Er du mentalt fyrre, fed og færdig?

Annette Franck
BLOGS Af

Vi går vældigt op i ’body age’ men hvordan står det til med ’mental age’? Noget tyder på, at hoved og krop kan komme ud af trit. Der er masser af arbejdsår tilbage i +50-årige, men også tegn på, at vi ikke er så gode til at deltage i forandringer.

Kan hovedet følge med på jobbet? ’Body age’ optager os vildt meget, men jeg savner en tilsvarende interesse for ’mental age’. Tabu, men måske er erfaring tungt at slæbe med sig i en konstant læringskurve gennem arbejdslivet?

Ikke fyrre, fed og færdig

Det er populært at dyrke sin body age. Vi kan sågar få målt, om kroppen følger med vores ambitioner. Vi afskyer nemlig tanken om ’fyrre, fed og færdig’. Vi insisterer på, at udseende, sexliv og livsudfoldelse ikke afhænger af alder men indsats. Kollektivt har vi anerkendt, at hvis kroppen bliver for gammel i utide, så vi ikke kan leve det liv, vi ønsker os.

Men hvad med hovedet – kan det blive for gammelt til det arbejdsliv, vi har ambitioner om? Kan vores ’mental age’ være årsag til, at arbejdsgivere foretrækker yngre medarbejdere, og de unge ikke gider senior kollegaer?

Aldersdiskrimination

Mange ’seniorer’ beskriver aldersdiskrimination på jobmarkedet. Jeg tror, at de har ret. Et kæmpe problem, for en 50-årig skal være i job tyve år frem.. Stigende levealder, lang uddannelse og øget forbrug kræver indtægt. Personligt er det også rædselsvækkende at være udelukket fra indtægt og blive nægtet vigtig faglige identitet.

Men samtidigt ser jeg, at seniorer kan være en negativ udfordring i samarbejdet om forandringer på arbejdspladsen. De skælder mere ud, deltager modvilligt, problematiserer udviklingen og insisterer på at erfaring trumfer.

Vrede gamle eksperter

I tvivl? Følg debatten om Sundhedsplatformen. Raseri og afvisning, men bemærk afsendere – det er primært læger med lang anciennitet, og de skælder ud i medierne.

Jeg kender ikke Sundhedsplatformen, og mit ærinde er ikke at tage stilling til den konkrete IT- løsning. Min bekymring handler om de reaktioner, jeg ser. Det diskuterede jeg med en kær, gammel veninde. Højt specialiseret læge i slut-50’erne. Hun forudser, at ældre læger i protest vil pensioneres i hobetal.

’Vi vil simpelthen ikke finde os i at skulle arbejde i det system’, sagde hun. Konkrete driftsfejl i systemet, tåbeligheder i undervisningsmaterialet, en system-arkitektur der ikke fungerede i dansk sundhedssektor og ja bare skærmbilledet var nok til at få hende til at miste tilliden til systemet.

Jeg udfordrede på, om vi kunne forvente, at læger er tilstrækkeligt læsestærke og intellektuelt gearede til at lære at arbejde i systemet. Hendes stillingtagen var klar: ’Det tager ånden ud af medicin som fag, og jeg er altså læge!’

Vrede gamle eksperter er et velkendt fænomen. ’Grey beards’, hedder de på engelsk.  De ejer deres fag og finder sig ikke i indblanding.

Success med de unge

Adm. dir. Andre Rogaczewski, Netcompany kender vist fænomenet:

”Ældre medarbejdere har svært ved at flytte deres faggrænser. Det problem har vi ikke, og er derfor stærke i at udtænke nye typer løsninger”.

Virksomheden ansætter primært unge, for de er dygtigere og mere produktive, fortæller han i et overraskende ærligt og modigt interview.

Vi er nødt til at lytte. Netcompany er den eneste danske virksomhedsstart inden for de seneste tyve år, hvor medarbejderstaben har rundet 1000 ansatte. De har succes – med de unge.

Smertefuldt

Kommentarsporet under artiklen IT-Direktør: Yngre medarbejdere er dygtigere end ældre er smertefuldt. Jeg deler mange af læsernes betragtninger.

Men samtidigt genkender jeg, at udvikling er vanskeligere i organisationer med høj anciennitet og gennemsnitsalder. Erfaring er overvurderet, når vi skal udvikle nyt. Her tæller iderigdom, vilje til læring, energi og ydmyghed over for egne bidrag mere.  

’Body age’ er ikke nok til at undgå at blive fyrre, fed og færdig. Vi skal være opmærksomme på vores ’mental age’.

Disclaimer: Jep, jeg er selv gråhåret og + 50 år og nej, jeg taler ikke for ukritisk ungdomsdyrkelse.


 

Se flere blogs



Profil

Annette Franck

Annette Franck

Ekspert i forandringskommunikation. Stifter af Corporate Voice
www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.