Selvfølgelig skal vi have EMA til København

Tove Holm-Larsen
BLOGS Af

Regeringen har netop indleveret ansøgningen om at få lægemiddelagenturet (EMA) til København. Og med det samme går bølgerne højt. Politiken bragte i går en forsideartikel om, at regeringen har valgt at tilbyde gratis husleje til EMA i 20 år, og har regnet sig frem til, at det vil koste Danmark 1 mia kr. Det er mange penge, selv fordelt over 20 år, så spørgsmålet er, om det kan betale sig at investere så store midler i at få EMA til København? Det helt entydige svar er: ’JA’.

Vil EMA i DK være 1 mia. kr værd over 20 år?

EMA kommer med 900 arbejdspladser til højtuddannede specialister indenfor natur- og sundhedsvidenskab. Derudover medfølger et utal af konferencer, møder, hotelophold og rejser frem og tilbage. EMA vil altså føre til flere solide skattebetalere, men samtidig også en stigning i netop den type arbejdspladser, som vi gerne vil have flere af i Danmark: Stabile, ikke forurenende og højtspecialiserede, som er svære at flytte til lande med lavere lønniveauer eller lavere selskabsskat.

De indirekte gevinster ved EMA i DK

Mindst lige så vigtigt er de ringe i vandet, som EMA vil skabe, hvis agenturet flytter til Danmark. Danmark har i forvejen en imponerende stor life science sektor, der i 2016 stod for 14% af Danmarks eksport og genererede ca. 90.000 arbejdspladser. Hvis EMA flytter til København, bliver Danmark en af de helt store life science-nationer, på niveau med Schweiz. Det vil i sig selv tiltrække store medicinalfirmaer, give inspiration til den store underskov af biotekfirmaer, der allerede findes i Danmark, øge investeringerne i life science-forskning og styrke natur- og sundhedsvidenskaberne på vores universiteter.

Hvis man vil vinde, må man turde tro på sagen

Regeringens stats på 20 års gratis husleje er et stærkt og fornuftigt forsøg på at lokke EMA til København. Det er vigtigt at turde investere i at fastholde de industrier, vi mener skal være centrale for Danmark i fremtiden. Sverige var for bare 15 år siden en gigant i life science-industrien og havde en perlerække af store medicinalfirmaer. I dag er ingen af dem på svenske hænder. Så lad os smide de små sko langt væk og i stedet bakke op om det store EMA-stats, som vil fastholde og videreudvikle life science i Danmark.


 

Se flere blogs



Profil

Tove Holm-Larsen

Tove Holm-Larsen

Tove Holm-Larsen giver den økonomisk interesserede læser overblik over medicinalsektoren. Hun peger på signifikante megatrends i en kompliceret branche med vital betydning for Danmark.

Tove Holm-Larsen er ph.d. i sundhedsøkonomi og adjungeret professor på Ghent Universitet i Belgien. Hun driver rådgivningsfirmaet Pharma Evidence, hvor hun rådgiver store danske og internationale virksomheder i forbindelse med bl.a. prisforhandlinger i det meste af verden.