Verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment nærmer sig sin slutdato

Henrik Franck
BLOGS Af

Hvad sker der, når slutdatoen for det største pengepolitiske eksperiment nogensinde oprinder? Kan økonomierne stå oprejst selv uden centralbankernes saltvandsindsprøjtninger? Det skal snart stå sin prøve.

Der er fra centralbankernes side pumpet milliarder og atter milliarder ud i økonomierne verden gennem mange år. Det har reddet verden fra den totale nedtur, så tak for det til Ben Bernanke, Mario Draghi, Janet Yellen og hvad de kære centralbankchefer ellers hedder.

Men selv om operationen er veloverstået, og vi kan konstatere, at patienten selv kan rejse sig op i sygesengen, ved vi endnu ikke med sikkerhed om patienten kan gå ved egen hjælp. Det finder vi først ud af, når de omfattende obligationsopkøbsprogrammer inden for en overskuelig fremtid skal ophøre.

Amerikanerne begyndte deres støtteopkøb allerede i 2008, hvilket var temmelig forudseende, mens Europa først kom med på vognen i 2015, hvad der i bagklogskabens klare lys gerne måtte have været før.

Kontroversiel beslutning
Den omfattende intervention i pengemarkederne var og er kontroversielle i og med, at en af kapitalismens teser jo er, at man skal lade falde, hvad ikke kan stå, men vi så alle betydningen af det, da investeringsbanken Lehman Brothers ikke blev reddet.

Et er teori, noget andet virkelighed og reelt havde man intet andet valg end at intervenere dengang. Heldigvis for det. Scenariet uden de 12.000 mia. dollars som verdens centralbankchefer har spyttet ud i de finansielle markeder, er angstfremkaldende at tænke på.

At USA var først ude af starthullerne, betød, at USA kom langt hurtigere ud af krisen, mens Europa længe sakkede efter. Nu tyder det dog på, at man også i Europa er ved at redde sig ud af suppedasen, og på det seneste er der overalt i Europa vist fine vækstrater, der lover bedre for fremtiden.

Men hvor amerikanerne droslede ned for obligationsopkøbene for flere år siden og slukkede helt i 2014, skal det først til at ske i Europa. Hvornår ved vi ikke, men når det sker, er det her, man for alvor får at se, hvor selvbærende et opsving vi har gang i, eller om det alene er holdt oppe af de kunstigt lave renter, som obligationsopkøbene fra ECB sikrer.

Centralbankchef Mario Draghi skal ud i noget af en linedans for at finde balancegangen, når man i eurozonen skal bevæge sig fra quantitative easing til quantitative tightening. Det bliver alt andet end let, nærmere tight.

Centralbanker i vildrede
Og centralbankcheferne må være i vildrede. Trods det globale opsving har vi ikke nævneværdig inflation, og derfor kan Draghi & co. kun være i tvivl om, hvordan deres værktøjer virker. Når de er i tvivl, er det fair at antage, at de vil vente så længe som muligt med at reagere og stramme pengepolitikken. 

Lave renter betyder, at det er billigt at låne penge, og det holder dampen oppe på forbrug og investeringer, som er det, der holder de økonomiske hjul i gang.

Der er ingen tvivl om, at det risikable, men også nødvendige eksperiment med de største pengepolitiske lempelser nogensinde er lykkedes. Havde USA ikke påbegyndt sit opkøbsprogram dengang i 2008, kunne finanskrisen nemt være blevet til en egentlig depression, som den vi så i 1930’erne efter 1929-krakket på Wall Street.

Det har vi undgået. Godt nok noget langsommere i Europa, men vi har undveget at falde helt til bunds, som man i et stykke tid havde grund til at frygte.

Et synktront opsving er i gang
Lige nu har vi det synkrone opsving, vi har sukket efter, hvor pilene peger i den rigtige retning både i USA, Europa og emerging markets. Men det er altså vigtigt at have i baghovedet, at det bliver holdt oppe af renter, der er manipuleret lave af pengepolitikken. Så lave renter som vi har nu, ja sågar minusrenter, kan ikke fortsætte i al tid og evighed.

I år har vi set de første spæde renteforhøjelser i USA, og på et tidspunkt må man alt andet lige antage, at man i Frankfurt følger trop og hæver de europæiske renter, og så har vi den potentielle ballade, hvis opsvinget ikke kan køre uden støttehjul.

Gældsniveauet er det højeste nogensinde, og både virksomheder og lande vil komme under heftigt pres, hvis renterne stiger.

Det græske gældsbjerg
I et land som Grækenland, der reelt gik statsbankerot flere gange under sin voldsomme gældskrise, går det langt bedre nu, fordi man har situationen under kontrol og nyder godt af de lave renter. Men det er værd at være opmærksom på, at Grækenlands statsgæld stort set er intakt, så stiger renterne pludselig, kan grækerne pludselig få svært ved at overholde sine aftaler igen – og så er der ikke langt til, at balladen blusser op på ny.

Hos Formuepleje forventer vi, at Mario Draghi vil komme med en udmelding eller i hvert fald et signal om hans pengepolitiske planer til oktober. Han har begrænsede muligheder for at fortsætte med de omfattende lempelser, der har stået på i eurozonen siden 2015. Over 2000 mia. euro er der opkøbt obligationer for.

Det har skabt et opsving, der lige nu blomstrer. Et nødvendigt opsving, som vi ikke kunne være foruden, hvis økonomien i Europa skal stå på egne ben uden monetær indgriben fra centralbanken i Frankfurt.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.