Den moderne medarbejder anno 2017 er at finde i Zoo

Den moderne medarbejder anno 2017 er at finde i Zoo
Alexandra Krautwald

Omgivelserne er en illusion. Man foregiver, at miljøet er gunstigt for dem, der befinder sig i det. Men det hele er løgn, og på den måde minder scenariet om en gennemsnitslig dansk arbejdsplads. Men jeg opholder mig rent faktisk i Københavns Zoologiske Have.  

Dyrene agerer ligesom de medarbejdere, jeg møder så mange af i det moderne arbejdsliv. De ser ligesom dyrene i Zoo også ud til at lide overgreb, kede sig og apatisk søge en vej ud af deres fangeskab. Dyrepasserne, som jeg passende kan sammenligne med vores organisationers HR-personale, lader som om, alt er godt. Desværre kan dekorative, kunstige klipper og smukt udformet papmache ikke gøre det for dyrene. Ligesom lounge-områder, biblioteker og løbebånd i kælderen heller ikke redder en medarbejders skrantende arbejdsliv.

Ligheden mellem de to verdener er slående.

Her bruges værdier også hæmningsløst

Jeg flytter mig og når en tunnel, der forbinder den ene del af haven med en anden. Her hænger der plakater på murene, og de minder mig om mange virksomheders værdigrundlag. Fælles for dem er flosklerne. Jeg tænker over, hvorfor organisationer overhovedet behøver at gøre omgivelserne opmærksomme på sine værdier. Ville det ikke være enormt meget mere værdiskabende bare at udleve de fine ord og gode intentioner i adfærd? På den måde ville man jo leve i overensstemmelse med værdierne, og derfor ville den slags brandingkampagner være dejligt overflødige. Omvendt så er plakaterne jo lette at producere og en nem måde at slippe udenom den reelle opgave på.

 
 
 
 

Jeg har i min karriere oplevet harmoniske medarbejdere. Jeg har også set elefanter i fri natur på Sri Lanka. Elefanten i København Zoo ligner en levende død, som den står der og glor ind i den kolde betonmur. Den ligner ham Rasmus fra IT-afdelingen hos en af de virksomheder, jeg har min gang i. Hans blik har også ramt muren.

Burene, som dyrene bor i, minder mig om de mange åbne kontorlandskaber, man ynder at byde medarbejdere på danske arbejdspladser. Der stuver man også væsener ind på alt for lidt plads og beder dem om at levere. Endda regner man med, at de ser glade ud, mens de gør det. Men det er jo ikke komfortabelt at sidde der til udstilling for direktion, bestyrelse og kunder, der går forbi. For i det åbne kontorlandskab er medarbejderne aldrig i fred; de forstyrres og stresses af for mange og for høje lyde, generende lys og anden uro. Med samme følelse passerede jeg løverne, aberne og pingvinerne den dag i haven.

I det moderne arbejdsliv kan de fleste medarbejdere søge hjælp hos en mindfulness-instruktør eller en yogalærer, når de ikke har flere cylindere tilbage at trække på. Den mulighed har dyrene i haven ikke. Om Zoo da bare havde en sundhedsordning for dyr á la Falcks, så kunne dyredirektøren fedte ansvaret for mistrivslen videre ud i systemet. De har ellers tænkt på meget i den have, men en sundhedsordning har de overset, selvom det ikke er spor svært at få øje på, at der er nogle, der trænger til hjælp og omsorg.

Se blot her:

 

Selv konkurrencepsykosen er nået hele vejen ind i Zoologisk Have, hvor man opfordres til at dyste med dyrene. Det er da ikke underligt, at så mange mennesker udvikler sig til at tro, at det at trumfe hinanden, trumfer samarbejde og god flokmentalitet.

 

Det mest skræmmende, jeg oplevede på min gang gennem haven, var ikke, som man måske skulle tro, dyrenes forhold og udtryk i øjnene. Derimod chokerede menneskedyret mig langt mere. I fulde og ramme alvor gik de rundt i haven og lod til at lade sig inspirere positivt af de overgreb, der foregik lige der for øjnene af dem.

Det kendetegner vores moderne arbejdsliv, at vi har løsrevet os fra flokken, fra virkeligheden og fra forholdet til det, der er rigtigt. Og naturligt. Det er en gedigen fejlopfattelse, at vi tror, at vi ved at bygge universer op, der ser rigtige ud, så også kan få det til at være rigtigt.

Hvis jeg var topleder ...

ville jeg skynde mig at indse rigets reelle forfatning. Jeg ville tage mig modet til at forstå den virkelighed, jeg var en del af, som blandt andet består af for store krav til overperformance, umenneskelig præstationer og målopfyldelse i en hverdag med alt for meget kompleksitet og forandringsprojekter. Og jeg ville invitere mine ledende medarbejdere på en tur i Zoologisk Have (jeg ved godt, de mener det godt og selv tror fuldt og fast på deres værdier og positive virke), og der ville jeg stille dem et vigtigt spørgsmål:

"Hvor gik det galt? Abede vi efter de zoologiske haver, eller abede de efter os?"


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.