Juncker er både politisk og økonomisk tonedøv

Henrik Franck
BLOGS Af

EU-præsident Jean-Claude Junckers visioner er for føderale til virkelighedens verden. At forestille sig alle EU-lande med i euroen er utopisk. Hvis Danmark en dag skal med i euroen, skal det være en nordeuropæisk valuta.

Vinden er tilbage i Europas sejl, og nu er vinduet åbent til at sikre dybere integration mellem EU-landene, sagde EU-præsident Jean-Claude Juncker i sin State of the Union-tale til EU-parlamentet i Bruxelles.

Junckers budskab forleden er ikke til at tage fejl af: Grib chancen, mens vinduet er åbent, det er det nemlig ikke for evigt. Deri har han mere ret, end han aner. Som jeg ser det, er vinduet nemlig slet ikke åbent. I hvert fald ikke til at opfylde hans drømme.

Uanset at det går bedre i europæisk økonomi lige nu, er en tættere sammensmeltning et udtryk for politisk overmod, hvor det mest af virker til, at Juncker har sovet tornerosesøvn under først finanskrisen, så gældskrisen, dernæst eurokrisen og sidst, men ikke mindst flygtninge- og migrantkrisen.

Dødfødte ideer
Juncker vil have alle EU-lande med i euroen og lægger endda op til at støtte de lande, der gerne vil med økonomisk, men det er dødfødt på forhånd at få alle lande med. Politisk er det urealistisk, at for eksempel Danmark skulle gå med, som det ser ud lige nu. Meningsmålingerne i sig selv gør, at selv de mest tonedøve politikere aldrig ville foreslå en euroafstemning som det ser ud nu.

Det samme gør sig gældende i for eksempel Polen og Tjekkiet, hvor man godt kunne klare kriterierne for eurodeltagelse, men både polakker og tjekker foretrækker at beholde deres zloty og koruna.

Økonomisk er det også urealistisk. EU-landene er alt for forskellige til at optræde i samme valuta, som det sås meget tydeligt under gældskrisen i Grækenland. Det er det værste eksempel, men Italien og Frankrig skulle heller ikke have været optaget i euroen i sin tid på grund af skavankerne i deres økonomier.

For de sydeuropæiske lande med tung gæld er euroen en spændetrøje, som de ikke rigtig kan bevæge sig ud af. Tidligere kunne de devaluere – og gjorde det ret så flittigt. Det forhindrer euroen dem i at gøre nu, og det ødelægger deres konkurrenceevne og rammer eksporten.

Lige nu holder de sig oppe, fordi renterne er lave, mens hvad gør de sydeuropæiske lande med en statsgæld på over 100 procent den dag renterne stiger? Det kan hurtigt blive smertefuldt.

Tyskland og Grækenland er i hver sin liga
Hvor sympatisk det end lyder, når Juncker taler om, at et forenet Europa fra øst til vest skal trække vejret med begge lunger, så er det mest af alt fine ord uden ret meget hold i virkeligheden.

Virkeligheden er derimod, at landene i EU er så forskellige, at de føderale drømme om at forene dem er et fatamorgana. Europas suverænt stærkeste økonomi Tyskland kan ikke i længden være i samme valutaunion som Grækenland og Italien, når forskellene er så enorme, medmindre de lande opper deres reformtempo med øget konvergens som resultat. Fælles valuta kræver fælles udgangspunkt og finanspolitik.

Samme problemer rammer EU’s bankunion. Juncker kalder det en hastesag at få alle lande med og få deres banker underlagt ens kontrol. Umiddelbart logisk, men spørgsmålet for eksempelvis Danmark er, om vi ønsker det, hvis vores banker i dag er underlagt en bedre kontrol, end den EU-systemet kan sikre. 

Tag nu ved lære af brexit!
Junckers tale vidner i det hele taget fint om, at manden ikke just har taget ved lære af briternes farvel til EU. Det var jo blandt andet med baggrund i de her føderale drømme, som de magtfulde embedsmænd i Bruxelles har, men som befolkningerne slet ikke bakker op om, at briterne stemte sig ud.

