Værdien på mit varelager stiger i morgen

Katerina Pitzner
BLOGS Af

Det siges, at diamanter blev sendt fra guderne. I den græske og romerske mytologi er det beskrevet, at diamanter var gudernes tårer. Man fristes næsten til at sige, at det har været nogle kolossale krokodilletårer, de gamle guder fældede, da de to dråbeformede diamanter, ”Apollon” og ”Artemis” blev skabt.

Parret er opkaldt efter den græske gud Apollon og hans tvillingesøster, gudinden Artemis. Det særlige ved disse to sten er deres blå og lyserøde farver og selvfølgelig deres størrelser. Det anslås, at ud af alle diamanter, der sendes til gemmologiske institutter hvert år, er det højst tre pct. af dem, som klassificeres som farvede diamanter, hvoraf under fem procent er lyserøde. Kombinationen af de betingelser, som har været til stede, da disse blev skabt for milliarder af år siden, er næsten mirakuløse.

Verdens dyreste ørenringe

”The Apollo Blue” er en dråbeformet Fancy Vivid Blue diamant på 14.54ct. IF Type IIB, der tilhører gruppen af ekstremt sjældne diamanter, som udgør mindre end 0,1 pct. af verdens diamanter. Den er vurderet til et sted mellem 250-340 mio. kr. Den anden diamant, ”Artemis Pink” er en dråbeformet Fancy Intense Pink på 16ct. VVS2 Type IIA, som er vurderet til mellem 85-122 mio. kr. De kan gå hen og blive verdens dyreste ørenringe. Auktionshuset har noget af have deres vurdering i, for i sidste måned (April 2017) blev den næsten 60ct. Pink Star solgt for knap en halv mia. kr. Det svarer til ca. 41 mio. kr. pr. gram.

Den sjældne forekomst af disse sten er grunden til, at de anses for så kostbare. Den anden grund er deres parstatus: Artemis Pink er omhyggeligt slebet og poleret for at matche Apollo Blue. David Bennett, formand for Sotheby's International Jewellery Division, siger: "Apollon og Artemis er udsøgte og ekstremt sjældne farvede diamanter, der er vidunderlige sten hver for sig, men sammen som par, er de uovertrufne.”

Diamanterne vil være en del af Sotheby's ”Magnificent and Noble Jewels” auktion, der bliver afholdt i morgen, den 16. Maj 2017, på Mandarin Oriental i Geneve.  

De to sten vil blive tilbudt separat med individuelle lotnumre, men jeg kan da ikke lade være med at håbe, at deres nye ejer(e) ikke adskiller dem. Uanset om tvillingerne separeres eller ej, så vil resultaterne have betydning for værdien på alle sjældne farvede diamanter, hvilket kan betyde, at værdien på investeringsdiamanter generelt styrkes. Det kan forresten også betyde, at værdien af mit varelager stiger i morgen.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".