Rejsen til Amerika var god for statsministeren og Danmark

Rejsen til Amerika var god for statsministeren og Danmark
Arkivfoto: Anne Bequette/Scanpix
Lars Barfoed
BLOGS Af

Fra kalkunjagt ud i den store verden

Mens livet på Christiansborg ligger stille bortset fra lidt kalkunjagt på ministre i ny og næ, så har statsministeren været ude i verden. På en uge er det blevet til møder i Washington med først medlemmer af Kongressen og derefter med Præsident Trump. Fra Det Hvide Huse rejste Lars Løkke Rasmussen direkte til de vestindiske øer for at få sat punktum for den gamle sag om Danmarks slavehandel. Og nu er det så Mexicos præsident, vores statsminister besøger.

Betyder det så noget? Nogen vil mene, at disse besøg ikke rigtig har flyttet noget. Det er jeg helt uenig i. Besøgene har hver for sig væsentlig betydning.

Washington

Sandt er det dog, at besøget hos den amerikanske præsident ikke har afspejlet sig synderligt i den internationale presse, eller den amerikanske for den sags skyld. Men det overordentlig vellykkede besøg i Kongressen og derefter en god samtale med den nyvalgte præsident sætter sine spor, der vil give danske synspunkter og interesser større gennemslagskraft. De rigtige steder er der blevet lagt mærke til det. Man kan ikke undervurdere betydningen af et sådant besøg tidligt i den nye præsidents embedsperiode.

De vestindiske øer

Slavehandlen og slavetransporterne fra den afrikanske guldkyst til de vestindiske øer har i en periode bidraget væsentligt til udviklingen i dansk økonomi, og bl.a. flere ejendomme i København står som monumenter for slaveriet, da de i realiteten blev finansieret af den forretning. Denne pinlige skamplet på vores historie kan vi ikke løbe fra. Men vores statsminister har fået sat et værdigt punktum for diskussionen om, hvordan vi skal se på den del af den danske historie og skabt en form for forsoning med slavernes efterkommere med sit besøg og den tale, han holdt i anledning af 100 års dagen for salget af de vestindiske øer til USA. Det skal man ikke underkende. Det er væsentligt for os danskere og for vores selvforståelse.

Mexico

Og så er der besøget i Mexico med en erhvervsdelegation. Der er et stort potentiale i Mexico for danske virksomheder. At have en statsminister i spidsen for en erhvervsdelegation åbner døre og rummer potentialet til at udnytte de store muligheder. Med den strategiske samarbejdsaftale, der er det væsentligste resultat af besøget, er der fremover en god platform for danske virksomheders aktivitet på det mexicanske marked. Derfor er det besøg en effektfuld afslutning på rejsen til Amerika.

En styrket statsminister

Statsministeren er for tiden noget presset af meningsmålingerne, en fastfrosset politisk situation og  manglende resultater på væsentlige politiske områder. Men ud over den betydning de tre besøg har hver for sig, så har de samlet set også vist os en statsminister, som meget stærkt har repræsenteret Danmark i helt forskellige sammenhænge. Det kan kun styrke danskernes opfattelse af Lars Løkke Rasmussen som statsminister. En meget dygtig indsats fra diplomater og embedsmænd i Danmark har lagt grunden til de vellykkede og hver for sig vigtige besøg, men statsministeren har forstået at levere den afsluttende indsats på dygtig og overbevisende måde.


 

Se flere blogs



Profil

Lars Barfoed

Lars Barfoed

Lars Barfoed giver på sin blog dansk politik og de verserende politiske argumenter et eftersyn. Efter mange år i politik har han det analytiske overblik til at fokusere på større linjer og spotte de væsentligste udfordringer.

Lars Barfoed er uddannet cand. jur. Efter 14 år i Folketinget for De Konservative arbejder han nu med politisk og strategisk rådgivning som public affairs-direktør i kommunikationsbureauet Prime Time Kommunikation A/S.