Det Konservative Hippieparty

Lars Barfoed
BLOGS Af

Politikere og andre politiske nørder er sammen med tusindvis af borgere ved at samles til årets folkemøde på Bornholm. Mødet er tænkt som et politisk fristed, hvor der er højt til loftet og plads til på en mere uforpligtende måde at drøfte politiske visioner. Det er der i høj grad brug for.

 Hippier, voksne teenagere og "The radical Left" 

En fri og måske endda eksperimenterende debat kan frigøre kreativitet men også bidrage til afklaring. Og det kan efterhånden være vanskeligt for borgerne at gennemskue hvilke partier, der står for hvilken kurs. Der bliver dannet alliancer på kryds og tværs i Folketinget, og det er meget vanskeligt at følge med i hvem, der holder med hvem. Og partier kan meget let have helt andre holdninger i dag end de havde for få år siden. Lad os bare tage et par eksempler:

-          Dansk Folkeparti blev stiftet som Fremskridtspartiet i sin tid med afbureaukratisering og nul-skat som mærkesager. I dag deler de skattepolitik og økonomisk politik med Socialdemokratiet. Men de støtter fortsat en borgerlig statsminister.

-          Alternativet markedsfører sig som et helt nyt bud på, hvordan man fører politik. Og det er rigtigt, at de danser sjove danse på deres landsmøde, hvor andre sidder stille og lytter eller måske synger en sang fra højskolesangbogen. Men skræller man formen væk, har de både erhvervspolitiske synspunkter og en miljøpolitik og europapolitik, der på mange strækninger ligner Det Konservative Folkepartis. Man kunne sige, at Alternativet er hippiernes svar på Det Konservative Folkeparti – Det Konservative Hippieparti.

-          Liberal Alliance blev født som et kompromisløst liberalistisk parti med stærke synspunkter, der ikke var til salg for ministerbiler. Men som teenagere, der for hurtigt bliver voksne, er de allerede nu blevet pragmatiske og fornuftige voksne politikere, som kører rundt i de ministerbiler, de før nærmest hånede andre for.

-          Socialdemokratiet erklærede, at Dansk Folkeparti ikke var "stuerene" og reagerede meget skarpt på VK-regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepolitik i årene fra 2001. Men i dag kan man ikke kile en våd avisside ind mellem Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

-          I Socialistisk Folkeparti sagde "Holger og konen nej til Unionen". Det er nu "old school". SF er i dag et af Folketingets mest trofaste EU-støtter, og Holger er EU-ordfører. 

-          Og som en kuriøsitet kunne man forestille sig en udlænding på besøg på Folkemødet, som får oversat et indlæg fra en radikal politiker, som har præsenteret sig som "MP from The Radical Left" og derefter fremlægger Det radikale Venstres stærkt liberale synspunkter om skattepolitik og økonomisk politik.

 "Det er uhyggeligt" 

Lige som i Lars von Triers "Riget" er der meget, der i virkeligheden ikke er, som det umiddelbart ser ud. Man fristes næsten til at citere opvaskeren i kælderkøkkenet i "Riget", som mange gange i serien gentager, at "det er uhyggeligt". I hvert fald er det vanskeligt at navigere i dansk politik.

Det er måske for optimistisk at forvente, at det sker på Folkemødet, men det ville være befriende, hvis partierne tænkte om ikke ud af boksen så ud af blokkene og i højere grad orienterede sig i forhold til andre partier ud fra deres syn på tidens vigtigste politiske spørgsmål i stedet for ud fra en traditionsbunden blokstruktur.

Et godt eksempel er behovet for fortsatte reformer, der kan sikre indtjeningen i danske virksomheder og dermed vores fremtidige velstand og offentlige velfærd. Det støtter regeringspartierne, V, LA og K, men hvad med støttepartiet DF? De er ikke med på den plan og har i stedet allieret sig med S på det område. Derimod kunne man godt finde Det radikale Venstre i den sag, men de støtter en anden regering, der ikke har den politik.

Som tingene står, er der simpelthen ikke flertal i Folketinget for en borgerlig økonomisk politik. Derfor er man nødt til at bruge Folkemødet og andre begivenheder, hvor politikere og vælgere mødes for at argumentere for sagen.

Et andet eksempel er EU-politikken der også vil være i brændpunktet i de kommende år af flere grunde, ikke mindst Brexit. Her skal man i de fleste sammenhænge arbejde på tværs af blokkene, hvis en VLAK-regering skal have et flertal bag sig i Folketingets Europaudvalg, når der skal stemmes i ministerrådet i Bruxelles. DF og Enhedslisten er ikke med de andre her, men de øvrige partier kan godt finde sammen.

Hvis man tager disse to områder og lægger dem "oven på hinanden" vil man se, at V, LA, K og R kan finde sammen om de store linjer i begge afgørende sager. Så skal de bare have DF eller S med også, så er der flertal, men det er nok ikke så let, hvis der ikke er en brændende platform, der er synlig for alle..

Tager vi så det tredje store emne, nemlig udlændingepolitikken, så er det straks mere vanskeligt. For her kan de fleste partier godt finde hinanden på en god dag, hvis de vil. Bortset lige fra R og Enhedslisten, der ikke vil være med; (men det er måske også et spørgsmål om et par år, før den bastion falder). Men hvorfor er det vanskeligt? Det er det af den grund, at disse to partier sammen måske efter næste valg har nøglerne til at låse Mette Frederiksen ind i Statsministeriet.

 Tal med vælgerne og sig, hvad du mener 

Det er med andre ord vanskeligt at se for sig en stabil politisk periode med arbejdsro til at føre en regerings politik ud i livet; og det gælder uanset hvilke taktiske krumspring, man gør. Derfor er det eneste at gøre måske noget så old-fashioned som at gå ud og tale med vælgerne og forsøge at overbevise dem om sin politik, som man lægger åbent frem. Man kan jo lægge ud på Bornholm i de kommende dage.

Godt folkemøde!


 

Se flere blogs



Profil

Lars Barfoed

Lars Barfoed

Lars Barfoed giver på sin blog dansk politik og de verserende politiske argumenter et eftersyn. Efter mange år i politik har han det analytiske overblik til at fokusere på større linjer og spotte de væsentligste udfordringer.

Lars Barfoed er uddannet cand. jur. Efter 14 år i Folketinget for De Konservative arbejder han nu med politisk og strategisk rådgivning som public affairs-direktør i kommunikationsbureauet Prime Time Kommunikation A/S.