I dag kan jeg ikke få armene ned

Alexandra Krautwald

Et erhvervsmæssigt jordskred er på vej imod os. Mange er ved at få øjnene op for tidens reelle udfordringer og muligheder. Selv har jeg svært ved at sænke mine arme. Læs her, hvorfor.

Dem af jer der følger mig ved, at jeg ofte beklager mig over tilstande og tendenser i det moderne arbejdsliv. At jeg jævnligt skubber til dårlig ledelse, mangelfulde ambitionsniveauer og til nøglepersoner, der forvalter deres position og magtadgang på en måde, der er til skade for deres omgivelser.

I årevis har jeg sammen med få andre følt mig relativt alene med mine opråb. Jeg vurderer, at ensomhedsfølelsen snart vil blive erstattet af en bevægelse, der med en dunkraft af tyngde vil bryde gennem et teflonlag, som snart vil være fortid.

Det går nemlig den rigtige vej

Jeg samler på artikler om erhvervslivet. En lille digital robot hjælper mig med indsamling og systematisering. På den måde får jeg indsigt og overblik hver dag.

Den seneste opgørelse viser et interessant billede af de sidste 28 ugers publicering på tværs af medier, kanaler og skribenter. De erhvervsrelaterede emner der pt. skrives mest om er:

Behovet for tiltrængte tiltag i den offentlige sektor, hvor primært bedre ledelse samt færre regler og mere tid er temaer.

Iværksættere og disses muligheder for at realisere deres forretningsidéer. Crowdfunding er til eksempelvis stærkt på vej ind som et alternativ til bankernes tilbageholdenhed og uvilje.

Den menneskelige hjerne og dens indvirkning på vores arbejde og almene tilstand har sjældent været så omtalt som nu. I slutningen af denne måned udkommer der til eksempel igen en ny bog inden for emnet. SLUK som er skrevet af læge Imran Rashid beskriver, hvordan hjernen virker, og hvordan en række digitale sygdomme er ved at få tag i os.

Bekæmpelse af stress. Et øget antal virksomhedsledere har tilsyneladende opdaget, at problemet er eksisterende, reelt og omkostningstungt. Som konsekvens af denne opvågnen og indsigt igangsættes der nu seriøse tiltag og forbedringer for at nedbringe antallet af stressramte i såvel offentlige som private organisationer.

Fokusskift fra brok til handling. Helte der handler, hyldes på flere medier og ude i de enkelte virksomheder. Det gælder også de helte, der handler sig til bedre vilkår for andre, og slet ikke har økonomi som bagvedliggende og primære drivkraft.

De adm. direktørers omdømme og personlige brand har fået øget vigtighed. Undersøgelser viser, at 50% af en virksomheds omdømme kan tilskrives virksomhedens topledelse, fordi det understreger virksomhedens troværdighed. Informedias seneste SuperBrands analyse har Jørgen Vig Knudstorp, LEGO og Lars Rieben Sørensen, Novo Nordisk på de to første pladser. Bundplaceringerne indtages af Jofrid Klokkehaug, Statoil Refining og Michael Rasmussen, Nykredit. Jeg forstår så udmærket, hvorfor listen ser ud, som den gør.

Hvis du er interesseret i at se hele analyseresultatet ligger jeg inde med det. Skriv til mig på akr@composing.dk, så mailer jeg det til dig.

Grænsen for hvor meget mere vi kan effektivisere og skære til er nået. Ganske langsomt kan jeg se en tendens til, at LEAN og omkostningsreducering erstattes af udvikling og innovationsprocesser.

Nej!

Jeg er ikke en socialistisk halvflipper med klud om knolden, når jeg nu hævder, at flere ledere kommer til at øge deres forståelse for, at både de selv og deres medarbejdere har begrænset kognitiv kapacitet, at vi mennesker ikke motiveres af mål, kontrol og usund individuel konkurrence, og at en dosis med social kapital i fremtiden vil komme til at gavne fortidens bevidstløse fokus på økonomisk- og human kapital som det eneste saliggørende. Performancemålinger vil blive erstattet af et adfærdsfokus, der kalder på ledere, der reelt kommer til at hjælpe sine medarbejdere med at udføre og sætte strøm til rette adfærd. Et ledelsessystem, der hidtil har troet på, og dyrket begrebet selvledelse og krav om individuelle supermandspræstationer må overveje, hvordan de får motiveret flokken og skabt en stammementalitet, der sammen (endelig) kan føre virksomheden mod et erklæret og realistisk mål.

For de svagtseende kan jeg venligst meddele, at udviklingen allerede er i gang og, at den vil gavne lønsomhed og resultat de enkelte steder.

Og at jeg stadig har hænderne højt hævet over mit hoved. 

 


 

Se flere blogs



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.