Så er det tid for at købe Lundbeck aktier

Tove Holm-Larsen
BLOGS Af

I går, mandag, faldt Lundbeck aktien med 11,5% pga. af Kåre Schultz’ afgang.  Men markedet har det med at overvurdere effekten af en topleder. Det bliver ofte sagt at et firma ikke består af én mand alene, og det gælder især i den videnstunge medicinalbranche, hvor pipeline, sygdomsforståelse og konkurrence er af enorm betydning for succes. Lundbeck er et sundt firma med stor ekspertise indenfor det psykiske sygdomme, som er det sygdomsområde, der vokser hurtigst i den vestlige verden. Det kommer Kåre Schulz afgang ikke til at ændre ved. Så skynd dig ind og køb nogle Lundbeck-aktier, mens de står lavt, for de kommer til at stige igen.

Lundbecks sygdomsområde

Lundbecks har valgt at udvikle medicin indenfor et utroligt svært område. Som en tommelfingerregel siger man ofte, at kun halvdelen af alle medicinske fase III forsøg lykkes. Men indenfor psykiske sygdomme er vi ofte helt nede på en tredjedel. Omvendt er kognitive sygdomme som skizofreni og demens i massiv stigning i hele den vestlige verden. WHO estimerer at 1 ud af 4 kommer til at opleve psykiske sygdomme i løbet af livet. Og efterspørgslen efter medicin i dette område er absolut ikke mættet. Alene hele demensmarkedet råber efter ny medicin med stor effekt. Med andre ord har Lundbeck valgt at satse på et sygdomsområde med en stor risiko, men også med meget store gevinster. Det har Kåre Schultz ankomst og afgang sådan set ikke rykket ved.

Et medicinalfirma skal kende sit sygdomsområde

Medicinalfirmaer som Lundbeck er ikke et en-mands show. Mængden af utroligt talentfulde mennesker i Lundbeck er meget stor. De er eksperter indenfor det kognitive område, hvor der hver dag sker nye opdagelser, og hvor det kontinuert diskuteres, hvordan man bedst måler den kliniske effekt, og hvilket bivirkningsniveau patienterne kan acceptere. Det er et medicinsk fagområde, som kræver langt mere end en dygtig topleder. Det kræver et helt maskinrum af dygtigt folk. Det har Lundbeck. Aktiefaldet på 11,5% i går skyldes derfor snarere panik på aktiemarkedet, end det skyldes reelle problemer for Lundbeck. Så det er tid for at gøre en langtidsinvestering nu, for Lundbeck-aktien vil snart være tilbage igen.


 

Se flere blogs



Profil

Tove Holm-Larsen

Tove Holm-Larsen

Tove Holm-Larsen giver den økonomisk interesserede læser overblik over medicinalsektoren. Hun peger på signifikante megatrends i en kompliceret branche med vital betydning for Danmark.

Tove Holm-Larsen er ph.d. i sundhedsøkonomi og adjungeret professor på Ghent Universitet i Belgien. Hun driver rådgivningsfirmaet Pharma Evidence, hvor hun rådgiver store danske og internationale virksomheder i forbindelse med bl.a. prisforhandlinger i det meste af verden.