til den slags. Man kan købe sig til hjælp, når det er krisetider. Der skulle såmænd være nok kandidater til de opslåede stillinger, for som en ven (kirurg) engang sagde til mig, "man kan fodre grise med humanister".

De heldige, som får nye spændende jobs med start først i det nye år, vil være en anden slags end dem, vi har i dag. Kom jeg til at kalde dem grå? Grå som i udkogt leverpostej. Grå som i den, der ikke rejser sig op i en forsamling og stiller et kritisk spørgsmål. Grå som i den, der i hvert fald ikke tager en hat på, hvis alle de andre er hatteløse.   

Se, dét ville være andre tider. Der ville være mere ro på. Det politiske ville kunne holde sine kulturinstitutioner i ave. Fusionen af KUV-uddannelserne er en del af denne plan. For hvis du stækker fuglens vinger, bliver den måske i flokken. Amputerede kunstuddannelser vil med en sammenlægning blive afdelinger underordnet en overordnet struktur. Det er ikke godt.

Det er et spørgsmål om tro
Måske er det et spørgsmål om religion eller ideologisk retning. Nu bliver det lidt langhåret, men hæng på, for sværere er det heller ikke.

Umberto Eco er ikke bare forfatter til bestselleren Rosens navn, han er (var) også en toneangivende akademiker hvis skrifter om og undervisning i semiologi har påvirket store dele af de kontinentaleuropæiske såvel som amerikanske universiteter fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne.

Semiologi handler om, at du kan læse og analysere alt som tegn med betydning. Du kan få mening ud af teksten på en mælkekarton og vurdere dens farve samt materiale som et politisk eller æstetisk udtryk. Du kan se en film og sammenligne den med en bygning ... og så videre. Kort sagt kan vi vurdere og sammenligne kunstarter og udtryk fra alle tænkelige positioner. Super spændende, tænkte mange.

Herunder Københavns Universitet såvel som Aarhus Universitet. Førstnævnte oprettede uddannelse Moderne Kultur og sidstnævnte oprettede uddannelsen Æstetik og Kultur. Bemærk at 'kunsten' er fraværende begge steder.

Man kan blive kandidat i henholdvis 'moderne kultur' og 'æstetik og kultur' hvis man har gennemført en grunduddannelse fra et af de æstetiske fag. Det vil sige, at man har en basisforståelse for musik eller litteratur eller scenekunst eller billedkunst, arkitektur og design.

Fra dette afsæt specialiserer man sig i at kunne tale med om lidt af det hele. Selve uddannelsen er, så vidt jeg har forstået, meget teoretisk, både i Aarhus og i København. Det gælder altså om at blive fortrolig med de teorier, som kan bruges til lidt af hvert. Det kan være Aristoteles, Butler, Derrida, Foucault, Luhmann, Lyotard, Wittgenstein ... whatever.  

Professionelle uprofessionelle
Kandidaterne fra disse uddannelser er typisk medlem af Dansk Magisterforening. Dansk Magisterforening har de seneste cirka tyve år ladet deres medlemmer vide, at det er fint nok, at de har en viden om dette og hint, men at de lige så godt kan beskæftige sig med noget, som er mere praktisk anvendeligt og direkte efterspurgt af arbejdsmarkedet.

Som konsekvens har vi her til lands, i takt med de vedvarende besparelser på kunst- og kulturområdet, uddannet en hel hær af professionelle uprofessionelle. De (vi!) mange kandidater fra de humanistiske uddannelser er nemlig friske på at varetage et hvilket som helst arbejde, som måtte blive dem tilbudt.

Jeg kalder det ateisme. Jeg er mere til monoteisme. Jeg vil være tro ved mit fag. Jeg har ikke, gentager ikke, studeret kunsthistorie i otte år for at blive kommunikationsmedarbejder i vindmølleindustrien.

I kontrast til semiologien kan vi tale om semiotikken. For en semiotiker handler det om at være ekspert i et område og med dette afsæt forholde sig til sprog (hvad ting siger).

Lad os bare lave nogle flere genier
Det ville da være skønt, hvis nutidens uddannelsesinstitutioner kunne fostre universalgenier à la Leonardo da Vinci, som både kunne lave skønne malerier, bygge flyvemaskiner, helbrede sygdomme og lave musik.

Men kære minister – og nu taler jeg direkte til dig, Mette Bock – se venligst på idrætsverdenen. Vi er ikke alle supertalenter i en håndfuld discipliner. Nogle har det i sig, nogle har det måske i sig og kan blive meget dygtige, måske endda professionelle og prismodtagende, hvis de får den rette træning og er disciplinerede og dedikerede gennem årevis.

