Sådan kommer du videre når de bedste ikke er gode nok

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Han har de fineste øjenbryn, måske fordi han ofte opholder sig i Asien. Han hedder Mark Rappolt og var moderator for en samtale om samtidskunst på Kunsthal Charlottenborg under CHART ART FAIR, som havde fået lov til at låne Akademiraadets dueblå Kuppelsal med professorportrætterne og lysekronerne.

Det var kosteligt. Også fordi det var et ypperligt panel af samtidskunstens superstars; henholdsvis Bose Krishnamachari, Carolyn Christov-Bakargiev, Hans-Ulrich Obrist og Maria Lind.

Jeg tror på skæbnen
Krishnamachari talte som den første. Hans allerførste sætning var "I believe in destiny", og så reflekterede han ellers kløgtigt om Nation Building og de vanskeligheder, såvel som den poesi, der er forbundet med at arrangere internationale kunstbiennaler i områder uden infrastruktur, med Kochi-Muziris Biennale i det sydvestlige Indien som eksempel.

Han bemærkede i øvrigt at det netop er i Kochi Indien fik bygget sin første moske, sin første synagoge og sin første protestantiske kirke. Og han understregede, at biennalen er blevet til på initiativ af kunstnere og fortsat drives af kunstnere.

Når kunsten virker men er kedelig at kigge på
Lind talte talte som den næste. Hun viste en forfærdelig masse slides som dokumentation af de sympatiske initiativer hun som kunsthalsdirektør i den stockholmske forstad Tensta har arrangeret i hvad der kan sammenlignes med Gjellerup, Tingbjerg eller Volsmose. Det vil sige lektiecafé, sprogundervisning og diverse out reach-projekter af fineste skuffe.

Men er det kunst? Og hvorfor er den så kedelig at kigge på? Jeg er bekendt med, at der rundt om, nationalt såvel som internationalt, findes rigtig mange dedikerede, kompetente og også kreativt tænkende socialarbejderere i diverse NGO'ere samt kommunalt og statsligt regi. Disse kreativt arbejdende gode mennesker gør ingen krav på opmærksomhed og kunstnertitel.

Find enkelheden og naturligheden frem
Christov-Bakargiev talte som den tredje. Hun talte om betragteligt mange relevante ting, min notesblok blev skriblet til, men lad mig fremhæve en enkelt: Arte Povera, som i høj grad er repræsenteret på Castello di Rivoli, fordi det var her, i Torino, at kunsten blomstrede i 1960erne, præcis som den gjorde det i renæssancens Firenze.

Via sin rolle som direktør for benævnte museum arbejder Christov-Bakargiev med afsæt i Arte Povera. Denne bevægelse, som direkte oversat betyder den 'fattige kunst' eller den 'stakkels kunst', er en kunstretning, som gerne bruger forhåndenværende og naturlige materialer i æstetisk rene og ofte non-figurative formelle præsentationer. De kunstnere og værker, som hun fremhævede, handlede derfor især om "the flourishing of the life on the planet", "materials and means" og om at "go back to Arte Povera."

Virkelighedsproduktion og radikal forandring
Obrist talte som den sidste i panelet, og hans ord blev stående. Han talte først og fremmest om dét der vedrører hans aktuelle arbejde for Serpentine Gallery i London, det vil sige "the production of reality" og "artists from whose radical practice I learn" samt det faktum, at "if there was ever a time, this is the time we need politics and art".

I sit oplæg gav han eksempler på gode kunstværker af dygtige kunstnere. "Art is an urgent necessity for everyone" ... "Museums have to be free"... "In the art world, think unorthodoxically, and consider how to make others do the same". Dertil talte han kort om sin egen Instagram-profil, hvor han modarbejder den aktuelle "disappearance of handwriting". Og hans afsluttende slide var en håndskreven note af Etel Adnan (se billedet herunder).

I den efterfølgende diskussion mellem panellister, moderator og tilhørere blev navnlig én ting klart: "How do we deal with the fact that the best activist artists aren't always good artists? They fail in creativity and language." Altså nu hvor staterne og de internationale organisationer (det politiske generelt) fejler, så er det op til kunstnerne at redde verden. Men hvad så hvis de ikke er gode nok? Hvis de kikser i kommunikationen?

