Er du markmus eller græshoppe

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Se hvor du står. Se på de andre, og hvor de er på vej hen. Se ned. Du kan ikke være sikker på, at underlaget du befinder dig på, bliver liggende.

Sådan er virkeligheden og sådan er den forestilling, som billedkunstner Jesper Just har skabt med dansere fra Den Kongelige Ballet.

Det foregår i studielokalet A-salen, som man kommer til via sceneindgangen i sidegaden til Det Kongelige Teater. Aftenens publikum føres til vareelevatoren og lukkes ind i et tomt studie, uden siddepladser og uden scene. Der er lyst. Folk er afventende. Så begynder enkelte at skille sig ud. De bevæger kroppen som i en let opvarmning, griber fat om en skulder og strækker benet i vejret, flekser fødderne, smider trøjen og lader bevægelserne blive til dans.

Danserne finder hinanden i en koreografi, tre mænd og tre kvinder. Musikken er uden vokal (først senere lyder et messende "come here"). Danserne, for de er tydeligvis dansere, bevæger sig mellem publikum, som må finde sig i, at de ikke har noget overblik, ingen privilegeret betragterposition. Det er både utrygt og inviterende, for det er muligt at være helt tæt på dansen.

De professionelle dansekroppe er smukke og kontrollerede, de kan næsten ikke være andet, men indimellem sætter de sig ned, eller afklæder sig for endnu et stykke tøj, efterhånden som de bliver danset varme. Så er det ikke koreografi, det er en hverdagshandling, der også udføres af kroppe, som ikke er professionelle dansekroppe.    

Ind kommer fire polske håndværkere

De er ikke alene. Ind kommer fire polske håndværkere. De har deres eget arbejdstøj på og medbringer plancher for stabling af gulvelementer. Gulvet består nemlig af noget, der kunne ligne europaller med en lysegrå plade øverst. Pallerne kan løftes og stables, så det flade gulv bliver til et miljø af små plateauer, som danserne kan indtage. Og som publikum kan indtage. Folk sætter sig ned, indtil de må flytte sig, fordi danserne eller håndværkerne kommer for tæt på. Der arbejdes.   

Skønånderne hvirvler og håndværkerne knokler! De er arbejdende kroppe, som tillader hinandens tilstedeværelse, og de virker hver især så optaget af deres bedrift, at man nemt får det indtryk, at de ikke gør det for publikums skyld.

Vi er bare tilfældigvis allesammen i samme rum.

Både de praktiske kroppe og de æstetiske kroppe har deres berettigelse. Det minder om fortællingen om markmusen og græshoppen. Markmusen arbejder flittigt hele sommeren, så forrådskammeret er fyldt, når kulden kommer og sneen falder. Græshoppen har ikke travlt, den sidder og musicerer, alt i mens den nyder sommerens duft og lys. Den skænder på musen, der piler afsted og aldrig stopper op for at mærke den dejlige sommer. Men da vinteren kommer, har græshoppen ikke noget at spise. Den fryser og jamrer. Nu er det markmusen, der hoverer. "Du kunne bare have gjort som mig".

I den oprindelige version af denne fabel, som nedskrevet af Æsop cirka 500 år før Kristus fødsel, dør græshoppen af sult. I Disneys version fra 1934 går det slet ikke så ilde, fordi græshoppen inviteres indenfor i markmusens (egentlig: myrenes) trygge bolig, den får tilmed lov til at spise af forrådet, men kun mod betaling.

Græshoppen skal gøre det, som den gør bedst, den skal sørge for at spille sin liflige musik. Herved anerkender den flittige nyttearbejder, at også den lystige kunstners musik har sin berettigelse.  

Det behøver ikke være så ekstremt, man kan godt være snusfornuftig og fremtidssikre sin tilværelse uden at lade dette arbejde fylde alt. Man kan også godt passe sit arbejde og have øje for kunsten. Vi kan alle være både praktiske og æstetiske kroppe.

Spjæt og sammenhæng

På et tidspunkt bliver nogle lysende kabler synlige i et felt i gulvet. Samtidig viser tre store vægprojektioner rolige, næsten statiske, nærbilleder af danserne og noget af det tekstil, de har på, og henslængte kroppe, som tilsyneladende er knyttet til nogle ledninger, så de er gensidigt forbundne og modtager impulser. De ellers afslappede kroppe giver små spjæt fra sig. Der klippes til hospitalsudstyr og uidentificérbare maskindele.

