Glem eksperternes kritik: Grov kriminalitet skal straffes hårdt!

David Munk-Bogballe

Det er pikant at kilde sin partner på indersiden af låret med et gåsedun, men perverst at bruge hele fuglen; hysterisk kun at servere dun til julemiddagen, men passende med hele gåsen. I politik, såvel som i de mere intime dele af tilværelsen, er det vigtigt at tilpasse sin tilgang til omstændighederne: Nogle ting kræver finesse og raffinement, mens andre kræver en grovere og mere kontant tilgang.


Borgerne skal forsvares håndfast

Et sted, hvor der i særlig grad er brug for håndfasthed, er i forsvaret af borgerne mod voldsmænd, mordere, røvere og tyve - ikke mindst når de organiserer sig i bander. Derfor er det glædeligt, at regeringen for nylig har præsenteret en bandepakke, hvor de kriminelle får tur med hele fuglen, så at sige. I pakken skrues der blandt andet op for straffen for brug af våben, der skæres ned på brugen af prøveløsladelse, og der lægges op til, at bandemedlemmer kan formenes at opholde sig i den kommune, hvor de har begået kriminalitet i op til ti år. Det er særdeles positivt, at Folketinget tillader regeringen at bevæge sig i retning af en hårdere retspolitik, og man kan håbe på, der også vil være opbakning til indførelsen af egentlige livstidsdomme og konsekvente udvisninger af kriminelle udlændinge, også selvom en række af eksperter allerede har været ude med skarp kritik af regeringens bandetiltag.


Eksperter: Strengere straf hjælper ikke

Det centrale punkt i ekspertkritikken har været, at forskningsresultater viser, at indførelsen af strengere straffe ikke fører til mindre kriminalitet. Om det er rigtigt må for det første afhænge af, hvor strenge straffe, der tages med i betragtning og af sandsynligheden for som kriminel at blive pågrebet. For det andet rejser kritikken spørgsmålet om, fra hvilket punkt yderligere straf hører op med at have effekt. Lærer drabsmanden lektien efter en måneds fængsel, og er den afskrækkende effekt den samme, hvis en røver straffes med 30 dage med fodlænke, som hvis han sendes ti år i et lukket fængsel uden mulighed for prøveløsladelse? Næppe.


Straf er også et spørgsmål om moral

Imidlertid er det ikke de eneste vigtige spørgsmål i forhold til straf: Selv hvis det viste sig, at al fængselsstraf på over seks måneder var effektløs i forhold til afskrække den potentielle kriminelle fra at begå kriminalitet, og hvis fængselsstraffe på under seks måneder var optimale i forhold til den kriminelles resocialisering og ageren efter endt afsoning, så ville kun få kunne leve med, at en voldtaget skolepige skulle kunne risikere at møde sin gerningsmand på vej til ridning nogle måneder efter domsafsigelsen, eller at et seriekriminelt og groft voldeligt bandemedlem med et utal af ofre på samvittigheden skulle kunne begynde et nyt og lykkeligt liv efter nogle skånsomme måneder i et åbent og behageligt fængsel med opkvalificeringskurser, ekskursioner til kulturtilbud og lignende. Straf er nemlig (også) et moralsk spørgsmål.


Ofre skal tages alvorligt

En strafs strenghed siger noget om, hvor grov en krænkelse den kriminelle har begået, og hvis der er et betydeligt misforhold mellem på den ene side den lidelse og krænkelse, som ofre udsættes for, og på den anden side den byrde, som gerningsmænd efterfølgende dømmes til at bære i form af frihedsberøvelse og bødestraf, så undergraves tilliden til retssystemet. Ofre har krav på, at deres værdighed bliver taget alvorligt, og en eftertrykkelig straf medvirker til at genoprette balancen mellem offer og gerningsmand, samtidig med den holder den naturlige hævnfølelse i ave. Derfor, selvom det eventuelt måtte være bedre for voldtægtsmandens fremtidsperspektiver, hvis vedkommende blev straffet nænsomt og mildt og fik en masse hjælp til at komme videre og på rette spor, så ville det ikke være rimeligt endsige fornuftigt sammenholdt med den skæbne, vedkommendes offer måtte lide bærende den tunge byrde af smerte, krænkelse og utryghed som resultat af den kriminelles overlagte, onde handlinger.


