Hvornår fik du sidst beskidte hænder på fabriksgulvet?

Karim Ben M'barek

Forleden læste jeg en sjov artikel om computerkongen Bill Gates, der efter sigende skulle have forladt kontoret for at tage et gammelt headset på for en stund som supportmedarbejder.

Det var tilbage i 1989. Microsoft havde lige åbnet et nyt, gigantisk supportcenter, og Bill Gates var på visit, da han overtog headsettet for en måbende supportmedarbejder i Microsoft. Den nu 61-årige mangemilliardær løste kundens udfordringer til perfektion, og ifølge historien skulle kunden have ringet ind senere og bedt om at få hjælp af samme medarbejder. Om det blot er en and, skal jeg ikke kunne sige, men den fik mig til at tænke over min egen og resten af erhvervslivets ledelsesstil.

Selvom man som virksomhedens topleder forhandler store kontrakter, går til vigtige møder og har drevet virksomhed i mange år, er det en god idé at løsrive sig selv fra de travle, faste rammer på ledelsesgangen og komme ned og rode lidt i maskinrummet. Som leder kan man hurtigt glemme de forhold og rammebetingelser, ens medarbejdere arbejder under. Man risikerer også at overse forbedringsmuligheder omkring ens produkter eller ydelser, hvis ikke man husker at besøge fabriksgulvet og få beskidte hænder en gang i mellem.

I dag bliver mange topchefer headhuntet til virksomhederne for at løse specifikke udfordringer med en stram tidslinje. Jeg tror desværre, at mange aldrig når at besøge virksomhedens egentlige DNA, som medarbejderne udgør. De har hverken tid til at tale med medarbejderne eller høre om deres udfordringer, skønt det kan løfte sløret for virksomhedens svage sider og dermed gøre selvsamme topleders opgave nemmere.

Personligt har det været utrolig lærerigt for mig at forblive en del af den daglige drift i Washa ved selv at tage ud og snakke med vores kunder for at sikre, at vores service levede op til det fulde potentiale. Jeg tager stadig tit en køretur for at hente det beskidte vasketøj og aflevere det igen, når det er renset og foldet.

Som ung iværksætter ved jeg, hvordan det er at starte fra bunden med få eller ingen ansatte.  Jeg har arbejdet med alt fra bogholderi, administration, markedsføring til lavpraktiske opgaver som at tage skraldet ud fra kontoret.

Jeg ved godt, at de mange topledere der headhuntes, ikke har samme forudsætninger som mig, men som leder mener jeg, at det er vigtigt at besøge fabriksgulvet i ny og næ. Det har både leder og virksomhed godt af. Hvornår har du sidst besøgt fabriksgulvet og fået beskidte fingre?


 

Se flere blogs



Profil

Karim Ben M'barek

Karim Ben M'barek

adm. direktør og medstifter, Washa.dk
Som iværksætter fra den digitale generation har Karim Ben M'Barek en klar holdning til, hvordan en nystartet virksomhed skal ledes og drives til succes. Han blogger om de daglige udfordringer, iværksættere møder.

Karim Ben M'Barek er adm. direktør for og medstifter af onlinevaskeriet Washa.dk, der tilbyder tøjvask og rens via digital bestilling. Han har tidligere arbejdet for den digitale tjeneste Autobutler.