Sæt skolerne fri - og styrk det lokale ejerskab

Cecilia Lonning-Skovgaard

Med Folkeskolereformen i 2013 fik vi en gennemgribende ændring af den danske folkeskole. Bag reformen var et ønske om at løfte den faglige kvalitet og dermed skabe fundamentet for at give vores skolebørn det bedst mulige udgangspunkt. Reformen kører nu på tredje år. Nogle af de mange nye tanker er implementeret, og andre er ikke. Imens debatterer forskere, lærere, politikere, forældre og mange andre, om skolen er på vej ud over afgrunden eller det modsatte. For alle har en holdning til folkeskolen.

Folkefriskoler giver mere lokal indflydelse
Min ambition er at udvikle folkeskolen – og derfor er det relevant at gøre sig tanker om, hvordan vi kan bedrive god skoleudvikling.

Helt aktuelt har undervisningsminister Merete Riisager (LA) søsat et forsøg, hvor lokale folkeskoler kan ansøge om at blive en af de 50 forsøgsskoler, som vil få mere fleksible muligheder for at tilrettelægge skoledagen. SF har tidligere foreslået en lignende idé om, at 20 skoler skulle kunne forsøge sig som folkefriskoler. Et slags mellemstadie mellem folkeskolen og friskolerne. Folkefriskolerne skal fungere som de selvejende børnehaver, hvor kommunen indgår en driftsoverenskomst med den enkelte skole. Det giver øget magt til både forældre og ledere, mere direkte brugerindflydelse på det enkelte skoletilbud og mindre magt til de kommunale skoleforvaltninger.

At lokale ildsjæle, den lokale skoleleder, lærerne og de forældre, der har valgt skolen til, får mere at skulle have sagt, er i mine øjne en spændende tanke. Og idéen ligger i umiddelbar forlængelse af tanker, som også foreningen Skole og Forældre har været inde på.

Hver skole kræver sin særlige indsats
I København har vi 60 folkeskoler, som arbejder under vidt forskellige forudsætninger. Nogle skoler har meget demografisk blandede grunddistrikter med akademikere og ufaglærte, etnisk danske og elever med anden etnisk baggrund, mens andre har mere ensartede grunddistrikter. Der er med andre ord en verden til forskel på, hvordan hverdagen ser ud på Tingbjerg Skole i Brønshøj og Sølvgades Skole i Indre By.

Selvom man allerede i dag tager hensyn til lokale forskelle og ikke skærer alle skoler over én kam, kunne større lokal frihed godt være vejen frem, så ledelsen, forældre og lærerne sammen kan skabe rammerne om den gode, lokale skole. Organisationen OECD har i øvrigt gennem en længere årrække påpeget, at det afspejles positivt i skolernes resultater, når der er plads til lokal autonomi og indsatser iværksættes på baggrund af egne prioriteringer.

Frihed til skolerne skal selvsagt ikke forstås som frihed udi ingenting. Tværtimod. Det er frihed grundet i en tårnhøj ambition for folkeskolen, som bør være det naturlige førstevalg, når børnene skal starte i skole.

Mere engagement og håndholdt indsats fra kommunen
Nogle skoler vil have brug for et tæt samspil med en central børne- og ungdomsforvaltning. Dem skal systemet selvfølgelig fortsat bakke op om, men konkret forestiller jeg mig, at et friskoleforsøg i stor skala vil kunne åbne for en masse god lokal energi og konkrete initiativer som eksempelvis:

  • Direkte og meningsfuldt engagement, hvor man for alvor inddrager forældre og lærere i dialogen om, hvad den enkelte skole vil og realistisk kan sætte af mål for arbejdet med understøttende undervisning eller åben skole. Hvad giver det mening at prioritere i netop det lokale samfund? Hvordan skabes rammerne for, at lærerne oplever at have mulighed for at lykkes med opgaverne? Måske kan man lokalt blive enige om at nedsætte timetallet for de yngste årgange eller tilrettelægge skoledagen anderledes i forhold til understøttende undervisning for til gengæld at prioritere, at alle børn får lært at læse. Så forpligter både skolens ledelse, lærerne og forældre sig til at arbejde mod det samme mål.

  • Passende løsninger på reelle problemer. Skolerne har forskellige udfordringer – i nogle områder af København er der et konkret problem med grupper af børn, som ikke taler ordentligt dansk ved skolestart, mens den største udfordring på andre skoler er højt lærerfravær eller en hård kultur blandt børnene. Ingen af disse er dog generelle problemer for alle skoler. Frem for at have styringsværktøjer og planer for alt, kan man lokalt prioritere – måske de vigtigste fem mål – og så arbejde målrettet med at få sat meningsfulde lokale aktiviteter i gang.

At sætte folkeskolerne fri kan blive næste skridt til, at endnu flere forældre vælger den lokale folkeskole frem for privatskolerne - og jeg vil glæde mig til at følge forsøget.


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.