Sådan får du millioner i hånden

Katerina Pitzner
BLOGS Af

I takt med at flere investorer søger alternative investeringsformer, er interessen for diamanter fortsat stigende. Alligevel kæmper branchen stadig med den uigennemskuelighed, som kan få nye investorer til at tøve.

Diamanter er et komplekst produkt, der findes i tusindevis kvalitetskombinationer. Det kan derfor være svært at følge med udviklingen på sin egen investering, hvis man ikke er ekspert. Det har fået nogle aktører til at tilbyde et nyt produkt, der skal gøre diamanter lige så lette at investere i som guld. 

Naturlige farvede diamanter hører til noget af det mest sjældne naturprodukt på vores planet. De er faktisk så sjældne, at de kun udgør en pct. af den samlede diamantproduktion.

Historisk set var det kun kongelige og ultra-velhavende folk, der kunne købe farvede diamanter. Deres status gav dem adgang til de ekstremt sjældne ædelsten, der både kunne nydes og gå i arv gennem generationer. Det var enkel måde at bevare familiens formue og status på.

Hvem investerer?

I dag er bevarelsen og udviklingen af formuen en prioritet for mange andre end de ekstremt velhavende. Diamantinvestorer er i dag ganske almindelige forretningsorienterede mennesker, som har bekymringer om værdiforringelse af eksisterende midler og om usikkerheden inden for aktie-, obligations- og ejendomsmarkederne. Alle leder efter alternativ, der er stabile, og som ikke udviser den volatilitet, som de fleste andre investeringsformer kan have, hvis de skal give et mærkbart afkast. For flere af dem er farvede diamanter blevet et overbevisende valg som diversificering, pga. den faktuelle sjældne forekomst og historiske stabilitet.

Hvorfor stiger de?

Hvide diamanter i smykkekvalitet er sjældne og efterspørgsel vokser. Det driver priserne op langsomt op. Faktisk viser to uvildige rapporter, at efterspørgslen kommer til at overstige udbuddet, allerede om to år (se tidligere blogs).

Men farvede diamanter er endnu mere sjældne end hvide diamanter. Ifølge Gemological Institute of America finder man kun én farvet diamant ud af 10.000 hvide diamanter, og kun en diamant ud af 100.000 er pink. Selvom alle farvede diamanter ikke stiger i samme takt, er der en tydelig tendens til, at alle naturligt farvede (uanset hvilken) vil stige mere fremover end hvide diamanter i tilsvarende størrelser og kvaliteter.

Hvad investerer de i?

Den ser måske ikke ud af så meget, men tag ikke fejl af den lille pink diamant til højre. De, der købte en tilsvarende for ti år siden, ville i dag være meget mere velhavende, end hvis de havde købt den hvide til venstre. Pink diamanter er i gennemsnit steget 400 pct. i den periode. Til fornøjelig orientering kan jeg oplyse at begge sten vejer det samme, nemlig 0.40ct. Den hvide koster 7.000 kr. Den pink koster 400.000 kr. Hvis jeg får vredet armen om på ryggen og bliver bedt om et gennemsnit af, hvor meget hvide diamanter er steget, vil det ligge på ca. 14 pct. siden 1960. Men da hvide diamanter optræder i tusindvis af størrelser og kvalitetskombinationer, er tallet måske ikke så anvendeligt, da man næppe ville have investeret i alle varianter. Med andre ord er den lille kategori af investeringsegnede hvide sten steget væsentligt mere end 14 pct.

Samlere, kendere og investorer går efter de allermest sjældne, for jo mere sjælden den er, des højere værdi. Derfor er de store og rene (5ct.+) hvide, alle pink og blå diamanter særligt eftertragtede som investeringssten.

Ud af alle diamanter, der udvindes hver år, er kun 0.001 pct. kvalificerede til at opnå top score, som ”Intense” eller ”Vivid”, som hører til nogle af de højeste graderinger på farveskalaen over farvede diamanter.

Millioner af kroner i din hånd

Ifølge eksperter er diamanter den mest koncentrerede form for værdi, der findes. De er små, vejer ingenting og kan have en værdi af flere millioner kroner, der, i bogstavlig forstand, kan ligge i din hånd.

Singapore Diamond Investment Exchange (SDiX) har planer om at gøre diamantinvestering lige så let som at investere i guld.

”Der er ingen som helst forbindelse mellem diamanter og andre investeringsformer. Diamanter er en måde at opbevare penge på og en sikkerhed mod inflation og volatile markeder, derfor bør man have dem i sin portefølje”, siger stifteren af SDiX, Alain Vandenborre.

Han tilbyder et produkt, som han kalder The Diamond Bullion, der ligner et tykt kreditkort, som indeholder diamanter. De første vil koste mellem 100.000 og 200.000 USD. De skal indeholde en samling af hvide diamanter i forskellige kvalitetskombinationer. Selve kortet skal udstyres med en chip, så man øjeblikkeligt kan verificere kortet og dermed stenene og få en status på værdien.

Al handel med kortene vil blive registreret i SDiX central, og skal kunne spores gennem en blockchain.

"Formålet med The Diamond Bullion er at forsøge at standardisere og forenkle diamantinvestering i et bærbart og let omsætteligt format", forklarer Alain Vandenborre, som altså endnu kun tilbyder denne løsning med hvide diamanter. Diamantbranchen velkommer det nye produkt, for, som de siger: "Ethvert tiltag, der kan hjælpe os med at øge gennemsigtigheden er godt for alle".

Hvis man tilfældigvis er i Dubai i disse dage, kan man se verdens største pink diamant på 37.30ct., som udstilles af Sothesby’s i Dubai International Financial Center.

Stenen blev fundet for to år siden og er blevet døbt ”The Raj Pink”. Dens nuværende ejer ønsker at være anonym, men oplyser, at den er opkaldt efter et Sanskrit ord, der betyder ”konge”.  Den er til offentligt skue i to dage, men dukker op igen i Geneve på auktion i næste måned. Sothesby’s forventer et hammerslag på 20-30 millioner USD.

 

 

 

 

 

 

 


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".