Grund til optimisme

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Hun er ikke større, end at jeg ville kunne holde hende i favnen som en baby eller en skødehund, men hun er for tung, så jeg ville ikke have lyst til at slæbe rundt på hende eller sidde og putte med hende. Hun er lavet af bronze. Hun er kunst. Hun står på en hvid sokkel i en montre hvis glas jeg har lyst til at smadre, så jeg kan røre hendes udstrakte hånd.

Det er ikke, fordi vi skal give hånd på en handel eller sige pænt goddag. Det er heller ikke fordi vi skal danse, men det er fordi hendes udstrakte hånd viser, at hun har lidt og jeg har meget og derfor bør dele.

Dét tænker jeg, da jeg passerer hende på vej ind til udstillingslokalerne i det lettere overrendte Neue Galerie, hvor hun er placeret, lidt akavet, ikke langt fra postkortsalg og billetreception, som en tilføjelse på en banegård, hvor ikke alle bemærker hendes tilstedeværelse.

Blikket er i øvrigt nedslået, men kappen falder smukt om kroppens siddende oval med udstrakte ben og ydmyg nakke. Jeg tænker på, at hun ogå ville have gjort sig godt uden for sin montre, placeret på gulvet, så museumsgæsterne ville kunne snuble over hende.

Jeg kan godt lide den slags kunst, som jeg snubler over. Og i den monster store udstilling, documenta 14, er det denne lille bronzeskulptur, som jeg faldt over og tog med mig hjem som det stærkeste minde.

Man kan sige alt muligt om documenta 14's kuratoriske og konceptuelle greb, for denne femårlige udstilling er en yderst ambitiøs og gennemarbejdet international billedkunstnerisk præstation, i år med en satelit i Athen, et omfattende samarbejdsprogram og en allestedsnærværende politisk bevidsthed. Men det er kunstværkerne, som jeg er kommet for at se.

Hun hedder Russiche Betlerin II, måler 23 x 41,8 x 18,3 cm, er fra 1907 og lavet af Ernst Barlach. Som sådan er hun ikke nogen nyhed, men ikke desto mindre voldsomt æstetisk. Som produkt, traditionelt kunstværk, kommunikerer hun stadig klart i en udstilling med cirka 350 udstillere og tusindvis af kunstværker fordelt på henved 100 forskellige udstillingslokaliteter, hvis man tæller både Kassel og Athen med.

Af andre enkeltstående kunstværker var jeg navnlig glad for filmen I had nowhere to go fra 2016 af Douglas Gordon på 97 minutter, det er migration menneskeliggjort og filmisk eklatant; The Raft fra 2004 af Bill Viola på 10:30 minutter, der burde vises ved alle klimakonferencer; La sombra fra 2017 af Regina José på 18 minutter, der med sin tank og løbende kvinde var klar som en akvarel; I soldier fra 2005 af Köben Ergun på 7:14 minutter, som sagtens kunne gøre sig viralt; Realism af Artur Zmijewski fra 2017 som seks-kanals projektion med film af hver 4-12 minutter, udstillende smukt insisterende amputerede mandekroppe; Philosophical Works and Unrealized Projects af Agnes Denes fra 2017 på 14 minutter, et fint overbik over en fin produktion; Journey to Russia 1989-2017 af Yervant Gianikian & Angela Ricci Lucchi og naturligvis Fotonitzen documenta 2 af Hans Haacke fra 1959. Alt i alt får jeg lyst til at citere Bob and Roberta Smith: There is Still Art There is Still Hope.  

Og så til Münster.

Hvor Documenta-udstillingen i Kassel er hvert femte år er udstillingen Skulptur Projekte Münster hvert tiende. Her er alle værker placeret rundt om i den lille by og det er mere eller mindre overskueligt. Fra denne udstilling vil jeg også nøjes med at fremhæve et enkelt værk, nemlig Momentary Monument af Lara Favaretto, som præsenterer en udhulet granitblok i det imposante format 420 x 140 x 155 cm.

Det ligner en skulptur, og det er en skultpur, men det er også en sparebøsse, for i den ene side er en sprække til donationer. Efter endt udstillingsperide bliver granitblokken smadret, donationerne overdraget til velgørenhed (migranter) og granitstumperne genbrugt. Kunstneren har siden 2009 ladet lignende skulpturer opstille rundt omkring, og jeg kan rigtig godt lide den praktiske dimension.

Kunst er symboler, vi kan gøre noget med, og jeg tror på, at de kan gøre os mere rummelige, mere praktiske, mere venlige og mere fornuftige. Der er stadig kunst, så der er stadig håb.

Alle fotos Line Rosenvinge pånær nummer fire fra oven. Barlachs bronzeskulptur er del af samlingen på Museumslandschaft Hessen Kassel.

Udstillingen documenta 14 kan ses i Kassel til og med den 17. september 2017. Udstillingen Skulptur Projekte i Münster kan ses til og med den 1. oktober 2017. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.