Ny verdensrekord i vente

Katerina Pitzner
BLOGS Af

Der er kun en uge til, at verdens dyreste ædelsten kommer på auktion. Eller snarere, hvad der kan vise sig at blive verdens dyreste ædelsten.

Den store lyserøde ”Pink Star” diamant på 59.60ct. kommer nemlig under Sothesby’s hammer den 4. April i år i Geneve.

Faktisk bar stenen titlen ” Verdens dyreste Ædelsten” i nogle få timer for godt fire år siden, efter at der i November 2013 blev budt USD 83 millioner, hvilket udløste det hammerslag, som skulle fastslå verdensrekorden for den højeste pris for en diamant solgt på auktion.

Men salget gik i vasken af årsager, der stadig er uklare. Typisk er det en håndfuld investorer, som køber sådan en type sten sammen, og man gætter på, at en eller flere af dem sprang i målet.

Vurderingen er denne gang sat til USD 60 millioner. Såfremt den indbringer dette, vil den igen, og med rette, kunne bære titlen som Verdens dyreste Ædelsten. Den nuværende rekord har "The Oppenheimer Blue" på 14.62ct., som sidste år blev solgt for USD 57,5 millioner. (Se foto nedenfor).

På trods af dramaet, der omgiver "Pink Star", er den, uden sidestykke, en meget sjælden og særlig sten, som iøvrigt oprindeligt hed ”The Steinmetz Pink”. Alene dens størrelse på 2.69cm x 2.06cm og farve, er ikke noget man har fundet mage til. Derudover er den ”flawless”, dvs. uden uklarheder, som ofte optræder i disse sten. Det tog 20 måneder at slibe den til fra sin oprindelige størrelse, og den siges at skulle have været båret af selveste Dronning Elisabeth.

Diamanter som investering

For 25 år siden var de blot et geologisk kuriosum. Men i dag er pink diamanter blevet investeringsobjekter for investorer og forretningsfolk, der ønsker at sprede deres investeringsportefølje.

Naturligt ægte pink diamanter er nemlig meget sjældne. Kun 20% af alle diamanter er klare nok som smykkediamanter. Kun 1% af dem er farvede. Og kun 1% af alle farvede diamanter er pink. Man ved stadig ikke præcist, hvordan de har fået deres farve, som netop er årsagen til den særlige opmærksomhed, som de nyder. 90% af de pink diamanter kommer fra Argyle minen i det vestlige Australien, men i mere sjældne tilfælde finder man dem også i Sibirien, Brasilien og Sydafrika.

Uanset hvordan verdensøkonomien har artet sig gennem de sidste 25 år, er disse aldrig nogen sinde faldet i pris, hvorfor de af kendere betragtes som en sikker investering. Der er mange farvenuancer og kvaliteter, men det er de, som har den mest intense og ensartede farve, og som er klarest, er de, som er mest sjældne og kostbare.

Hvis man selv ønsker at erhverve sig en sådan sten, skal man i dag forvente, som minimum, at hoste op med omkring 200.000 kr., som vil kunne give adgang til et lille, men korrekt eksemplar af slagsen.

Man bør dog passe på med at købe diamanter, som ikke er naturligt farvede. Der findes nemlig et øget antal af ægte diamanter, som er udsat for kunstig stråling, så de har skiftet farve. Dem bør man holde sig langt fra, da de som regel ikke er det værd, der forlanges.

Diamanthandlere fra New York og Tel Aviv er enige. Hammerslaget på Pink Star vil kunne påvirke priserne på pink diamanter generelt. Den forestående auktion vil formentlig have en væsentlig indflydelse, for, som de ældre diamantaires på handelsgulvet siger: ”Of course, we are sure they will go up in price. What do you expect? We are dealing with an irreplaceable product with a growing demand. If the Pink Star sells at the estimated price, we will for sure see a price increase in pink diamonds in generel. If not, the price will still increase, but in a slower pace”.

De mener, at det ikke er et spørgsmål om, OM de pink diamanter vil stige i værdi, det er snarere et spørgsmål om, hvor meget og hvor hurtigt. De hævder endda, at hvis stenens pris, mod forventning, ikke når vurderingen, vil priserne på alle øvrige pink være upåvirkede. Jeg vil under alle omstændigheder være spændt på udfaldet den 4. April.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".