Det var en trist begivenhed, fordi sammenhold er bedre end enegang, men det er vigtigt at lære af den skelsættende og historiske begivenhed og undgå, at den gentager sig med andre lande. I den henseende har Jean-Claude Juncker aldrig været nogen hjælp og er det heller ikke denne gang.

Brug momentum
For tiden går det heldigvis godt i europæisk økonomi – godt hjulpet af de massive indsprøjtninger af likviditet fra Den Europæiske Centralbanks gigantiske obligationsopkøb. På femte år er Europa inde i et opsving og nu endda med alle EU’s medlemslande med på vognen. Den udvikling kan man kun kvittere for:

Arbejdsløsheden er på sit laveste niveau i ni år, 8 millioner job er blevet skabt, og 235 mio. mennesker er i beskæftigelse på tværs af EU – flere end nogensinde før. Det kan EU-Kommissionen ifølge Juncker ikke tage æren for alene, selv om han – ikke uden humor – siger, at han og Kommissionen nok skulle have fået skylden, hvis 8 millioner job var gået tabt.

Juncker er derimod ikke bleg for på EU’s vegne at tage æren for, at Europas banker igen er polstret, så de er i stand til at låne penge ud til virksomheder, som så kan investere og skabe arbejdspladser. Budgetunderskuddene er ligeledes nedbragt fra 6,6 pct. til 1,6 pct. takket være den førte politik, som handler om at bede om disciplineret finanspolitik uden at kvæle væksten. Det tager Juncker også gerne æren for, så Europas pressede økonomi omsider er i bedre gænge.

Få befolkningerne med
Man burde bruge den gode anledning til at gentænke opbygningen af EU på en måde, så man sikrer, at man også fremover har befolkningernes opbakning. Her ligger en forsømt opgave.

Nu har vi set gentagne gange, at alt for hastige skridt får befolkningerne til at klodse bremserne. Det handler jo ikke kun om briterne, men også franskmændene, hollænderne og naturligvis os danskere, der flere gange har stemt nej – nogle gange bare for at statuere et eksempel som ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015.

Det er næppe ønskevejen for Juncker og andre føderalister, mens europæisk politiks nye stærke duo med Angela Merkel i Tyskland og Emmanuel Macron i Frankrig søger en mere pragmatisk vej med et EU i flere hastigheder. Det virker fornuftigt.

Hvis man ser ideer i, at Danmark skulle sige farvel til kronen, ville det være den farbare vej at gå. En nordeuropæisk valuta med fornuftigt styrede økonomier kunne gå an, men man får næppe ret mange til at hoppe om bord i en valuta med deltagelse af Italien og Grækenland, der er notorisk berygtede for ikke at orden i deres respektive økonomier.

Tøm kælderen for vand
Men det virker ikke til at sive ind hos eksempelvis den gode monsieur Juncker. I stedet for at lægge op til en pragmatisk vej i et moderat tempo vil han have alle EU-lande med i euroen, og Bulgarien, Rumænien og Kroatien vil han have med i Schengen-samarbejdet med de åbne grænser.

Med tanke på hvor meget debat vi allerede har om grænsekontrol virker det i bedste fald naivt at tale om at lade netop de lande deltage i Schengen, som jo ikke ligefrem er nogen sællert i de skeptiske befolkninger, herunder den danske. Det burde ikke være nogen overraskelse for Jean-Claude Juncker, så hvorfor han alligevel fremturer, kan man kun gisne om.

Mere end noget andet er det hele den famøse flygtninge- og migrantkrise for et par år siden, der har skruet endnu mere op for den EU-skepsis, der i forvejen fandtes. På den baggrund virker det ikke specielt gennemtænkt for Juncker at slå til lyd for bulgarsk og rumænsk deltagelse i Schengen.

Han argumenterer for, at man skal bygge huset færdigt, mens solen skinner. Men kære hr. Juncker: De sorte byger er knapt nok borte, og vi er nødt til at tømme kælderen for vand først. Briterne er på vej ud, og det lader til, at du intet har lært.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.