Der er tusinde timer fra idé til succes

Karim Ben M'barek

Jeg skrev engang, at du skal turde miste alt, hvis du vil starte en virksomhed. Det var der mange, der var enige i, og mange der selv havde prøvet. Faktisk så mange, at det kom som en overraskelse for mig, fordi jeg føler, at man ellers ofte støder på en ”bare jeg får den rigtige idé, skal alt andet nok komme af sig selv” -attitude.

Tine Thygesen, en af stifterne bag Founders House, har skrevet, hvordan den gode idé er den lette del af iværksætteriet. Vi er vilde med den gode idé, men vi glemmer bare, hvor langt der er fra idé til udførelse. Vi romantiserer idéen og negligerer de tusinde timers arbejde, der skal til, før den kan blive en succes.

Det var fantastisk at læse, for jeg er helt enig.

En ting er at turde miste alt. Noget helt andet er at gøre sig klart, hvor mange timer, sene aftener og aflyste weekender der rent faktisk skal lægges i drømmen, når du først har fået idéen. Det handler om, at du skal udvikle, administrere, søge investorer, fejle og prøve igen, men det handler også om at statuere et eksempel. Og helt ærlig: hvis du ikke er klar på at lægge de mange og hårde timer, vil du det ikke nok.

Jeg har hørt, at de studerende på ITU sidder og griner, hver gang en CBS’er slår noget op i deres Facebook-grupper, fordi det er det samme hver gang. Han eller hun har fået en god idé og vil have den skarpe it-studerende til at udvikle app’en – ikke mod betaling, selvfølgelig, men mod en del af ejerskabet af det hurtigt voksende forretningsimperium, idéen naturligvis vil føre til.

Det er måske ikke så underligt, at de griner.

Du kan ikke forvente, at du blot får en idé, skaffer et it-geni til at udvikle en platform for dig, og at pengene derefter helt automatisk begynder at rulle ind, så du kan rulle ud ad garagen i din dyre Mercedes. Da pengene langsomt begyndte at komme til Washa fra forskellige investorer, betød det kun mere arbejde og et større pres. Mere vil have mere, og vi skulle pludselig bevise, at vi var investeringerne værd. Vi skulle vækste, ansætte folk og skabe overskud.

Da vi startede Washa, arbejdede vi gerne til kl. to om natten, og efter en del år hedder arbejdsdagen nu ofte 7-22 for os stiftere. Jeg tror på, at vi om et par år er nede på mere normale arbejdstider. Som Tine Thygesen skrev i sit indlæg: ”Det tager et årti at bygge en ’overnight succes’”.

Jeg tror, at du som ny iværksætter hele tiden skal huske på, at jo flere timer du selv arbejder, jo færre timer skal du betale en anden for at arbejde. Så at få den helt rigtige idé er selvfølgelig sindssygt vigtigt, men når alt kommer til alt, er det den lette del af rejsen – alle timerne og blodet, sveden og tårerne kommer bagefter.


 

Se flere blogs



Profil

Karim Ben M'barek

Karim Ben M'barek

adm. direktør og medstifter, Washa.dk
Som iværksætter fra den digitale generation har Karim Ben M'Barek en klar holdning til, hvordan en nystartet virksomhed skal ledes og drives til succes. Han blogger om de daglige udfordringer, iværksættere møder.

Karim Ben M'Barek er adm. direktør for og medstifter af onlinevaskeriet Washa.dk, der tilbyder tøjvask og rens via digital bestilling. Han har tidligere arbejdet for den digitale tjeneste Autobutler.