Den næst længste aktiefest er ikke slut

Teis Knuthsen
BLOGS Af

 

Siden marts 2009 er det toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P500, steget med lidt mere end 350% (uden dividender). Målt i både tid (+2100 dage) og procent er bull markedet nu det næst længste siden Anden Verdenskrig.

Rekorden har 90’ernes rally fra oktober 1990 til marts 2000, hvor markedet steg med omkring 480% på lidt mere end 2300 dage. Indtil de seneste rekorder sat denne sommer, var den næst længste stigning perioden umiddelbart efter krigen. De øvrige kursfester er alle både kortere og fladere.

 

Kursfester dør ikke af alderdom

Man kan glæde sig over denne fremgang, men mange synes også at bekymre sig om en kommende nedtur. Imidlertid er det slet ikke sikkert, at en sådan er på trapperne endnu. Hverken økonomiske opsving eller kursfester dør af alderdom, men af manglen på ledige ressourcer og for megen grådighed. Endnu tyder ikke meget på at vi står foran en af de dybe recessioner, der normalt markerer begyndelsen på et større aktiefald.

Figuren nedenfor viser en ledende indikator for den amerikanske økonomi. Indekset har netop sat en ny rekord, konsistent med en fortsat økonomisk fremgang. Måske mere interessant har vi først i de seneste måneder krydset den gamle top sat inden finanskrisen. Som figuren også viser, så er der gået mellem fire og otte år fra at den forrige top blev passeret, til en ny recession indtrådte. Holder denne sammenhæng også stik denne gang, kan vi altså se frem til yderligere nogle års fremgang.

 

I økonomiske termer er den virkelige pointe i den ovenstående figur, at USA på trods af et efterhånden langt opsving endnu ikke har opbrugt sine ledige økonomiske ressourcer. Det man kalder for økonomiens output gap er således endnu negativ. Dette kommer bl.a. til udtryk i en fortsat lav (og i øjeblikket aftagende) inflation, der igen fastholder en forholdsvis lempelig pengepolitik. Centralbanken er med andre ord endnu ikke tvunget til et forsvar af sit inflationsmål, der for alvor gør skade på den økonomiske aktivitet.

Markedet er endnu ikke for dyrt

S&P500 handler på 17 gange den forventede indtjening. Denne multipel er noget over det historiske gennemsnit, men samtidigt mere end 50% under toppen fra år 2000. Sagt på en anden måde, så synes den aktuelle prissætning ikke at være i vejen for yderligere kursstigninger, men dog heller ikke ligefrem et håndværkertilbud.

Målt på den realiserede kurs/indtjening, betaler vi nu 25 gange indtjeningen. Også dette er i den høje ende, men samtidigt 80% under toppen fra 2002. Nedenstående figur er tilsvarende den første figur, men viser den historiske indtjening gennem de forskellige kursfester. Der er 40% fra niveauet i dag op til toppen af prissætningen i 90’erne.

 

Jeg nævner alt dette, fordi jeg ikke anser prissætningen af markedet i dag som værende en hindring for yderligere kursstigninger. Hvad jeg tror vil være af større betydning, vil være en fortsat økonomisk fremgang i de næste par år. Kombineres dette med en lempelig pengepolitik i fraværet af nogen væsentlig inflationsstigning, så er der grund til at tro at markedet ender med at være meget dyrt. Dette åbner for en ganske betydelig korrektion, når vi når dertil, men altså også en betydelig fremgang inden da.


 

Se flere blogs



Profil

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Saxo Privatbank, hvor hans fokus er aktivallokering og produktudvikling. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.