Statens betænkelige kammerateri

Knud Erik Andersen

Der er brug for et sæt etiske retningslinjer for statens brug af private rådgivere. Som det foregår nu, er der risiko for, at rådgivere arbejder under pres med forudfattede konklusioner.

I en tankevækkende kronik i Børsen d. 8. august 2017 satte professor Steen Thomsen, CBS, navn på et stigende uvæsen: ”Crony capitalism (kammeratkapitalisme) er en betegnelse for en type erhvervsliv, der sammenblander offentlige og private interesser for at skaffe enkeltpersoner og virksomheder fordele på bekostning af det øvrige erhvervsliv og det omgivende samfund. Det er et fænomen, vi tidligere forbandt med udviklingslande, men nu breder sig til USA og Europa.”

Jeg vil tillade mig at fortolke definitionen således, at kammeratkapitalismens aktive medvirkende også kan omfatte sådanne statsorganer, der gennem opgaver til private firmaer bevidst vælger at spille aktivt med i kammerateriet.

Der flyves under radaren
Danmark ligger på en flot  førsteplads, når det gælder Transparency International’s indeks for korruption. Her i landet kan du ikke bestikke myndigheder til at skaffe dig personlige fordele. Så hvad er lige problemet for korruptionsduksen Danmark?  Det er ganske enkelt, at kammeratkapitalismen ikke bidrager til en effektiv udnyttelse af samfundsressourcerne. Den er godt skjult for offentligheden, og den flyver langt under Transparency International’s radar - og det er jo ganske praktisk for de få, der har fordele af den.

Penge er ikke noget man taler om…
De fordele, som de medvirkende får ud af kammeratkapitalismen, er svære at dokumentere, og rede penge nærmest umulige at spore. Effekten af kammeratkapitalismen kommer imidlertid primært til udtryk i form af vurderinger og beslutninger, der umærkeligt fører til politiske, økonomiske og strategiske fordele for de implicerede. Processer lægges til rette, så de passer ind i de medvirkendes fælles forståelse af et ”hensigtsmæssigt” slutresultat. De medvirkende får fordele af arrangementet, og alle andre, der i sidste ende betaler, har ikke en chance for at gennemskue, hvad der foregår.

Ingen overraskelser – tak!
En af årsagerne til uvæsenet har rod i, hvordan det politiske system arbejder. Ministerierne prioriterer ofte ret så kortsigtet, ganske enkelt for at skaffe politisk og administrativ arbejdsro. Ministeren må for alt i verden ikke få morgenkaffen galt i halsen! De langsigtede mål fastlægges med aftaler mellem politiske partier, og aftalerne er i praksis ubrydelige. Det betyder, at de ikke kan justeres, når der uvægerligt sker ændringer i forudsætningerne. Det politiske behov for ro på bagsmækken her og nu og en fremtid, der er støbt i politisk aftalebeton, er to vilkår, der passer rigtig dårligt sammen med virkelighedens mange og løbende omskiftelser. Det indebærer så, at der løbende er brug for at få produceret beroligende analyser, der viser hensigtsmæssigheden af den administrative praksis og de allerede fastlåste politiske valg. Den slags er der leverandører til på markedet. Den ene tjeneste er den anden værd – kammeratkapitalismens grundliggende brændstof.

Et par eksempler:

IC4 – det skal nok gå alt sammen!
IC4-skandalen er velkendt. Den består i sin grundsubstans af en årelang konfliktsky ulyst til i tide at tage den politisk/administrative konsekvens af et klart fejlslagent projekt. Da den bestilte vare på ingen måde blev afleveret pr. 1. januar 2006, som den skulle ifølge kontrakten, burde hammeren være faldet. Men det ville have været for stor en kamel at sluge på én gang for de ansvarlige. I stedet konstruerede man løbende rationaler for den ene udsættelse efter den anden, med det formål at købe sig tid, så offentligheden gradvist kunne vænne sig til tanken om de mange spildte milliarder, og så de ansvarlige på den måde havde udsigt til at slippe billigere.

Springer vi eksempelvis frem til 2011 - hele fem år efter, at alle togsættene skulle have været afleveret - bestilte man så nok en uafhængig konsulentrapport. Firmaet, der fik opgaven, skulle ”kortlægge status for IC4-leverancer samt kortlægge alle de væsentligste tekniske problemer med IC4-togene med betydning for kundeoplevelsen.” Firmaets konklusion var: ”..at IC4-projektet burde videreføres, og toget med tiden kunne indsættes i landsdelstrafikken som oprindeligt planlagt.” Hvordan i al verden kunne man komme frem til en så klar konklusion efter alle disse år med IC4-problemer som perler på en snor? Men rapporten gav ro på bagsmækken for en tid. Noget for noget.