Lad os tale om titlen. Kunstneren har kaldt værket for Interpassivities, som bruges indenfor psykoanalyse og kulturstudier til at beskrive kognitiv eller emotionel passivitet. Ifølge Robert Pfaller og Slavoj Žižek ønsker interpassive mennesker at uddelegere deres fornøjelser eller deres forbrug. Samtidig er der et element af interaktivitet, der foregår kommunikation i forskellige kombinationer mellem mennesker eller maskiner. Men kommunikationen handler om overdragelse, om at lade et andet menneske, medie eller maskine tage over.

Som publikum til forestillingen Interpassivities giver jeg også små spjæt fra mig. Jeg bliver bevidst om at jeg, sammen med alle de andre, er en baggrund og en forgrund for dansen, at vi altid kan se hinanden, og at vi hele tiden er en del af det billede, som vi oplever sammen. Jeg tænker på, om jeg forstyrrer nogens udsyn og sætter mig på gulvet. Jeg rejser mig igen, så jeg ikke er i vejen for en danser. Alligevel vil jeg ikke krybe langs væggen, for vi er alle i øjenhøjde og der opstår en blød orden mellem kroppene i rummet.

Jeg må tænke over, hvilken rolle jeg bør indtage. Og jeg må tænke over, om dem, som agerer praktisk er entydigt praktiske og om de æstetiske kroppe kun er æstetiske. Så længe vi er sammen, i det midlertidige fællesskab og afgrænsede miljø, så virker det som om alt er forbundet.

Hvad det ellers handler om

Der er meget andet på færde i Interpassivities. I en afsluttende filmsekvens ser vi grænsen mellem USA og Mexico som et rustent jerngitter i et ørkenlandskab. Sådan ser den altså ud tæt på, den for tiden meget omtalte grænse. En kvinde i balletskørt, rockbassisten Kim Gordon, som har lavet lyd til hele forestillingen, går langs rækværket med en kæp, der laver hakkende lyde ved at blive trukket henover rækværket. Det er legende og let udfordrende.

Mod slutningen af koreografien ligger kroppene henslængt på pallerne så det er svært ikke at se dem som forliste på en tømmerflåde. Altså endnu et hint til aktuelle samfundsforhold. Hvis vi ser pallerne som de standardiserede europaller fra lagerhaller, så er det brudstykker af Europa, som kroppene prøver at finde sig tilrette på.

Endelig er der filmsekvensen med maskiner fra forsknings- og hospitalsmiljøer. Løsrevet fra deres praktiske sammenhæng ligner de proteser, som kan kobles til praktiske såvel som æstetiske kroppe.

Interpassivities er 90 minutter om krop og relationer og samfund. Det er godt gjort. Man står tilbage med en fornemmelse for nærvær. Det er ikke et åbenlyst kritisk værk. Det er et udpræget sanseligt værk, som bevarer relevans og virkelighedskontakt.

Den allersidste dans er mellem en mand og en kvinde. Hendes hårelastik har løsnet sig, det generer hende ikke, for hun har opmærksomheden mod ham og de bevægelser, som virker fælles. De er helt tæt på hinanden, de mærker hinanden, så det virker lykkeligt. Bagefter tager de deres træningstøj oven på det stramtsiddende lysegrå dansetøj. De ifører sig benvarmere og trøjer med videre så skødesløst som to, der kender hinanden godt, rejser fra en quickie og skal videre ud at sætte havregryn på morgenbordet.

Det er danserne, som først forlader salen. Arbejdet er gjort. De må videre. De har fundet det træningstøj, som de har kastet langs væggen undervejs, og således påklædt er det mindre åbenlyst at de er danserne. Selv professionelle dansere bevæger sig rundt i hverdagsliv.

Gulvet er ikke helt på plads endnu, først da den sidste palle er lagt i hak, så gulvet igen fremstår plant, vender håndværkerne sig om og går ud ad en sidedør. Det er dem, som modtager bifaldet.  

Forestillingen Interpassivities er skabt af billedkunstner Jesper Just og produceret af Eventministeriet  og Corpus, Den Kongelige Ballets eksperimenterende laboratorium, og præsenteres af CPH:DOX. I tillæg til forestillingen har der været Reumertsalon ved Bikubenfonden.  

Dansere til forestillingen: Susanne Grinder, Emma Håkansson, Camilla Ruelykke, Ulrik Birkkjær, Jon Axel Fransson, Alexander Stæger. Dansere på film: Astrid Elbo, Stephanie Chen Gundorph, Elenora Morris, Sebastian Haynes, Benjamin Buza. Håndværkere til forestillingen: Marek Sztwiorok, Nikola Bendic, Nikolaj Manylo, Jevgenij Manyl.

Foto øverst: Miklos Szabo (still fra filmen). Dernæst foto fra forestillingen ved Instagram-bruger jfity og kunstneren.  

Interpassivities spiller til den 31. marts 2017. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.