Glæder du dig til at se din chef igen?

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Så er sommerferien for manges vedkommende ved at være slut, og det er "back to work". Efter et par ugers ferie så er det nok de fleste, der lige mærker efter i maven, hvor stor gensynsglæden med arbejdspladsen egentlig er. Det er nok helt naturligt, da det jo er mange timer, vi tilbringer på arbejdspladsen. 

Jeg glæder mig selv til at skulle tilbage, selvom jeg - lige for husfredens skyld - vil understrege, at jeg virkelig har nydt at være mere sammen med familien de sidste par uger. 

Men jeg har tidligere hørt venner og bekendte, der ikke glædede sig til at skulle tilbage på arbejde efter sommeren. Og for nogens vedkommende, tror jeg det i høj grad skyldes chefen.  

”Cheer up”

En god chef betyder enormt meget for ens trivsel, ikke bare på arbejdspladsen, men også derhjemme ved familien.

Det fik mig til at tænke på en episode for en godt 15-20 år siden under min tid hos A.P. Møller- Mærsk, hvor jeg i 6 år bl.a. var bestyrelsessekretær med direkte reference til Hr. Møller.

Situationen var den, at jeg var blevet syg, og lægerne kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var galt. Jeg var væk i nogle uger, havde det elendigt, og var derudover enormt påvirket af ikke at kunne passe mit arbejde - og følte måske også et eller andet sted, at jeg svigtede mine kollegaer. 

En dag, mens jeg lå syg derhjemme, modtog jeg et brev på hjemmeadressen. Det var et fire siders håndskrevet brev fra Hr. Møller, hvor han opmuntrede mig, og kom med eksempler fra sit eget lange arbejdsliv, hvor han havde oplevet modvind. Han beskrev, hvordan han var kommet op igen, hvad han havde lært, og hvorfor jeg ikke skulle bekymre mig, da han var sikker på, jeg ville komme stærkere tilbage. Hvilket jeg gjorde et par uger efter.

Det var enormt opløftende, og vidner jo i min bog om format og en leder, der oprigtig tog interesse i sine medarbejdere. ”Cheer up!” stod der sidst i brevet, som jeg har gemt derhjemme og altid vil huske.

Den moderne leder

I det moderne arbejdsliv er der ofte pres på fra morgen til aften, og er kemien med chefen dårlig, så kan det ikke undgås at få betydning for ens trivsel.

Der tales mange steder om moderne ledelse, værdibaseret ledelse, demokratisk ledelse, osv. osv. Jeg skal ikke gøre mig klog på det område, men blot konstatere, at nogen gange, er det bare den personlige interesse i andres ve og vel, der kan gøre hele forskellen.

Det er i hvert fald blevet min tilgang til ledelse.


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.