Som nytiltrådt minister – og før da, som kulturordfører for din lillebrors parti – talte du vidt og bredt om vigtigheden i talentpleje og anerkendelsen af eliten. Altså stik modsat den alternative Uffe Elbæk (Å), som ønsker at smide alt det spændende ned i en stor gryde i den fejlagtige tro at vi ender med en trylledrik.

Alternativet ønsker jo faget 'kreativitet' på skemaet i både grund-, mellem- og udskoling. Det ville være rædderligt. For med 'kreativitet' tænker de alternative, at man kan få hvem som helst til at undervise i hvad som helst.

Allerede nu uddanner lærerseminarierne musiklærere, som ikke kan læse noder, og billedkunstlærere, som ikke kender til særlig meget mere end de tre primærfarver.

Det var under Bertel Haarder (V), at det kiksede med læreruddannelsen, hvor der blev slækket på de faglige krav og antallet af undervisningstimer som berettiger til titlen 'faglærer' i et kunstnerisk fag. 

Måske bør vi have nogle dygtige undervisere
Det er særlig katastrofalt, fordi Danmarks Lærerforening er så dygtig til at beskytte deres medlemmer ved at holde de fagkunstneriske personer i den ledige (eller: fleksible) arbejdsstyrke uden for den danske folkeskole.

Det havde ellers været fint, om der kunne have været flere professionelle forfattere, musikere, dansere, skuespillere, arkitekter, designere, billedkunstnere og så videre i den danske folkeskole; flere end dem, der får lov til at være huskunstnere. Men det er der ikke. Der er en masse mere eller mindre fastansatte 'kreative mennesker'.

Så derfor, kære minister, husk nu hvad du gik og sagde engang. Det gælder om at være dygtig til noget. Danmark har brug for en elite. Både inden for idræt og inden for kunst? Dét er op til dig.

Hvis du var mand nok til jobbet ville du ikke bruge så mange kræfter på spareøvelser. Du ville hoppe i din fineste kjole og tage de bedste embedsfolk under armen og gå til finanslovsforhandlingerne med et ønske – nej, et krav – om flere penge til kunsten og kulturen. Fortæl dem, at dit ministerium er det vigtigste.

Rank dig op og tro på at det er dig, som er ministeren for det hele. Du har faktisk ansvaret for det område, som gør Danmark til Danmark!

Dit ministerium er ministeriet for kultur-, kirke-, presse-, folkeoplysning-, børnekultur- og idræt. "Sandt er det jo, at Nybrogade 2 favner bredt. Kultur er alt dette: det religiøse, det folkeoplysende, det inkluderende, det fritidsbetonede og det internationale samarbejde, som også kan have storpolitisk indhold"; jvf. Ord, hvor jeg begræd den symbolske ordleg i navneændring på ministerie såvel som styrelse under Marianne Jelved (R).

Lad os holde masken og fortsætte
Tæppefald! Klapsalver! Nogle gange kikser det for selv de bedste, men forestillingen fortsætter, man kan altid improvisere. "The show must go on". Nej, det er ikke altid muligt at blive ved med at lave underholdning. Og måske er underholdning slet ikke dét, vi tørster efter.  

Hvad gjorde det cirkus, hvis samtlige toptrænede dyr blev slagtet i en sen nattetime af DDR-regimet fordi artisterne havde skjult dissidenter? De aflyste aftenens forestilling og opløste deres gruppe. Enkelte solister fortsatte med pantomimeteater.  

Det kan godt være, at det politiske Danmark ikke skyder elefanter. Men det er som om nattergalen er ved at blive erstattet af en kunstig fugl med fin mekanik. Hvordan var det nu, det var. Var der ikke noget med, at kejseren af Kina en dag ikke kunne trække sin kunstige ting op? Da var fuglen fløjet.

Alle billeder herover er udført af kunstner David Stjernholm, der tidligere i dag har offentliggjort dem via sin Instagram-konto. Billederne er forvanskninger af seglet for Det Kgl. Danske Kunstakademi, der er grundlagt i 1754, som en gave til Kong Frederik 5. på hans 31 års fødselsdag. Netop dette segl har de seneste 72 timer optrådt som profilbillede på de sociale medier for flere professionelle aktører i dansk kunst- og kulturliv, i solidaritet med og som protest over, at denne 263-årige institution (måske) nedlægges. Kunstneren kalder værket: " It's so easy to make changes that are nearly impossible to reverse. Try yourself. Please take good care of our art educations in Denmark Mette Bock".


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.