Man kan ikke regne med en bundeskansler, der bor i et glashus

David Munk-Bogballe
"Man kan ikke længere regne med Amerika." Cirka sådan lød beskeden fra en frustreret Angela Merkel oven på forrige uges G7-topmøde på Sicilien. Torsdag i sidste uge meddelte så Donald Trump, at han agter at trække USA ud af klimaaftalen, der blev underskrevet i Paris i 2015 af den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, og repræsentanter for 194 andre lande. Hvis klimaaftalen udgør målestokken, kunne bundeskansleren næppe have ønsket sig et hurtigere eller tydeligere eksempel på, at hendes frustrationer var berettigede: USA skrev under på en aftale, men mindre end to år senere er underskriften intet værd. Det er naturligvis et problem.
 
Trump og de optimistiske klimaplaner
I forhold til karakteren Trump er det selvfølgelig værd at bemærke, at han gennem hele sin valgkamp har harceleret mod klimaaftalen, klimaforkæmpere og tidligere, seriøst eller muntert vides ikke, har kaldt global opvarmning for "et koncept opfundet af og for kineserne for at gøre amerikansk produktion ukonkurrencedygtig." I et snævert perspektiv er beslutningen om at trække USA ud af aftalen derfor ikke umiddelbart en belastning for Trumps integritet.
 
I forhold til selve klimaaftalens indhold kan man også spørge, om det er en god idé på forhånd at forsøge at gætte sig til de præcise, fremtidige konsekvenser af de estimerede klimaændringer uden kendskab til den teknologi, der utvivlsomt vil blive udviklet til at imødekomme problemerne, og fra politisk hold allerede nu forsøge at styre omkostninger og udvikling af produktionsmønstre og energiforbrug. Måske det ville være bedre løbende at forsøge at tilpasse sig eventuelle forandringer og give et mere frit og mindre politisk styret marked plads til at finde løsningerne. Historien har vist, at det sjældent går godt, når politikere vil lægge omfattende og stort opslåede fem- og tiårsplaner, der regulerer samfundets udvikling minutiøst, og i det lys virker 100-årsplaner for styringen af hele klodens overfladetemperaturer, havtemperaturer og vejrfænomener måske en anelse optimistiske.
 
Merkel er mindst lige så vigtig som Trump
Men det var Merkel, det skulle handle om. Særligt hendes troværdighed. For kan man egentlig regne med hende? Det er uden tvivl vigtigt at kunne regne med USA, en supermagt, tæt allieret og stor handelspartner, og selvom mediernes Trump-hysteri er overdrevet, er der en række af præsidentens politiske synspunkter og dispositioner, der giver anledning til bekymring i forhold til det transatlantiske samarbejde. Men Tyskland er nu engang vores nabo. Et kerneland i EU, vort største eksportmarked og på mange måder afgørende for vores sikkerhed, stabilitet og velstand, og dermed er Merkels ageren mindst lige så vigtig at stille skarpt på som Trumps. Især hvis man skal tolke Lars Løkkes kritik af Trumps klimatilbagetog på Grundlovsdag som et ønske om at knytte endnu tættere bånd mod syd.
 
En dyr og slingrende energipolitik
Hvis vi kort skal blive ved klima- og energipolitikken, så har Merkel på det holdningsmæssige plan faktisk udført en u-vending, der, selvom den er omvendt i retning, kunne minde lidt om USAs. Da Merkel i 1994 var energiminister under Helmuth Kohl, mente hun, at atomkraft var en ren og ansvarlig energikilde, der også ville være vigtig for fremtiden. I 2011, efter Fukushima-ulykken, hvorefter ingen er døde eller blevet syge af radioaktiv stråling, besluttede hun imidlertid, at tyske atomkraftværker skulle udfases frem mod 2022. Faren for jordskælv i Tyskland er næppe overhængende, men Merkel mente ikke længere, det var muligt at beherske risiciene forbundet med kernekraft. Resultatet af Merkels beslutning har været massive investeringer i grøn energi, således cirka 30 procent af strømforbruget i Tyskland i dag dækkes af biomasse, solceller, vind- og vandkraft. Den har dog også betydet, at brugen af det stærkt forurenende brunkul i en periode er vokset kraftigt, og at strømpriserne for forbrugerne har begivet sig på himmelflugt. Samlet set anslås omkostningerne for den tyske energiomstilling at løbe op i 520 milliarder euro for perioden 2000 til 2025. Det svarer til cirka 186.000 kroner per familie.
 
