Vi skal tvinge unge muslimer til at drikke

David Munk-Bogballe

Assimilation er fuldstændig udelukket.” Sådan skrev Muslimsk Ungdom i Danmark på deres hjemmeside i et svar til et interview med identitetsforsker og professor emeritus i historie, Uffe Østergaard, i Jyllands-Posten den 12. september. I interviewet argumenterede Østergaard for, at der i højere grad skal stilles krav til indvandrere om at tilpasse sig de lande, de kommer til: De skal assimileres og tage hovedkulturen til sig som deres egen. Sker det ikke, sættes sammenhængskraften, som vi i nyder godt af i form af høj tillid, tryghed og fredelig omgang med hinanden, over styr. Muslimer, hvoraf flere synes at have særligt svært ved at finde sig til rette, må ifølge Østergaard lade sig inspirere af Luther og affinde sig med en udgave af islam, der reducerer gudsforholdet til noget privat og, som vi er vant til det med kristendommen, blander sig uden om politik og samfundsindretning.

 

Det er en sådan tilpasning til Danmark og det danske, der, som Uffe Østergaard heldigvis også har indset, er aldeles nødvendig, som den muslimske ungdomsorganisation afviser. Kategorisk. Som det formuleres: “Vi kan ikke tale på vegne af andre religiøse befolkningsgrupper, men Islam er et komplet livssystem, hvor samfund og spiritualitet er to sider af samme mønt, og ikke til at adskille.“ Skulle man have været i tvivl om, hvor frontlinjen i debatten om islam og danskhed er, må enhver tvivl nu være aflyst af klarhed. I hvert fald hvis man kan tage organisationens egne ord for gode varer: “Vi taler ikke kun på vegne af organisationens 500 medlemmer, men på vegne af tusindvis af unge muslimer i landet. Vi er ikke fremmede indvandrere i Danmark, men født og opvokset her, på lige fod med andre etniske danskere, og har derfor retten til at definere landets værdier, på lige fod med andre danske ikke-muslimer.

 

Ordsproget siger, at man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke. I forhold til de unge muslimer, der ikke vil assimileres, må vi imidlertid gøre en undtagelse. Vi må fylde truget til randen med dansk kultur og tvinge dem til at drikke sig til beruselse. Trods modvilje presse deres hoveder ned under overfladen og holde dem der, indtil de til sidst må give op og per refleks åbne næse og mund og suge til sig af Lykke-Per, Guldhornene, lejrture, Kim Larsen, ungdomsfester, Elverhøj, Matador, Poul Henningsen, skagensmalerne, H. C. Andersen, Jeppe på Bjerget, Kundskabens Træ og Hosekræmmeren.

 

Ligesom alle andre danske børn har vi faktisk allerede de unge muslimer ved truget i intet mindre end ni år; nemlig i den tid de tilbringer i grundskolen. Der må vi sætte massivt ind for at vinde det absolut vigtigste slag i den moderne kulturkamp. Vi må forbyde piger at bære hovedtørklæder, indføre morgensang fra den danske sangskat, forlange deltagelse i idræt og fællesomklædning på de første klassetrin, forlange deltagelse i lejrture og skolearrangementer og gøre kristendomsundervisningen obligatorisk for alle. Samtidig må vi søge at opløse ghettoerne. Boligpolitisk og juridisk ved at sælge ud af offentligt ejede almene boliger og ved at udvise kriminelle udlændinge, så den aggressive opførsel, der er med til at gøre udsatte boligområder utrygge, udryddes. Skolepolitisk ved at sørge for at elever med anden etnisk baggrund end dansk ikke isoleres på skoler uden nogen nævneværdig andel af etnisk danske elever.

 

Det handler ikke om, at herboende muslimer, der ikke vil tilpasse sig, skal “gå ad helvede til”, som Villy Søvndal sagde om Hizb-ut-Tahrir; det handler om, vi skal møde op ved frontlinjen og besejre de ikke-assimilationsvillige og gøre dem til en del af fællesskabet.

 

Det mener jeg, hvad mener du.

 

 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.