Man helbreder ikke Skat bare ved at slå Skat ihjel

Man helbreder ikke Skat bare ved at slå Skat ihjel
Skat nedlægges og bliver til syv nye styrelser. Det løser ikke problemet, skriver Kim Ege Møller. Thomas Lekfeldt/Scanpix
Kim Ege Møller
BLOGS Af

Det lyder voldsomt og konsekvent at nedlægge Skat. Men selvom organerne flyttes ud, er sygdommene der stadigvæk, og den nye struktur rummer ingen anvisninger til, hvordan patienten bliver helbredt. Skal tilliden genoprettes kræver det skarp, målrettet og proaktiv kommunikation.

Lad os bare tage det mest udskældte eksempel:  Skats fortsatte elendige håndtering af danskernes gæld, der er løbet op i 98 mia. kr. Bliver disse 98 mia. kr. nu hevet ind, fordi inddrivelsen føres over i en ny gældsstyrelse? Nope! En rapport fra PwC fra april 2017 skønner at kun ca .20 mia. kr. kan inddrives, ny gældsstyrelse eller ej.

I sidste uge afskrev Folketinget de første 5,8 mia. kr., og man hørte de sædvanlige ramaskrig fra borgmestre og kommunalpolitikere, der hurtigt kan remse en masse velfærdsgoder op, som danskerne nu må gå glip af. Et godt bud er, at i takt med at man må opgive at indsamle flere og flere milliarder, vil skrigene vokse særligt frem til det kommende kommunalvalg.

Transparens som en del af helbredelsen
Regeringen, Skat og den nye gældsstyrelse ville gøre sig selv en kæmpetjeneste ved at putte lidt indhold ind i den nye styrelse. Man kunne starte med at pege på de områder, hvor man rent faktisk mener, at man kan inddrive gæld og så lægge en plan for, hvordan man gør det uden bøvl og uden fejl. Hvis man samtidig er transparent og løbende fortæller, hvor mange afdragsaftaler og hvor mange penge man inddriver fra ærlige borgere og virksomheder, ja så er man da rent faktisk i gang.

For selv når Skat rent faktisk formår at inddrive gæld, klokker man noget så grundigt i det. I sidste uge måtte Jørgen Larsen fra Stevns se sit hus bragt til tvangsauktion, fordi han skylder 8700 kr. Jørgen Larsen ville forfærdeligt gerne bare betale pengene, men han kunne ikke få en afdragsordning med Skat, "løbet er kørt", lød det. Skat har stramme regler for inddrivelse, som man er nødt til at overholde. I stedet opstod en hurtig indsamling på Facebook, så den blodpropsramte Jørgen Larsen kunne få lov til at blive i sit hus.

Forkvaklet selvindsigt
Det siger en hel del om en helt forkvaklet selvindsigt og totalt manglende situationsfornemmelse, når Skat tilmed sender underdirektør Jørgen Rasmussen ud for at forsvare den tvangsauktionen. Undskyld – men det er ganske enkelt helt uhørt, at en kæmpeorganisation som Skat kaster med sten mod den almindelige borger, når man selv bor i et glashus. Vil denne indstilling ændre sig, fordi man nu rykker i en ny styrelse? Ikke nødvendigvis.

Og lad mig så i øvrigt slå fast; Skat er på utroligt mange måder langt bedre end sit blakkede rygte. Spørger man udlændinge eller danskere, der forsøger at betale skat i Tyskland, USA eller Belgien, må vi konstatere, at vi trods alle problemerne har et ganske glimrende skattesystem i Danmark. Den historie har Skat og de mange skatteministre også glemt at fortælle, samtidig med at elendig kommunikation og helt forkerte beslutninger på inddrivelsesområdet har fået befolkningens tillid til Skat til at falde.

Skat var en syg patient. Regeringen har besluttet at skære patienten op og afmontere de syge organer. Men helbredelsen består ikke af nye kontorer, men i at man får genoprettet tilliden. Der skal være tillid til, at skattesystemet behandler en rigtigt, at vurderingerne er korrekte, og at man så bliver behandlet fair, når man kommer i klemme. Kun derved skabes der tillid, og kun dermed bliver den syge patient rask igen.


 

Se flere blogs



Profil

Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Kim Ege Møller er chefrådgiver i MSLGROUP, og har mere end 15 års erfaring med journalistik, strategisk kommunikation og PR.

Hvordan kommunikerer man om nyheder, forandringer, disruption og kriser? Kim Ege Møller skriver om kommunikation i erhvervslivet, om strategier, håndtering og konsekvenser.

Kim Ege Møller, er 44 år, uddannet journalist og har gennem de sidste 20 år været kommunikationschef i en række større danske og internationale virksomheder, og er i dag chefrådgiver i kommunikations og lobby-virksomheden MSLGROUP.

www.mslgroup.com