Der skal være plads til at blive "klogere" i politik, og selvom det nok er at lade Angela Merkel slippe billigt ikke at dykke nærmere ned i kernekraftspørgsmålet og implementeringen af omstillingspolitikken, så synes det at stå nogenlunde klart, at man kan regne med, at Merkel i dag kæmper for grøn energi. Koste hvad det vil.
 
Tysklands svigt af NATO
Noget, hun imidlertid ikke kæmper for, er NATO. Som medlem af NATO er man forpligtet til at afsætte minimum to procent af BNP til forsvarsbudgettet. Da Merkel trådte til som bundeskansler i 2005, udgjorde det tyske forsvarsbudget 1,3 procent af BNP, og i år er det sat til blot at udgøre 1,2 procent. I løbet af de 12 år Merkel har været kansler, har budgettet kun to gange, i 2009 og 2010, som højdepunkter og takket være oprunding sneget sig op på 1,4 procent. Ellers har det ligget på de 1,3, og dermed har Merkels Tyskland altså ikke på noget tidspunkt været i nærheden af at være en partner, man har kunnet regne med ville leve op til forpligtelserne i NATO-samarbejdet. Det er begrædeligt, og det samme kan man sige om Merkels ageren i forhold til forsvaret af europæisk kultur og kontinentets indre sikkerhed.
 
Merkel og multikultur
I 2010 blev den gode bundeskansler bredt citeret for sin udtalelse om, at multikultur havde slået fejl. En udtalelse der ved første øjekast lå fint i tråd med hendes tidligere tydeligt udtrykte modstand mod yderligere indvandring og krav om bedre integration. Det, hun specifikt henstillede til i forbindelse med citatet, var, at indvandrere, der kom til Tyskland, skulle lære tysk, og at muslimske piger skulle deltage i svømmeundervisningen. Det handlede imidlertid ikke, som mange fejlagtigt troede, om, at multikultur med kulturer præget af væsentlige modsætningsforhold både teoretisk og praktisk er en opskrift på katastrofe, idet kulturer, der på grundlæggende områder bygger på gensidigt udelukkende værdier, ikke vil smelte sammen, når de mødes, men derimod støde hinanden væk og give anledning til konflikt. Konflikter og modsætningsforhold, der netop definerer de mange parallelsamfund, der har slået rod i Europas, forhold til omverdenen, og som ses med særligt ubehagelig tydelighed i den terror, der af et bekymrende antal af politikere betragtes som et ubelejligt hverdagsfænomen, vi blot må leve med af og til spreder død og ødelæggelse blandt uskyldige europæere.
 
Den indre sikkerhed sat over styr
I 2015 tog Tyskland imod cirka 890.000 primært muslimske flygtninge og migranter, herunder salafister og terrorister, og i 2016 fulgte cirka 280.000 trop. Selvom det er en god idé at hjælpe mennesker på flugt, så taler tallene for sig selv: I stedet for at hjælpe i nærområder og andre steder i verden til en tiendedel af prisen, åbnede Merkel sine arme og Tysklands grænser for multikultur, konflikt og etniske spændinger, og hvis det går som i Danmark og Norge, hvor vi kender prisen for at tage imod den type flygtninge og indvandrere, bliver det sikkert også dyrt på andre fronter.
 
