Pak sammen

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Nu må det være nok. Det har ulmet i månedsvis, men nu bliver vi nødt til at tale om, hvad der er ved at ske. Vi? Hvem er vi?

'Vi' er ikke 'bare' professionelle aktører i dansk kulturliv. 'Vi' er også det politiske (folkevalgte såvel som embedsværk) samt den brede befolkning (hr. og fru Kaffekop).

Tirsdag den 24. oktober 2017 offentliggøres en rapport, der handler om hvordan de nationale uddannelsesinstitutioner for kunst kan blive billigere og bedre.

"Kunstneriske uddannelser, hvad rager det mig". Selvom du tænker sådan, så bliv hængende lidt endnu. Det rager nemlig dig. Det rager dig, fordi du – hvad enten du vil det eller ej ­ – er del af den danske kultur. Både den historiske, den nutidige og den fremtidige.

Kultur kommer ikke bare ud af den blå luft. Kultur kommer af kunst. Kultur kommer af at blive delt og skabt og omtalt og kommenteret og elsket og hadet. Også af dig! Kultur kommer fordi nogle kunstnere og andre begavede og kreative mennesker har øvet sig og gjort sig umage. Kunst og kultur opstår i og udvikles fra særlige miljøer.

Et sådant er eliteuddannelserne indenfor de respektive kunstarter. Derfor er det himmelråbende forkert, at nogen bare kan finde på at overveje at sammenlægge hele ti skoler; og hold nu fast, for nu kommer der en opremsning: Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Musik Konservatorium, Syddansk Musikkonservatorium, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Rytmiske Musikkonservatorium, Den danske Scenekunstskole (landsdækkende), Den Danske Filmskole, Forfatterskolen, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi.

Disse ti stakler skal fusioneres i en multifaglig national superinstittuion med cirka 1800 studerende, ifølge den anbefaling, som kulturminister Mette Bock (LA) bestilte januar 2017 hos et kommissorium for analyse af det videregående kunstneriske uddannelsesområde.

Vi kan meget vel tale om, hvordan vi får bedre og billigere kulturinstitutioner, herunder bedre og billigere uddannelsesinstitutioner for de kunstneriske fag. Men kære minister, kære kulturordførere, kære nyhedsjournalister ... pak sammen, glem det.

Lad være med at spilde tiden på fusionssnak.

Lad os i stedet tale om kvalitet og konsekvens, relevans og resonans.  Lad os eventuelt føre denne samtale bag lukkede døre mellem mennesker, som ved hvad de taler om. Og lad os så komme tilbage til hverdagen, hvor kunstnere laver kunst. Til glæde og gavn for alt og alle.

 

Seglet for Det Kgl. Danske Kunstakademi grundlagt i 1754 som en gave til Kong Frederik 5. på hans 31 års fødselsdag.


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.