Der blev også talt om David Hume og oplysningstiden, om at være træt af feminisme, Monte Verità, Brexit, bogbinding og kunstsamleren Federico Cerutti, Kandinsky i biblioteket, YouTube, Friedrich Nietzsches særlige evner for empati,  skotsk seperatisme, Marshall McLuhans dictum The medium is the message, Gerhard Richters Atlas-projekt, The Elsewhere Generation, selvkritik ifølge Theodor Adorno, nødvendigheden af og udfordringen med Generation Empowerment, hvordan man kan udstille kunst uden at lave kunstudstillinger, om det er muligt at "see behind the first layer of democracy in Europe" og om Walter Benjamins storslåede essay fra 1940 Über den Begriff der Geschichte.

Obrist opfordrede alle til at læse Benjamins essay fordi, som han sagde, det tager kun syv og et halvt minut, så prøv selv her.  

Måske det er dér vi begynder, med at læse op på lektien og se igennem det første lag af Europas demokrati, når vi betvivler om selv de gode er gode nok. Det handler også om god stil. Vi må tage os sammen og se godt ud, for hvis ikke andet, så kan vi kontrollere facaden og plukke øjenbrynene, som Rappolt, og løfte dem, brynene, når noget kræver påtale og radikal forandring. Det er der meget, der gør?

Panelet, fra højre: Maria Lind, Carolyn Christov-Bakargiev, Mark Rappolt, Bose Krishnamachari og  Hans-Ulrich Obrist. (Foto: Line Rosenvinge)

Samtalen, som der refereres til i ovenstående, fandt sted søndag morgen den 3. september 2017 under overskriften THE END OF THE ART WORLD AS WE KNOW IT –  Is Radical Change Possible in Today’s Contemporary Art World? på Kunsthal Charlottenborg under CHART ART FAIR.

Panelet bestod af Bose Krishnamachari, kunstner og præsident for Kochi Biennale Foundation (KBF); Carolyn Christov-Bakargiev, direktør for Castello di Rivoli Museum of Contemporary Art og Galleria Civica d’Arte Moderna e Contemporanea samt Edith Kreeger Wolf Distinguished Adjunct Professor i Art Theory and Practice ved Northwestern University, Evanston; Hans-Ulrich Obrist, Artistic Director, Serpentine Galleries, London; og Maria Lind, direktør for Tensta Konsthall, Stockholm samt Professor of Artistic Research ved KHiO – Oslo National Academy of the Arts – Kunsthøgskolen i Oslo. Samtalen var modereret af Mark Rappolt, chefredaktør for ArtReview.

CHART TALKS arrangeres af ArtReview med støtte fra Københavns Kommune, Goethe-Institut Dänemark og Ny Carlsbergfondet.

Lokalet, som samtalen fandt sted i, fortjener en note; fra institutionens hjemmeside forklares at den såkaldte Kuppelsal over portikken stammer fra østfløjens opførsel 1680-1683. Salens rigt ornamenterede stukloft er gennem århundrederne bevaret med de originale figurer og sfinkser, der repræsenterer styrke, klogskab og hæder.

Efter Akademiets indflytning i 1753 kom Kuppelsalen til at danne ramme om Akademiets forsamlinger. Det var hér de udvalgte kunne diskutere kongens (statens) ønsker for at fremme kunst og kultur i Danmark, højne den generelle dannelse i befolkningen og øge nationens værd internationalt. Salen blev gennem årene udsmykket med værker fra Akademiets kunstsamling, navnlig portrætter af kunstnerprofessorer og kunstnerrektorer.

Salen bruges fortsat kun til særlige lejligheder, som eksempelvis diplomoverrækkelser på Kunstakademiets Billedkunstskoler ved kandidaternes afgang i juni måned, men først efter at Akademiet har givet tilladelse til brug af lokalet, for det er Akademiraadets mødesal. Det vil sige, at det fortsat er hér en særlig udvalgt skare (demokratisk valgt) profesionelle udøvere af kunst, billedkunst og arkitektur diskuterer vilkår, problemer og potentialer for rigets kunst og kultur. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.