Merkel svigtede altså, da det gjaldt, og hendes brøde bliver ikke mindre af, at hun under flygtningekrisens hidtidige højdepunkt stillede sig forrest i feltet af de meget skarpe kritikere af Ungarn, der for at forsvare en central forudsætning for Schengen-aftalen om fri bevægelighed mellem EU-lande, nemlig kontrollen med EUs ydre grænser, tyede til at lukke sine for ikke at blive løbet over ende. Særligt fordi Tyskland selv indførte grænsekontrol, endda ved grænsen til EU-landet Østrig, med samme begrundelse. Og det sågar før Ungarn begyndte at lukke af.
 
Hyklerisk kritik af Polen
I øjeblikket retter Merkel så sin kritik i forhold til flygtninge- og migrantspørgsmålet mod blandt andet Polen, der afviser at tage imod asylansøgere som en del af EUs omfordelingstiltag. Hun bakkes op af den nyvalgte franske præsident Macron, der truer østlandene med sanktioner for ikke at handle i overensstemmelse med EU-regler og værdier. Ironisk er det i den sammenhæng, at Tyskland på intet tidspunkt i Merkels regeringstid har ligget inden for gældsloftskonvergenskravet, der er forudsætningen for at være med i eurosamarbejdet, og at Frankrig synes at sætte en ære i at bryde det. Kravet er, at et eurolands gæld ikke må udgøre mere end 60 procent af landets BNP, og selv om den tyske gæld, der pt. udgør cirka 68 procent af BNP, er blevet mindre de senere år, er den under Merkel i perioder også vokset. Frankrigs gæld svarer i øjeblikket til intet mindre end 96 procent af landets BNP og er samtidig stigende.
 
Den polske regerings modstand mod at tage imod asylansøgere nyder stærk opbakning i den polske befolkning, og uden sammenligning i øvrigt kan det ud over det åbenlyse hykleri undre, at netop Tyskland, men også Frankrig, efter erfaringerne med Versaille-traktaten, fører an i en kamp for at diktere en central del af et nabolands politik imod det pågældende lands udtrykkelige vilje.
 
Merkels upålidelighed
Så kan man regne med Merkel? Det kommer an på sammenhængen og øjnene, der ser, men hvis øjnene er kritiske, er konklusionen den nedslående, at det kan man ikke. Hverken i forhold til NATO-samarbejdet, i forhold til forsvaret af europæisk kultur, i forhold til kontinentets indre sikkerhed eller i forhold til EU-samarbejdet. I hvert fald ikke hvis man ønsker et EU-samarbejde, der respekterer medlemslandenes befolkningers ønsker, og som bygger på venskabelighed, troværdighed og konstruktiv dialog frem for opportun magtpolitik.
 
Bundeskansleren kaster altså med sten, selvom hun bor i et glashus, og endskønt huset tilsyneladende er blevet klimavenligt, burde nogen minde hende om, at arbejdet med at udbedre de smadrede ruder, der forventeligt vil blive konsekvensen af hendes nuværende strategi og kurs, ikke er en arbejdsopgave, der udgør en gevinst, men i stedet et værditab, der kan risikere at blive uvurderligt stort. Merkel, og de øvrige integrationsivrige europæiske leder, bør besinde sig. I stedet for at dyrke europæisk integration som et helligt endemål bør de begynde at koncentrere sig om at skabe dét fædrelandenes EU, der kan sikre, at fortællingen om de europæiske lande vedbliver at være en om velstand, fred, skønhed, teknologiske fremskridt, videnskabelig formåen og godt naboskab.
 
Vejen til et stærkt Europa
Magtbalancen mellem EU og medlemslandene må således rekalibreres til fordel for sidstnævnte, som Liberal Alliances Henrik Dahl forleden opfordrede til. Internationale konventioner, der forhindrer udvisning af kriminelle udlændinge, må gives en overhaling, så det bliver muligt at skille sig af med udenlandske forbrydere og potentielle terrorister, forpligtelserne, der følger med NATO-medlemskabet, må tages alvorligt, og så må den selvpineriske, oikofobe kritik af de kulturelle landevindinger, der udgør de europæiske landes fundamenter og kulturer, høre op. Europa er et fantastisk sted at leve, og vi bør ikke skamme os over vores arv, men kere os om dens videreførsel med stolthed.

 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.