Det blev end ikke forsøgt holdt skjult…
Men det værste eksempel optræder dog i forbindelse med Transportministeriets kvalitetssikring af de officielle trafikprognoser for Femern-forbindelsen. Trafikprognosen bruges direkte til indtægtsprognosen, så trafikprognosen er helt afgørende for vurdering af projektets samlede økonomi. Ministeriet bestilte højst foruroligende opgaven hos klodens ultimativt mest inhabile ingeniørfirma. Inhabiliteten skyldtes, at det pågældende firma samtidig var prækvalificeret til selve byggeopgaven og derfor umuligt kunne udtrykke kritik af projektets helt basale forudsætning.

I de mere end seks hundrede sider, der beskriver trafikprognosen, leder man forgæves efter dokumentation af en helt afgørende overflytning af store trafikmængder fra Storebæltsbroen til Femerntunnelen. Ikke så meget som én forklarende linje bød rapporterne på. Trafikoverflytningen var nemlig konstrueret af Sund & Bælt-konsortiet og ikke af de konsulenter, der varetog prognoseopgaven. På trods af det klokkeklare kvalitetsbrist i trafikprognosen – og der var mere fra samme skuffe – så fik Transportministeriet ikke overraskende sit ønskede kvalitetsstempel. Transportministeriet vidste naturligvis alt for godt, at trafikprognosen ikke hang sammen. Men det politiske forlig om Femern var ubrydeligt, så sagen skulle køres gennem Folketinget, sådan at der formelt set ikke var noget at komme efter. Derfor var det bydende nødvendigt, at opgaven skulle udføres af et firma, der ikke kunne holde til at levere andet end en blank godkendelse. Det var og er en alvorlig skamplet ikke bare på Transportministeriet men også på det firma, der burde have sagt nej tak til opgaven.

Der har ikke været noget efterspil. Hverken ombudsmand, rigsrevision eller statsrevisorer har kritiseret forløbet. Den ringe interesse for bedraget må tilskrives, at kammeratkapitalismen i magtens centre er fuldt accepteret som et i praksis politisk nødvendigt virkemiddel.

I fængsel for kurspleje – men Femern går fri
To erhvervsfolk har for nylig fået langvarige fængselsstraffe for anklager om kurspleje i et aktieselskab. Femern A/S er også et aktieselskab, men staten er eneaktionær. Der er derfor i princippet ikke andre investorer, der har kunnet tabe penge som følge af bedragets ”kurspleje” af værdien af statens aktier i Femern A/S. Vore domstole  skal derfor ikke se på sagen, og den daværende minister skal derfor på ingen måde frygte en fængselsdom. At et helt Folketing blev vildledt, og at knap seks millioner ufrivillige kautionister på Femerns byggelån er blevet snydt i en beløbsramme, der er ufatteligt mange gange større end det, de to erhvervsfolk bures inde for - ja det er åbenbart helt uden betydning.  

Etiske retningslinjer
Skal vi kunne regne med retvisende analyser og kvalitetssikringer af statens aktiviteter, så må der etableres et sæt etiske retningslinjer for, hvordan statens opgaver udbydes, og hvad der evt. diskvalificerer hvem. Det er jo muligt at udbyde en opgave så snævert, at resultatet er givet på forhånd, og almindelig anstændighed i opgavetildeling er som beskrevet ikke nogen selvfølge. Man kan desværre ikke forvente nogen oprydning fra Transportministeriets side. Man kan heller ikke generelt forvente, at et firma, der sættes under statsligt pres, selv går rettens vej eller klager til klagenævnet for offentlige udbud. Der er for megen fremtidig økonomi på spil for det enkelte firma.

Men rådgiverbranchen bør yde mere proaktiv og bedre beskyttelse af sine medlemmer. Et sæt etiske spilleregler kan genskabe ordentlighed om tildeling af opgaver og beskytte det enkelte firma mod urimelig økonomisk pression fra statens side. Indtil noget sådant er på plads, kan jeg kun anbefale, at der ved afgørende undersøgelser og kvalitetsanalyser stilles krav om at hyre en så ekstremt uafhængig ekspertise, at kun rådgivere fra oversøiske lande i praksis kan opfylde kravene.


 

Se flere blogs



Profil

Knud Erik Andersen

Knud Erik Andersen

civilingeniør, selvstændig rådgiver
Knud Erik Andersen deler her på bloggen sin indsigt i Femernforbindelsen, Storebæltsbroen og andre varme transportpolitiske kartofler, når han skriver om trafik og infrastruktur.

Han er forfatter til "The Fehmarn Belt fixed link - made in Denmark", og arbejder med vurdering af trafik, infrastruktur og trafikpolitiske virkemidler. Han har i særlig grad arbejdet med de store faste forbindelser.

Knud Erik Andersen har arbejdet i Vejdirektoratet i en lang årrække, bl.a. som vej- og trafikchef (2002-10), han har været chefrådgiver i trafikplanlægningsfirmaet Tetraplan, og så er han fhv. formand for Transportøkonomisk Forening.