Ondskaben vi aldrig kan komme til livs

Kriminalitet, og især grov kriminalitet, er netop ondskab, og selvom ondskab naturligvis bør søges begrænset, så er det væsentligt, at blikket ikke viger fra vigtigheden af at bekæmpe den moralsk. Ikke mindst fordi ondskaben kan og altid vil overleve selv de mest omfattende og snedigt udtænkte resocialiseringstiltag, antiradikaliseringsforløb og forebyggelsesprogrammer. Den er en permanent del af menneskelivet, og de, der måtte mene, at ondskab alene opstår som resultat af uretfærdige institutioner og uhensigtsmæssige samfundsindretninger, bør spørge sig selv, hvem det er, der er ansvarlig for selvsamme institutioner og samfundsindretninger. Svaret er selvfølgelig, at det er vi, mennesker af kød, blod og for en dels vedkommende også ånd, og som når vi deltager i de øvrige facetter af livet, er vi også, når vi indretter samfund og dets bærende institutioner, uperfekte væsner med svage viljer, stærke drifter og en tendens til at favorisere os selv, vore egne og nære. Denne menneskelige natur afspejler sig i alt, hvad vi foretager os, og ligesom den kan ses i de bygninger vi former, og som senere er med til at forme os, så kan den ses i de institutioner, vi arver, skaber, vedligeholder og formes af. I deres sprækker og skyggesider frister ondskaben, og uanset hvor meget der forskes i kriminalitet og straf, vil resultaterne aldrig for stedse kunne drive skyggerne bort.


Retspolitik er balance

Når den radikale Camilla Hersom således kalder den konservative mærkesag om strengere straffe for en “parodi på sig selv”, er det derfor tydeligt, at hun, ganske som de kritiske eksperter, ikke helt har forstået eller forholdt sig til, hvad retspolitik også drejer sig om. Retspolitik er i høj grad en balanceøvelse, hvor blandt andet viden om effekten af straf på kriminelle og vordende kriminelle på den ene side afvejes mod befolkningens retsfølelse og forventninger til retssystemet på den anden side set i lyset af mennesket, som det nu engang er. Regeringens bandepakke er et eksempel på retspolitik, der søger at balancere den slags hensyn.


Politik med begge øjne åbne

Selvom de kun forholder sig til indholdet af den ene vægtskål, skal de eksperter, der har kritiseret bandepakkens tiltag, naturligvis ikke skældes ud for at dele ud af deres viden; de skal nærmere roses for at yde et for forskere forbilledligt og vigtigt bidrag til den offentlige debat. Hvad angår De Radikale og Camilla Hersom, hjælper det næppe at skælde ud. Man kan i stedet blot notere sig, at de ikke som Justitia har bind for begge øjne, men kun det ene og i øvrigt tager grusomt fejl, når de tror, de er neutrale, nøgterne dommere, der upartisk, rationelt og objektivt gransker alle væsentlige sider af en sag i en art politikkens højeste retssal. I flygtninge- og migrantdebatten ser de kun billeder af døde børn på middelhavsstrande, eller, som Jens Rohde på Facebook, skrækslagne børn, der vrider sig i smerte oven på barbariske giftgasangreb og dømmer alle, der vil hjælpe i nærområder og ikke ukritisk, straks og permanent åbne Danmarks grænser for alle flygtninge og migranter, som uanstændige, hjerteløse og forsmåede egoister, mens de takket være det blinde øje fuldstændigt overser de problemer, der er, med etniske, kulturelle og religiøse spændinger og den voksende underklasse af ikke-vestlige flygtninge, indvandrere og efterkommere, der ikke vil eller kan tilpasse sig livet i Danmark og derfor er voldsomt overrepræsenteret i blandt andet statistikker for kriminalitet og overførselsindkomster. I debatten om retspolitik, som regeringens bandepakke har afstedkommet, interesserer de sig tilsyneladende kun for gerningsmændenes ve og vel, alt imens de er aldeles blinde for ofrene og borgernes retsfølelse og fordømmer de politikere, der er på borgernes, ofrenes og retfærdighedens side, som faktaresistente parodier.

 

Heldigt er det derfor, at Det Konservative Folkeparti og regeringen har begge øjne åbne, hvad angår rets- og udlændingepolitik, at justitsministeren er konservativ, og at De Radikale i øjeblikket ikke sådan for alvor har noget at skulle have sagt.

 

 

Læs også



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.