Adelige godsejere og skattesnydende rigmandsfamilier? Hold nu op, DR!

Adam Estrup
BLOGS Af

Man siger stressede heste løber tilbage i den brændende stald. Hjem til de trygge omgivelser. Også selv om stalden ved ildsvåde er det modsatte. Men deres hjerner er vist heller ikke større end en valnød.

Sådan ser det også ud til i disse dage at være blevet fat med Danmarks Radio. Ikke nødvendigvis det med valnødderne, men det med de trygge omgivelser.

For DR må befinde sig i en eksistentialistisk krise, når den ser ud til at ville tilbage i fortidens brændende stald med indslag, der i bedste clickbait-stil flages politiserende ad libitum med klassekampens røde faner smældende i baggrunden.

Først var der generationsskifteproblematikken. I stedet for at stille skarpt på virkelighedens udfordringer – de titusindvis af mindre virksomheder, der påvirkes af generationsskiftets kapitaldræn – latterliggjorde DR Wermelin-agtigt i stedet diskussionen ved at prikke til misundelsen over den måske smalleste gruppe af alle virksomhedsejere: Adelige godsejere.

Og nu senest, med samme lave og nok også en anelse tendentiøse fællesnævner, med skattegabestok til 320 familier. På baggrund af postulater bygget på usikre antagelser om usikre ekstrapolationer af usikre tal fra en lækkende bank i Schweiz. En udlægning som mere ansvarlige medier, hvilket i denne sammenhæng betyder stort set alle andre, bemærkelsesværdigt hurtigt har skudt ned.

DR’s genopfundne mentale portrætstil kunne såmænd være pennet af Land & Folks Herluf Bidstrup: Grever, baroner og cigarrygende milliardærer, der skattesnydende sorgløst vælter rundt i høj hat, silkekjoler og store selskaber. Overfor en vadmelsklædt, beskidt og kuet befolkning, der, udbyttet, fattig og forpint, kun kan stå magtesløs med dens fedtede bør i hånden.

Statsradiofoniens hukommelse må imidlertid være ligeså kort som de føromtalte krikkers. For flugten ind i fortiden er samtidig et løb ind i armene på eksempelvis salig Erhard Jakobsens hedengangne Aktive Lyttere og Seeres og deres evige og insisterende jagt på røde lejesvende.

Det må være noget med valnødder.


 

Se flere blogs



Profil

Adam Estrup

Adam Estrup

Selvstændig rådgiver
Adam Estrup falder ofte over absurditeter, hyklerier og double-speak. I det politiske liv og i erhvervslivet. I både ind- og udland. Og bruger dem som afsæt for sine forsøgsvis humoristiske, måske bidende og i alle fald næsten altid respektfulde blogindlæg. Ligesom han også kan finde på at skrive om almindelige erhvervs-hverdagsobservationer.

Han arbejder som selvstændig rådgiver indenfor kommunikation og beslægtede områder, og han har været kommunikationsansvarlig i flere virksomheder. I tillæg har han været med-iværksætter indenfor mediebranchen og driver sideløbende, sammen med sin hustru Dorte FW, der er tandplejer og sundhedsantropolog, et større landbrug i det vestsjællandske.