Kåre Schultz og de høje adm. direktørlønninger

Klaus Lund
BLOGS Af

"Pas nu på de for høje direktørlønninger"

For nogle uger siden kritiserede jeg de mange løftede pegefingre, der var på dette års generalforsamlinger i danske børsnoterede selskaber om "pas nu på for høje direktørlønninger". Mit synspunkt var, at man måske i stedet i en del selskaber skulle finde en NY adm. direktør til måske mindst den dobbelte løn af den nuværendes, hvis man så dermed kan finde en adm. direktør der er endnu dygtigere end den nuværende.

Dette tema er netop blevet yderst aktuelt med Kåre Schultz' skift fra Lundbeck til Teva Pharmaceutical i Israel, hvor han oven i købet får ca. 200 mio. kr. som et engangs "on-boarding" beløb plus en meget stor løbende lønpakke. Jeg kan nemt forestille mig mange løftede – typisk danske – moraliserende pegefingre, der kan være over, hvorvidt en adm. direktør skal have så stor en løn og incitamentspakke. Teva Pharmaceutical's bestyrelse har turdet sætte sig ud over dette fænomen med "for høje direktørlønninger", og deres aktionærer er de seneste dage blevet belønnet med over 20 mia. kr. i værdistigning, og det endda længe inden Kåre Schultz overhovedet er startet i virksomheden. Så set i dette lys er selve direktørlønpakken mindre væsentlig. Selvfølgelig skal Kåre Schultz lave turnaround i virksomheden, før vi ved, om det har været en rigtig ansættelse, men det tror jeg nu godt på, at han kan.

Kåre Schultz og strategieksekvering

Børsens chefredaktør Niels Lunde har udfordret, hvorvidt Kåre Schultz går for tidligt fra Lundbeck, med synspunktet om, at Kåre Schultz har høstet de nemme gevinster igennem besparelser mv. Men selve den nye strategiske retning for Lundbeck tager meget længere tid at implementere og vise, om den virker. Jeg kan sagtens følge synspunktet om, at det er tidligt, at Kåre Schultz forlader Lundbeck. Den endelige "dom" synes jeg dog først, vi kan afsige om 18-36 måneder, når vi ser den videre udvikling for Lundbeck, og om strategien har været så bæredygtig, at den kan eksekveres uden Kåre Schultz.

Bestyrelsen i Lundbeck står nu med et interessant dilemma, når de kommer til deres Q3 resultat. Ikke mindst hvis Kåre Schultz endnu ikke har fået "fri" til at starte i Teva Pharmaceutical. Jeg er ret overbevist om, at var Kåre Schultz fortsat som adm. direktør i Lundbeck, så havde han som minimum leveret på de lovede budgetter og sikkert også sædvanen tro kommet med en opjustering. Hvis den gode resultatudvikling fortsætter, skal Lundbeck så igen, igen, igen foretage en opjustering og dermed måske gøre det lidt sværere for Kåre Schultz' efterfølger at fortsætte denne succesfulde linje. Hvis man ikke gør det, så sår man måske tvivl om Lundbecks indtjeningsrobusthed, og om hvorvidt Kåre Schultz bare er hoppet videre i tide?

Find en adm. direktør til den dobbelte løn

Nedenfor her finder du mine synspunkter fra min tidligere Børsen blog om dette tema:

På dette års generalforsamlinger i børsnoterede selskaber var der en del investeringschefer fra pensionskasser, som gik på talerstolen med "politisk korrekte" udtalelser om, at nu skal man passe lidt på, at bonusmodeller og direktørlønninger ikke går amok. Disse udtalelser var bl.a. katalyseret af Nets aktieprogram ved deres børsintroduktion.

Jeg vil godt udfordre dette "pas nu på for høje direktørlønninger" ved at vende det på hovedet og spørge, hvorfor der ikke er nogen, som på generalforsamlingerne spørger bestyrelsen, om det ville være muligt at gå ud i markedet og finde en CEO til den dobbelte løn af, hvad den nuværende CEO får. Selvfølgelig underforstået at så er den nye og dyrere CEO selvfølgelig også endnu dygtigere til at skabe bundlinjeresultater.

Det er gang på gang set, at selvom man siger, at det er et samlet ledelsesteam, der skaber resultaterne, så gør CEO'en ofte en særlig stor forskel (vedkommende har selvfølgelig også retten til at sætte holdet). Det er også velkendt i f.eks. fodboldens verden. Derfor får nogle af verdens bedste trænere astronomiske lønninger. Når vi taler børsnoterede selskaber i Danmark, er der rigtig mange af dem, hvor en CEO løn på det dobbelte niveau af det nuværende ikke vil kunne ses nævneværdigt på de samlede omkostninger, men måske på de samlede resultater.

Jeg synes, det er yderst sympatisk, når de selv samme pensionskasser har CSR holdninger til, hvad de investerer i forhold til at sikre sig, at de ikke investerer i virksomheder med et unødigt stort CO2 forbrug, børnearbejde etc. Men når de begynder at moralisere over direktørlønninger og bonusprogrammer, så synes jeg faktisk, de bevæger sig ud på et område, hvor de kan risikere, at bestyrelserne ikke ansætter den ypperligste CEO, fordi vedkommende måske efter danske CEO lønniveauer er dyr. Dermed varetager bestyrelserne ikke deres opgave, som er at sikre pensionsopsparerne det bedst mulige afkast.

Ledelsesguruen Ram Charan har sagt det således: "Den vigtigste forskel imellem virksomheder er deres evne til strategieksekvering". Det er lige præcis derfor, at det er så vigtigt – næsten uanset prisen – at man får den dygtigst mulige CEO i spidsen for virksomheden.

Bolden er spillet: Er det værd at overveje, om vi kan finde en CEO til den dobbelte løn?

Klaus Lund

kl@klauslund.dk


 

Se flere blogs



Profil

Klaus Lund

Klaus Lund

Adm. direktør
Klaus Lund & Partnere
Klaus Lund blogger om, hvordan man som virksomhed skaber den bedste relation til sine kunder, hvad enten man driver restaurant eller bank.

Klaus Lund er adm. direktør i Klaus Lund & Partnere og har mere end 25 års erfaring fra konsulentbranchen. Bl.a. som stifter af ProMentor Management A/S, som i 1999 blev solgt til Aston Group og som medforfatter til adskillige ledelsesbøger.