Fire tip til den distræte mand på rejsen

Torsten Grunwald
BLOGS Af

Flid, fedt og snyd, hed en børneudsendelse engang på Danmarks Radio, hvori en skruppelløs Gotha Andersen gav tip om, hvordan man fører sine lærere bag lyset og bevæger sig nemmest muligt igennem skoletiden.

De fire tip, jeg her har på sinde, er ligeledes en flok smutveje til at fremstå proper i andres øjne. De er dog mere tiltænkt den desperate, distræte mand, der i skyndingen ikke fik alt med på forretningsrejsen, end den kyniske karakter.

Stryg skjortebrystet alene
Skjorten er blevet godt krøllet i tasken. Du er i tidsnød. Heldigvis er der et strygejern med bræt på hotelværelset. Du flår strygejernet ud af skabet. Derpå dit tæt på geniale træk: Du stryger skjortebryst- og front alene. Det tager kun 20 sekunder. Du har alligevel jakken på om dagen, ingen kommer til at se, ærmerne og ryggen krøller.

Brug et bælte i stedet for et skohorn
De lækre randsyede sko har kun en skavank: de slutter så tæt, de skal tages på med et skohorn. Men du har glemt et. I stedet griber du bæltet og glider hælen på plads med bæltespidsen.

Puds dine sko i olie fra restauranten
Skoene ser tørre og tørstige ud. Du kunne have spyttet på dem, hvis du havde haft en blankebørste. I stedet tager du lidt olivenolie på en serviet i restauranten og gnider skoenes forstykker ind. Det hjalp.

Brug elastikker som manchetknapper
Den fine skjorte med dobbeltmanchetter er med. Der er bare det, du har glemt et par manchetknapper til at samle dem. Du farer ned i receptionen og spørger om et par elastikker. Du binder to knuder på hver og forvandler dem til små manchetknuder, som du stikker i dobbeltmanchetterne og lukker dem med.

Læs tip om, hvordan du fjerner irriterende gule skjolder på en skjorte.


 

Se flere blogs



Profil

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk