Skolerne, der sagde nej

Cecilia Lonning-Skovgaard

Vi var mange, der spærrede øjnene op, da det for nylig stod klart, at samtlige syv københavnske skoler, der var inviteret med til at få del i regeringens pulje på 500 mio kr. til fagligt udfordrede skoler, havde takket nej.

På formanden for de københavnske skoleledere og den administrerende direktør for hovedstadens Børne- og Ungdomsforvaltning kunne man forstå, at dette var begrundet i hensynet om at "få ro", en holdning om at tre år er for kort tid til at ændre noget, samt en principiel modvilje mod økonomiske incitamenter (fra formanden lød det arrogante svar således - "Hvad skal jeg med de penge ? Købe tusser for dem ?").
 
Status quo er ikke opmuntrende
Set udefra er beslutningen mere end almindelig svær at forstå. De dårligst performende 10-15 skoler i København har i mere end et årti reelt stået stille. Nogle af skolerne er bestemt udfordrede af "svage" grunddistrikter med mange tosprogede elever og elever med en svag socioøkonomisk baggrund. Og meget har været forsøgt - heldagsskoler, profilskoler, ændrede skoledistrikter - før folkeskolereformen for tre år siden kom rullende og overtog dagsordenen. 

Så her står vi. Lullet ind i en fortælling oppefra om, at det skam går fremad i den københavnske folkeskole – om end umådelig langsomt – og at både karakterer, søgning og folkeskolereform nok skal blive en succes, hvis vi bare giver det lidt mere tid (igen kan afvisningen af regeringens penge undre - for hvis man vitterlig ER på vej frem, hvorfor så ikke tage imod tilbuddet om penge, der udløses i takt med forbedrede resultater ?).
Forældrene ved godt, at den er gal - og vælger i stort tal enten privat- og friskoler, eller sørger som minimum for en opskrivning til samme skoler fra 6. eller 7. klassetrin. Og lærerne kæmper tappert videre med reformen og søger ikke overraskende væk fra professionen i større grad, end man tidligere har set det.

Hvordan kommer vi videre ?
For mig at se, er det nu eller aldrig, hvis vi skal redde den københavnske folkeskole - og dét vil kræve tre konkrete tiltag. For det første et opgør med de mindst populære dele af folkeskolereformen. For det andet flere ressourcer. Og for det tredie en politiske og administrativ ledelse, der tror på, at det kan lade sig gøre at løfte skolerne - også på det korte og mellemlange sigt.

Folkeskolereformen først. Dele af reformen er fortsat uhyre upopulær blandt både forældre og lærere. Det gælder ikke mindst den lange skoledag, som virker som et unødvendigt indgreb i familiernes hverdag, og som kun få steder er blevet fyldt med den kvalitet og variation, der oprindeligt var lagt op til. Her tror jeg, at vi nøje skal følge regeringens seneste initiativ med at give 50 skoler større frihed til at organisere skoledagen, og se, hvad vi kan lære heraf i forhold til at give de resterende folkeskoler større frihedsgrader.

Så er der ressourcerne. Sammenlignet med andre kommuner er den københavnske folkeskole dyr - men pengene er skævt fordelt, da tilskudsmodellen er præget af et forholdsvist lille grundbudget og en mængde særbevillinger, hvilket igen betyder, at de svageste skoler har masser af penge, mens den store midtergruppe svigtes. Jeg mener, at vi dels skal tilføre flere penge til folkeskolen, og dels omlægge nogle af bevillingerne, så midtergruppen af skoler tilgodeses. I Odense har man for nyligt omlagt skolebevillingerne, hvilket har betydet, at 30 af byens 33 skoler har fået flere penge - dét kunne man bestemt lade sig inspirere af.

Endelig er der ledelsen. Ét element, der fremhæves igen og igen, når man analyserer vellykkede initiativer med at løfte udfordrede skoler, er ledelsen. I den britiske "Failing Schools" indsats blev ikke bare den administrative ledelse, men også op mod 80% af de lokale skoleledere udskiftet - for at gøre plads til folk, der for alvor troede på opgaven og som købte ind på de høje - og hurtige ambitioner - man havde. Der blev således sat helt konkrete mål, der skulle være nået allerede efter et og tre år - og dém skulle skolelederne selvfølgelig være bannerførere for. Vi skylder de københavnske skolebørn at indsætte ambitiøse ledere, der går forrest, tager opgaven på sig og forpligter sig overfor forældrene og lærerne på, at der rent faktisk vil ske mærkbare resultater OGSÅ på den korte bane - og ikke først når de nuværende skolebørn er blevet kontanthjælpsmodtagere.

Vi må og skal lykkes
Skolepulje eller ej - vores fælles ambition må være at få skabt en folkeskole, hvor de dygtigste elever trives, og hvor andelen af elever, der forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne godt nok til at gennemføre en ungdomsuddannelse, styrtdykker. Kan vi skabe en velfungerende folkeskole i København, der signalerer store ambitioner, har høj medarbejder- og brugertilfredshed og leverer stærke resultater, vil det være det enkeltstående største bidrag til fortsat vækst og fremgang - ikke bare i hovedstaden, men i hele Danmark.


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.