Det nære, svære demokrati

Cecilia Lonning-Skovgaard

I København sidder vi i alt 55 valgte politikere i Borgerrepræsentationen. Vi træffer mange forskellige beslutninger for hele kommunen – for alle bydele og på vegne af samtlige 600.000 borgere. Sådan fungerer det repræsentative demokrati, og det fungerer i det store og hele udmærket. Men i nogle sager er det godt at få input fra lokalområderne for at øge kvaliteten i de indstillinger, vi politikere træffer beslutninger ud fra. I en storby som København er det ikke muligt for os borgervalgte – uanset hvor stort vores engagement er i bydelene – at nå rundt og have fingeren på pulsen i alle forhold rundt om i byens kvarterer.

Af den grund har Københavns Kommune siden 2008 haft 12 lokaludvalg, hvis hovedformål er at være bindeled mellem borgerne og politikerne i Borgerrepræsentationen. Selvom det umiddelbart lyder som en ligetil og god løsning på at mindske afstanden mellem politikerne på rådhuset og byens borgere, har den dog vist sig at rumme mange udfordringer. Udfordringer, som med årene har vokset sig til problemer, fordi Overborgmester Frank Jensen (S) som den ansvarlige borgmester for lokaludvalgene hverken har ønsket eller formået at tackle problemerne i tide.

Hvordan fungerer lokaludvalgene
Hvert lokaludvalg består af lokale ildsjæle, der brænder for deres lokalområde. Der er tale om politiske repræsentanter samt mennesker fra de lokale foreninger og klubber. De mødes en eller flere gange om måneden for at træffe formelle beslutninger om høringssvar til forvaltningerne, uddele puljemidler til lokale arrangementer og udarbejde bydelsplaner. Derudover har de en vigtig opgave i at skabe et samarbejde og en dialog mellem det lokale område og Borgerrepræsentationen samt forvaltningerne. Det er denne opgave, som er eksistensgrundlaget for lokaludvalgstanken.

Lokaludvalgene får årligt ca. 55 mio. kr. Heraf er ca. 37 mio. kr. afsat til puljemidler. Puljemidlerne anvendes selvstændigt af lokaludvalgene og går til arrangementer og projekter, som eksterne ansøgere står for, til lokaludvalgets egne projekter såsom bydelsplaner, annoncering og kommunikation, og til løn og administrative udgifter i lokaludvalgenes sekretariater.

Manglende repræsentativitet og uigennemsigtige puljer
Lokaludvalgene skulle være københavnernes bindeled til os politikere i Borgerrepræsentationen. Men når man ser på, hvem der sidder i de forskellige lokale udvalg, viser det sig, at det er et ganske smalt udsnit af borgere, der engagerer sig i lokaludvalgsarbejdet.

Lokaludvalgene er for øjeblikket ved at blive evalueret – og min forventning er, at meget vil se ud, som det gjorde, da lokaludvalgene sidst blev evalueret tilbage i 2010.

Her var et af kritikpunkterne den skæve repræsentativitet i udvalgene. De unge, nydanskerne og børnefamilierne manglede i lokaludvalgene. Dermed afspejlede sammensætningen af lokaludvalgenes medlemmer ikke beboerne i de bydele, de skulle repræsentere, hvilket gav en skævhed i repræsentativiteten og legitimiteten. Også det tunge administrative system (hvert lokaludvalg har op til 3-4 administrative medarbejdere) blev behandlet i evalueringen, og det vurderedes, at selve organiseringen spandt ben for lokaludvalgenes udfarende og opsøgende rolle – de lukkede sig om sig selv og for meget tid gik med udvalgsmøder og dagsordenforberedelse.

Endelig blev der set på tildelingen af puljemidler, som fik kritik for manglende effektmålinger. Fx blev der givet tilskud til lånehøns, skinnecykling, dans, speeddating, udlån af telte, mosteri, undersøgelse af bilfrit bykvarter, eventcykel, keramikovn, regnslag, sundhedsweekend, workshops om bæredygtig livsstil og det simple liv og merchandise. Listen var (og er fortsat) uendelig lang, og man har for længst mistet overblikket over, hvad arrangementerne og tilskuddene dækkede over.

Fremtidens nærdemokrati er digitalt
Mit bedste bud er, at det ikke er gennem lokaludvalgene, vi får den bedste og bredeste dialog med borgerne rundt omkring i byen – men at fremtidens lokale dialog med Borgerrepræsentationen og forvaltningerne skal foregå digitalt.

Danskerne og ikke mindst københavnerne er nogle af de mest digitale borgere i verden. Vi skal udnytte, at vores borgere allerede i dag sidder klar ved tasterne – og er klar til at give deres besyv med.

I sager, hvor der fx skal udarbejdes lokalplaner eller gives input til et konkret forslag om byggeri, kan der – ud over digitale muligheder for at ytre sig – også være tale om, at et rullende sekretariat for lokal inddragelse bliver sendt ud til byens brændpunkter, altså dér hvor der er behov for at høre borgerne om en given sag. Så er der ikke længere tale om 12 faste punkter på dagsordenen for lokaludvalg, men om et mobilt, dynamisk sekretariat som skal besidde ekspertise i borgerinddragelse samt fx juridiske og kommunikative kompetencer.

Og endelig kan vi selvfølgelig skabe en digital løsning for håndtering af ansøgninger til diverse arrangementer i bydelene og på tværs af bydelene. En samlet indgang og håndtering kan understøtte en mere systematisk og strategisk tilgang til uddeling af midler og opfølgning på, om den givne bevilling har været en succes.

Om kort tid får vi som sagt resultatet af endnu en evaluering af lokaludvalgene. Dén vil jeg glæde mig til at læse – og så vil jeg gå til mine kolleger i Borgerrepræsentationen for at høre, om vi ikke skal sætte os ned og kigge på lokaludvalgenes fremtid. Lad os få støttet det lokale, nære demokrati i København, så det også bliver nærværende for alle borgere.

 


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.