Førtidspensioner - er der en anden vej?

Cecilia Lonning-Skovgaard

Bølgerne er gået højt i København i sommer, hvor organisationer som Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne har arrangeret protestaktioner, demonstreret og lagt pres på både embedsmænd og politikere for at få gjort op med kommunens – i deres øjne – rigide praksis i forhold til førtidspensioner.
Politikerne i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget satte i forrige uge et foreløbigt punktum i sagen ved at allokere 16 millioner til en turboindsats, der skal gøre op med den nuværende sagspukkel, og et eksternt review af kommunens eksisterende fremgangsmåde for at få belyst, om denne markant adskiller sig fra andre kommuners.

Ret hurtigt vil disse penge dog være brugt – og Københavns Kommune vil være tilbage, hvor man startede. Derfor er det værd at overveje, om man på kommunalt niveau kan gribe førtidspensionsområdet anderledes an – selvsagt inden for lovens rammer. I dét lys er det positivt, at regeringen nu fremrykker sin planlagte vurdering af førtidspension, så denne igangsættes allerede her i 2017.

I den forbindelse kunne følgende aspekter være interessante at undersøge 

  • Jobcentrenes økonomi: Jobcentrene får i dag refusion, når de sender folk i aktivering eller virksomhedspraktik. Fik de i stedet først refusion, når de havde hjulpet folk i arbejde, kunne man formentlig rykke meget i arbejdsgange og tankemønstre og sikre et større fokus på det endelige mål – nemlig at få folk væk fra overførselsindkomster og ud i et ordinært, lønnet arbejde.

  • Brug af aktivering og jobpraktikker: Talrige undersøgelser har vist, at begge redskaber har ret begrænset effekt. Aktiveringer kan virke, hvis de bruges målrettet, men ofte er der tale om "beskyttede værksteder", der aldrig bliver rigtig ansvarsforpligtende for borgere eller virksomhedere. Tilsvarende med virksomhedspraktikker, som kan være gode, hvis der er tale om fire uger, hvor man ser hinanden an – og der ER givet håndslag på, at det er med henblik på ansættelse efter endt praktik. Kan man ikke give håndslag på dette, skal praktikken måske genovervejes, da det er stærkt begrænset, hvor meget virksomhederne investerer i folk, der kun skal være der for en kort periode, og som ikke skal aflønnes   

  • Afklaring af job-evne: Skal kommunen vurdere en borgers arbejdsevne, kræver det typisk et aktiveringsforløb. Ankestyrelsen accepterer nemlig sjældent, at reelt lønnet arbejde bruges som indikator for, hvad en borger kan.
    Det er f.eks. sådan, at borgere, der har skaffet sig deltidsarbejde, fordi de ikke magter et fuldtidsjob, og som derfor gerne vil afklares til fleksjob, er nødt til at opsige deres job for at blive "bredt afklaret" via aktivering og praktikker i andre brancher. Det forekommer unødigt bureaukratisk og er reelt med til at fastholde dem på offentlig forsørgelse
    Tilsvarende – hvis det over en årrække har vist sig, at en borger ikke kan fastholde et arbejde og konstant ryger tilbage på kontanthjælp, ledighedsydelse eller sygedagpenge efter korte ansættelser, så indikerer det, at det er andet end ledighed, der forhindrer ham i at varetage et arbejde, hvorfor det giver mening at afklare ham i forhold til fleksjob, førtidspension eller revalidering. Hvis dette kunne ske ved at lave en erfaringsopsamling fra hidtidige ansættelser (eller mangel på samme) gennem samtale med borgeren og tidligere arbejdsgivere, kunne det hurtigt belyses, hvorfor borgeren ikke magtede arbejdet eller ikke kunne arbejde så mange timer.

  • Dialog med lægerne: Når borgerens sag skal belyses lægeligt, vil den af og til komme retur med bemærkninger om, at der muligvis resterer ganske få procents arbejdsevne. Lader lægerne på denne måde det mindste vindue stå åbent i forhold til mulig arbejdsevne, er jobcentret forpligtet til at afprøve denne – også i situationer, hvor det er åbenlyst, at der ikke er noget at stille op.
    Her kan man med fordel træne jobcenter-medarbejderne i at "stille de rigtige spørgsmål" – altså blive konkrete i spørgsmål til lægerne, så det straks belyses, om der reelt er nogen behandling, der kan øge borgerens arbejdsevne. Og tilsvarende kan lægerne i deres besvarelser af statusattester gøre det mere tydeligt, når de mener, at borgerens funktionsniveau varigt er så nedsat, at selvforsørgelse er urealistisk.   
  • Rehabiliteringsmøder: Endelig kan der med fordel ses på både forberedelse til og afvikling af rehabiliteringsmøderne.
    Forberedelsen kan forbedres ved, at der stilles tydeligere krav til sagsbehandlerne om, hvad en sag skal indeholde (hvor mange detaljer skal der med, hvor håndfaste skal konklusionerne være, osv.). Derved undgås dårligt udarbejdede sager, som ender med at koste borgeren en ny praktikperiode – alene fordi en gammel praktik ikke er tilstrækkelig detaljeret beskrevet.
    Samtidig kan afviklingen forbedres ved, at den nuværende opdeling af formøde, møde og afgørelse revurderes. Fra borgernes side hører vi ofte, at de føler, at sagen er afgjort, inden de selv har fået lejlighed til at fremføre deres synspunkt – så for alles skyld kan det tydeliggøres, hvad de enkelte møder skal bruges til, og hvad borgerens rolle er.


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.