Hvorfor du også er en hemmelig agent

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Hvad nu hvis godnathistorierne ikke handler om prinser og prinsesser, men om hvordan man placerer sprængstof og arrangerer nedkastning om natten. Hvad nu hvis det ikke er for sjov, at de voksne lærer børnene morsekoder. Hvad nu hvis de voksne også har et arbejde hvor de tager på missioner og aflægger rapporter til efterretningstjenester i andre lande?

Man kan undre sig. Det gjorde filminstrukør Ida Grøn, der under sin opvækst i perioder har boet hos sine bedsteforældre, der arbejdede som henholdsvis tandlæge og anæstesisygeplejerske, men som begge åbenbart samtidig har været centralt placeret i et yderst velorganiseret, amerikansk ledet, anti-kommunistisk okkupationsberedskab ved navn Stay Behind. Hvis russerne kom. Netværket blev sandsynligvis først nedlagt i slutningen af 1990erne.



Dokumentarfilmen Stay Behind – min farfars hemmelige krig beskæftiger sig kun indirekte med den danske regerings rolle. Det er den personlige historie, der bliver fortalt i en forundring over, at alle de trygge rammer under opvæksten har været sovset ind i familiens arbejde for efterretningstjenesten. Udlandsophold af kortere og længere varighed, flytninger og valg af bopæl har tilsyneladende været dikteret af strategiske prioriteringer ovenfra.  

Det tjener filmen godt, at instruktøren har talt med Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral og historiker. Han taler for åbenhed. Vi må gerne kende til netværkets eksistens, det er en del vores historie. Sålænge hverken metoder eller personer udleveres.

Muligvis har beredskabet talt 500-1000 personer, men de har aldrig været mere end 4-5 personer samlet ad gangen. Det er tænkeligt, at der stadig er aktive rester af netværket, som eventuelt opererer uafhængigt af samarbejde med nationale eller internationale efterretningstjenester. Filmen lader vide, at der måske er nogen, som ikke vil have, at man har kendskab til deres eksistens.

Men jeg vil gerne have kendskab til, at der er nogle, som er beredte og jeg håber, at deres motivationer er de rette.

Se de leger krig igen

Hvorfor engagere sig? Det kræver stor selvdisciplin. For nogle er det en sport at gøre det godt, som Clemmesen siger. Det er ikke for pengene. Den rette må ikke kunne købes. Motivationen må komme af en interesse i at værne om det eksisterende samfunds eksistens.

Det har været let at rekruttere i efterkrigstiden, hvor det var oplagt at se mod modstandsbevægelsen. Det galdt om at være beredt og opbygge et netværk i fredstid. Måske de voksne nogle gange strækker sig vidt for at sikre børnenes fremtid. Der er noget gedulgt og et element af utilregnelighed over netværk, der måske tillader en vis grad af civil ulydighed og ser bort fra loven, hvis det tjener sagen.

Jeg er vokset op i Aarhus i en lejlighed hvorfra man kunne se ud over havnen. Her samledes de lokale hjemmeværnsfolk til øvelser, og jeg husker hvordan vi kunne se dem lege krig, kaste røgbomber og ligge på skjul. Det virkede komisk.

Hjemmeværnet blev oprettet af modstandsfolk, som ikke havde lyst til at aflevere deres våben i 1945. Det moderne hjemmeværn har i det mindste en hjemmeside. Der er aktuelt knap 16.000 aktive frivillige og en reservestyrke på omkring 30.000, som varetager praktiske opgaver og hjælper politiet, som regel i forbindelse med trafikregulering ved større arrangementer, men også ved eftersøgning af forsvundne personer, miljøopgaver i danske farvande, hjælp ved oversvømmelser og som støtte af Forsvaret på internationale missioner. Sidste år blev Hjemmeværnet også sat til at aflaste politiet med grænsekontrol.

Dengang uborgerlig var et skældsord

Der er egentlig ikke noget at grine af. Det er alt andet end latterligt, at nogle borgere gerne vil træde til, hvis der er bud efter dem. Det manglede da bare. I guldalderen var det et skældsord at kalde en anden for uborgerlig. Den uborgerlige deltager ikke i samfundet. Jeg vil nødig være uborgerlig.

Vær beredt. Stay Behind. Mange har et familiemedlem, som på en eller anden vis var involveret i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og om hvem man stolt kan fortælle historier. Jeg kan fortælle om min morfar, W.M. Rosenvinge, der var en entusiastisk modeltogbygger. Et større areal af kælderen var helliget en elektrisk togbane, og det var med togbanen som påskud, at en gruppe modstandsfolk havde jævnlige møder og planlagde sprængninger. Gruppen omkring Otto Grøn, hovedpersonen i Stay Behind-filmen, var entusiastiske fiskere.

Der er mange måder at mødes på. Hver onsdag trækker min søn i uniform og går til spejder. Han tilegner sig sunde færdigheder om udeliv, opgaveløsning og samarbejde. Han har aflagt ed om at følge spejderloven. På verdensplan er der omtrent 50 millioner spejdere. I Danmark cirka 36.000. Jeg har også været spejder, mine forældre har været spejdere, det har været rart og hyggeligt, men jeg har også fornemmelsen af, at det ikke kun er for sjov. Det handler om at kunne klare sig, sammen.

Du behøver ikke have en spejderuniform, stille op for Hjemmeværnet eller være rekrutteret af en efterretningstjeneste. Glem alt om James Bond. Med mindre du er uborgerlig, så er du allerede en hemmelig agent, du er så hemmelig en agent, at du slet ikke ved det.

Ved at være engageret i diverse sammenhænge og ved at passe på hinanden, så værner vi sammen om det, vi kalder samfund. Som agenter for de kulturelle værdier vi udlever, mere eller mindre bevidst.

Stay Behind – min farfars hemmelige krig er produceret 2017 af Bullit Film efter ide fra Ida Grøn og med støtte fra DFI. Filmen vises den 17. maj kl. 20.00 på DR1. Se klip fra filmen her (1:52 minutter).


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.