Op på løbebåndet! To råd til danske virksomheder

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Glæder du dig til weekend? Det tror jeg i hvert fald mange danskere gør, da de fleste nu er tilbage efter ferien og i fuld gang på jobbet igen. Mange er måske kommet helt ned i tempo – og kalorieindtaget har måske de sidste par uger været lidt højere end normalt! Så nu er det tilbage på løbebåndet.

Jeg har det i hvert fald som om, jeg er blevet kastet ned på løbebåndet, der allerede ruller derud af. For der er gang i økonomien i Danmark. Som advokat beskæftiger jeg mig særligt med køb og salg af virksomheder, og kigger jeg lidt frem på efteråret, så ser jeg to udfordringer, som mange danske virksomheder kommer til at kæmpe med.

Danske virksomheder er i høj kurs, men husk…

Forårets positive tendenser inden for køb og salg af danske virksomheder, tror jeg vil fortsætte. Der er generelt godt gang i markedet, og der er simpelthen så mange dygtige virksomheder, der bare har styr på forretningen. Og det kigger investorer altså efter, hvorfor jeg tror, at 2017 vil overgå sidste år i forhold til antallet af virksomhedsoverdragelser.

Hvis jeg skal pege på et enkelt punkt, hvor mange virksomheder kommer til at bruge ekstra tid og energi, ja så er det på at få ”orden i penalhuset”, som jeg plejer at sige. Altså at man sørger for at alt bare er forberedt ned til mindste detalje, inden man går ind i forhandlinger – uanset om man står på køber- eller sælgersiden. Er du køber så skal du altså have styr på din egen forretning og kunne vise modparten, at det vil gavne dem at lave en aftale med jer. Er du sælger jamen, så siger det sig selv, at prisen du kan forlange for din virksomhed i høj grad afhænger af, om du har styr på alle dele af virksomheden, og kan svare på alt.

Og nogen gange kan jeg godt fornemme, at mange måske overser de her ting i deres iver efter at komme i mål med en handel. Denne del fylder i hvert fald mere og mere i de mange forhandlinger, jeg har været en del de sidste ti år. 

Håndtering af intern uro

En anden tendens, jeg især mærker her og nu, er den stigende interesse for, hvad interne stridigheder eller ”kultur-sammenstød” kan have af konsekvenser. Ikke fordi det i sig selv er noget radikalt nyt, men interessen for feltet – og ikke mindst de katastrofale følger, det kan få, hvis der opstår uro – er bare markant højere end for blot fem år siden. Eksempelvis ved fusioner af to virksomheder er det bare et område, der ofte bliver lidt nedprioriteret – især i forhold til at få to forskellige kulturer forenet. Og det koster bare på bundlinjen.

Jeg skal i efteråret selv ud og holde en række foredrag om netop de ledelsesmæssige udfordringer ved fusioner, men også håndtering af personer, der skaber intern uro i en organisation. På samme vis hører jeg ofte fra bestyrelser, der ønsker at sikre sig, at der ikke opstår denne slags udfordringer, og derfor leder efter metoder at håndtere dem på – særligt hvis de står over for køb eller salg.

Så der er gang i løbebåndet, og skal man hoppe på og lande på benene, så kræver det altså, at man tager sine forholdsregler. God tur!


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.